Træsmedens Håndværktøj er den første samlede dansksprogede beskrivelse af værktøj brugt af træsmede i Skandinavien; men allerførst baggrunden for at jeg søger at genoplive dette glemte ord: træsmed.

En smed er i følge gammel nordisk tradition det samme som en håndværker (det gælder fx osse på latin, faber = smed = håndværker, deraf fabrik). På dansk har man såedes kunnet tale om både ølsmede, skosmede og stensmede, eller den jeg først stiftede bekendtskab med, nemlig stævnsmeden. Ordet smed har været brugt som suffiks i samme betydning som vi i dag anvender -mager, skomager, stolemager m.fl.

Således er en Træsmed en håndværker der fortrinsvis arbejder med eller i træ. Der gives dog en del træsmede der bruger meget metal som materiale; dem har jeg taget skyldigt hensyn til i behandlingen af værktøjet.

Med definitionen af begrebet træsmed er jeg temmelig large, idet jeg regner skovarbejderen og savskæreren for lige så fuldt en træsmed som gelænderskrædderen, træskomanden, eller huggeren, mens jeg i den anden ende medtog bl.a. kurvemager, glarmester og tapetserer og endnu længere ude op overdrevet blikkenslager, maler, murer m.fl. der har et ret tæt samarbejde med bl.a. bygningstømrere og -snedkere.

Bogen ligner en ordbog, men er snarest et leksikalsk værk i lighed med sin engelske pendant, Raphael A. Salamans "Dictionary of Woodworking Tools", som jeg i øvrigt intet kendskab havde til da jeg i sin tid startede min egen indsamling.

Træsmedens Håndværktøj er et stykke pionerarbejde, der ikke kun bygger på andres skriftlige udfoldelser, men som i høj grad bygger på min indsamling af materiale gennem et omfattende net af mundtlige kilder, d.v.s. levende træsmede. Det er en form for "ordarkæologi" der ikke hidtil har været dyrket så intenst på noget enkeltområde. Uden min håndværksmæssige baggrund ville dette ikke have været muligt. Jeg har set alt for mange eksempler på at indsamlere helt har misforstået brugen af et stykke værktøj, og endda er jeg selv gået fejl i byen, ikke mindst hos de fag der ligger langt væk fra mit eget, møbel- og bygningssnedkeriet.

I tid begrænser bogen sig principielt til perioden ca 1700-1990. Det er der flere årsager til: Traditionelt trækkes der en linje ved år 1700, det er det mine udenlandske forgængere har gjort, dels finder jeg det praktisk med en håndfuld på 300 år. Desuden arbejder min sproglige hovedkilde, Ordbog over det danske Sprog (ODS) med en lignende begrænsning i tid, dels er det vanskeligt at finde ordentlige skriftlige kilder der er ældre, skønt der på dansk findes diverse andre ordbøger over gammelt sprog.

Den tidsmæssige begrænsning skal tages med et enkelt lille korn salt, idet jeg hvor det har været muligt skaber stier tilbage til værktøjets oprindelse og mulige opfinder.

Bogen er først og fremmest deskriptiv og ikke normgivende, hvilket vil sige at den beskriver

1) de ord der anvendes, eller er blevet anvendt (i perioden ca år 1700-1990, dog med enkelte blik tilbage på tidligere tiders sprogbrug),

2) selve værktøjet og brugen heraf - ligeledes hovedsageligt i perioden 1700-1990, dog - hvor der er særligt interessante forhold der gør sig gældende, med store sidespring ned i tiden; det drejer sig især om belysning af værktøjets alder (datering) eller oprindelse,

3) de håndværkere der bruger eller brugte det, samt

4) den kulturelle sammenhæng hvori værktøjet indgår.

5) Bogen er samtidig en synonymordbog og i nogen grad en etymologisk ordbog.

I ganske få tilfælde har jeg tilladt mig at forslå nye ord eller at udvide definitionen på et hidtil anvendt.

På denne måde bliver det en kulturhistorisk etymologisk synonymordbog med et indgående semantisk afsnit til hvert opslag.

Træsmedens Håndværktøj giver således en samlet beskrivelse af værktøj brugt af danske træsmede med hovedvægten lagt inden for de seneste 300 år, men med glimtvise dyk ned i tidligere tider, nemlig hvor forholdene lægger op til det, - undertiden helt ned til de aller ældste tider af menneskehedens historie - hvad der falder pænt sammen med afgrænsningen i min sproglige hovedkilde, Ordbog over det danske Sprog, samt andre kilder.

Forhistorien til Træsmedens Håndværktøj er at jeg på et kursus for snedkere i 1988 blev opmærksom på Gorm Benzons "Danske Bygningsudtryk", som jeg anskaffede mig og havde stort udbytte af. Men under læsningen kom jeg i høj grad til at savne en bog om det værktøj jeg selv og andre gik og brugte i hverdagen; men den var der ikke...

Der findes ganske vist ordbøger, der i nogen grad omhandler det værktøj vi træsmede har i kassen. Den hidtil bedste på dansk er Fagordbog for Træindustrien, men den er temmelig gammel, og så er den en generel fagordbog der på begrænset plads omhandler både værktøj, materialer, arbejdsgange og andre fagudtryk.

Retfærdigvis skal dog nævnes at jeg har haft megen glæde af den, netop fordi jeg i den har kunnet finde udtryk der ikke er optaget i Ordbog over det danske Sprog.

På engelsk kan man ligeledes finde ordbogsværker om værktøj. Blandt dem vil jeg fremhæve R. A. Salamans "Dictionary of Woodworking Tools" (især 89-udgaven, det er den jeg fortrinsvis har anvendt), der er noget af det bedste der overhovedet er lavet, og strengt taget det første forsøg på at lave en virkelig gennemgribende beskrivelse af dette meget omfattende emne). Der er andre - mere populært anlagte - bøger og billedværker, men jeg har ikke fundet dem virkeligt seriøse. Mange af dem er da osse først og fremmest beregnet på samlere. Dertil kommer at man ikke umiddelbart kan sammenligne fx engelsk/amerikansk værktøj med dansk, skønt vi her i landet i høj grad har overtaget mange opfindelser fra USA. Desuden er det næsten umuligt at konvertere begreberne fra det ene sprog til det andet, skønt jeg i visse tilfælde har forsøgt. Jeg har således ikke fundet det umagen værd blot at oversætte Salaman til dansk. Det ville alligevel ikke give noget klart billede af hvad der findes rundt omkring på værksteder her til lands.

På forskellige sprog fås opslagsbøger af meget populær art, men heller ikke de er til megen nytte i seriøs sammenhæng, og det der i øvrigt er skrevet (på dansk) om Håndværktøj er meget hurtigt overset - se litteraturlisten.

Ret hurtigt gik det op for mig at osse andre følte savnet af en dansk værktøjsordbog. Ikke kun træsmede men især museums- og sprogfolk, samt blot alment kulturelt interesserede mennesker.

En søndag formiddag gik jeg i gang med at se i min egen værktøjskasse, skrev ned på små sedler og ordnede i et kartotek. Inden for få timer havde jeg de første 100 opslag og snart fulgte titlen:

På dette sted vil det måske være på sin plads at sige tak til mine nærmeste, der gennem alle årene arbejdet har stået på, har været meget tålmodige og overbærende. Jeg har bestemt ikke været nem at omgås i den tid jeg har været gravid med bogen. Mange gange har jeg oplevet at sætte mig med den en times tid -for så at opdage at der pludselig er gået en halv eller en hel nat. Begyndelsen var ikke det sværeste, skønt jeg kun havde en stak papir og en skrivemaskine til min rådighed. Det blev bedre da jeg gik over til EDB - nej det vanskeligste har været det overvældende stof, der til tider har truet med at tage pippet fra mig.

Det er vanskeligt at komme frem til en helt klar entydig definition af begrebet Håndværktøj. Ikke engang ODS forsøger, men klarer sig med et citat. Det er imidlertid lykkedes at finde en nogenlunde brugbar i bogen Teknologisk Forandring (Hansen et al. 1982). Definitionen er at finde under opslaget Håndværktøj.

Egentlige (stationære) maskiner, det der i ovennævnte værk hedder værktøjsmaskiner, behandles ikke i denne bog. Ejheller større hjælpemidler såsom kraner, drivmidler eller hejseværker.

Da det er en form for status jeg har gjort, søger jeg at medtage såvel gamle som nye udtryk, rigsdanske som dialektale, almene som helt personlige, idet jeg hver gang gør rede for kilden til ordet: hvor har jeg det fra, i hvilken sammenhæng er det brugt, hvem bruger det pågældende stykke værktøj, osv.

Når det gælder ikke-skriftlige kilder har jeg først og fremmest været på høstarbejde blandt levende træsmede, men mange andre faggrupper har været behjælpelig, hvilket fremgår af mine henvisninger.

Jeg har ikke sorteret disse udtryk, men i stedet sat spørgsmålstegn ved dem. Jeg har ikke siet nogen fra, men i stedet stillet mig mere eller mindre skeptisk over for ordenes anvendelse blandt mine fagfæller og kolleger. I det hele har jeg stedse søgt at øve kildekritik, lige meget hvorfra jeg end har fået et ord, et udtryk eller en vending.

For mere end 100 år siden fandt danske folklorister ud af at det var sidste udkald, hvis de skulle nå at indsamle de guldkorn "folket" havde i sin besiddelse i form af viser, sagn og eventyr. Mennesker som Evald Tang Kristensen, Svend Grundtvig og hans 30 år yngre bror Fr. Lange Grundtvig arbejdede ihærdigt på at nedskrive så meget som muligt inden de "gamle kildevæld" udtørrede.

Så vidt så godt, for nu ligger der tonsvis af oplysninger fra mennesker der har været tavse i generationer. Den tids folklorister glemte blot at "for de gamle som faldt, er der ny overalt".

Det er et paradoks, for det er hele tiden for sent at indsamle oplysninger, og alligevel er det ikke, for så længe der findes mennesker på jorden, og så længe der er sprog til, lige så længe vil ordene forandre sig; gamle slidte ord vil gå af brug, nye komme til. På samme vis med værktøjet; det har altsammen sin tid.

Netop derfor er det vigtigt, set ud fra et (kultur)historisk synspunkt, med års mellemrum at standse op og se i bakspejlet.

Siden Folke Jacobsens lille Fagordbog kom på gaden for henved to menneskealdre siden er der sket en næsten ufattelig udvikling, og heller ikke de 30 år der er forløbet siden Politikens Billedordbog kom på gaden (første gang i 58) er gået sporløst hen hverken over træsmedens Håndværktøj, eller træsmedene.

Det er således de færreste yngre træsmede der har haft en kel- eller en karnishøvl i hånden, har brugt en båndkniv en skrubhøvl eller en svejfsav; ja mange aner knapnok hvordan man bruger en armsav, der dog førhen var saven - indtil den blev afløst af sin tandspidshærdede halvfætter, engangssaven.

De fleste kender ordene, men ved knapnok hvordan værktøjet ser ud, og træffer de det, så er det blandt konservativt indstillede træsmede, der heldigvis hæger om forgængernes slidte utensilier, eller på museer, hvis samlinger bugner af alskens godter, men som til gengæld sjældent er i stand til på ordentlig vis at gøre rede for brugen - og slet ikke har haft overskud til - eller behov for - at benævne værktøjet med dets undertiden mangfoldige synonymer, hvis museumsskriverne ikke ligefrem selv har opfundet noget der måske er et passende udtryk, måske ikke. -

Min bog er blevet til i samarbejde med mange forskellige mennesker over hele dette land - og fra udlandet. Mine meddelere har jeg samlet i et alfabetisk register, hvor deres data så vidt muligt osse er medgivet. Jeg vil gerne på dette sted takke for den uvurderlige hjælp jeg har fået fra disse specialister.

Samtidig vil jeg bringe en tak til de mange der gennem hele forløbet har bidraget med kritiske bemærkninger af den ene eller anden karakter, ikke mindst hvad angår disposition og sproglig formulering.

Jeg håber bogen i sig selv bliver et stykke værktøj der vil kunne bruges bl.a. til bestemmelse af værktøj, ikke kun for træsmede men osse for museums- og sprogfolk samt alment interesserede.

"Træsmedens Håndværktøj" er inddelt i en række afsnit, hvoraf 12 er leksikalske, og de øvrige er af anden, supplerende art.

Alle leksikalske afsnit er ordnet strenget alfabetisk, først i en "Hovedafdeling", hvor samtlige opslagsord findes, og dernæst i en række "Specialartikler" eller kapitler, hvortil jeg har henvist grupper af værktøj med omtrent samme funktion: høvle (ca 300 opslag), save (200), økser, bor og boreværktøj m.fl.

Spredt i hovedafdelingen findes derudover opslag, hvor jeg resumerer visse stykker værktøj, der ikke er nævnt i de specielle kapitler; det gælder fx. tvinge, knægt, kniv m.fl.

Arbejdet førte hurtigt til at jeg ønskede at skrive omfattende om det kulturhistoriske stof, der ikke nødvendigvis direkte vedrører værktøjet, men både ordets oprindelse dets brugere, hvorfor jeg i kapitlet traditioner skriver om blot nogle af de sæder og skikke, der er og har været knyttet til de mangfoldige grene af træsmedehåndværket, mens jeg i kapitlet Træsmede, som ligeledes er leksikalsk, under de enkelte fag angivet en række af de typiske stykker værktøj, den pågældende håndværker anvender.

I dette kapitel forsøger jeg desuden at skitsere nogle arbejdsmetoder og -områder, der søger at komme ud over det helt evidente at en ligkistesnedker laver ligkister, at en bygningssnedker sætter døre og vinduer i, at en tømrer er specielt uddannet til tagarbejde osv.

Jeg håber dermed at være nået ud over det rent selvfølgelige og at jeg har fået beskrevet noget væsentligt om hin enkelte.

Hver ordbogsartikel er inddelt i to eller tre afsnit med hver sin funktion:

I Opslagsordet

er i videst muligt omfang skrevet i den form som er angivet i Retskrivningsordbogen (1986) og sat med fed.

Hvis ordet er sammensat og det er defineret i artiklen (evt. blot etymologiseret), er det delt af en lodret streg. Dette gælder dog ikke i "specialartiklerne", hvis opslaget i disse er sammensat af en suffiks + fx -bor, -høvl, -økse m.fl., hvor det er selvindlysende at ordet er sammensat, da suffixen er et velkendt ord. Udelte, sammensatte ord er i hovedafdelingen altid henvist til et andet sted.

Forældede eller lidet brugte former er markeret på forskellig vis, bl.a. med † foran opslaget, som (†) efter et ord inde i artiklen, eller med ord.

I visse tilfælde har jeg efter opslaget angivet en udtale, skrevet i en modificeret lydskrift, der ikke nødvendigvis er med i DSDU (1991), men er forfatterens mere eller mindre personlige skøn over hvordan ordet lyder. Lydskriften står altid i skarp parentes [ ]. I lydskriften angiver apostrof "'" stød, "" at lyden er lang. Trykstærk og tryksvag stavelse er sjældent angivet - tryksvag evt. med et "," foran stavelsen, normalt den første.

I lydskriften er brugt nogle få specielle tegn, fx i oldnordiske eller endnu ældre former, men de skulle ikke volde de helt store problemer hvis man er nogenlunde inde i terminologien. Det drejer sig især om tegnet Ð, ð, der angiver den såkaldte "æd-"lyd (engelsk "eth") og þ, Þ, "thorn". Begge tegn blev brugt i oldsprogene, men anvendes i dag kun i færøsk, islandsk samt i lydskrift.

Er ordet ikke defineret lige under opslaget så er det henvist til anden artikel, evt. en af specialartiklerne i bogens 2. del ved et "se Kap. ..." hvor det så kan slås op; alle henvisninger er sat med fed kursiv skrift.

For at spare plads er ikke alle ord behandlet i de specielle kapitler medtaget i hovedafdelingen. Det gælder hvis et af leddene i et sammensat ord indeholder fx. hammer, høvl eller sten. Så bedes man gå direkte til pågældende kapitel, eksempelvis slibe- og pudseværktøj hvis man leder efter arkansassten, eller til høvle, hvis det drejer sig om en krøshøvl.

Generelt om specialartiklerne

De enkelte kapitler i bogens anden del er alle indledt med et kortere eller længere forord, der indeholder forskellige oplysninger, gerne af kulturhistorisk art. Det anbefales i det mindste at "skimme" disse indledende bemærkninger, da de kan indeholde generelle oplysninger om værktøjets brug eller eventuelle oprindelse.

Bindestreg og sammensatte ord

Bindestreg i et opslagsord betyder at det der er meget langt, eller at sammensætningen ikke virker mundret, og at jeg derfor har valgt at dele med bindestreg, herunder bl.a. sammenskrivninger med el-: el- skruetrækker, el-høvl, m.fl.

Ordmellemrum

I de tilfælde hvor opslagsordet består af flere ord, er ord-mellemrum prioriteret fremfor bindestreg eller sammenskrivninger uden bindestreg, hvilket er efter de sædvanlige regler.

II Ordets etymologi

Hvis der er tilknyttet etymologi til en ordbogsartikel, hvad der langt fra er til dem alle, står den sproghistoriske del med petit. De gamle, evt. fremmede, former er fremhævet med fed skrift og definitionen med kursiv skrift. Eventuelle henvisninger er osse i dette afsnit sat med fed kursiv. Fremmede eller gamle ord kan være skrevet med specielle bogstaver (tegn), især ð, Þ, eller þ, der står for hhv. "blødt d" og hvad der svarer til engelsk "th".

Særligt interesserede bedes slå op i andre (større) etymologiske ordbøger (se bl.a. litteraturlisten)

III Definition

med henvisninger og synonymer.

Dette afsnit kan undertiden være ret omfattende, idet mange artikler indeholder en temmelig lang kulturhistorisk udredning, eller der kan være andre forhold, der gør sig gældende, så det ikke kan forklares kort og fyndigt. Det er den vigtigste af artiklens dele, og her findes henvisningerne, ikke kun til synonymer eller til beslægtede stykker værktøj, men tillige til kilder (både litterære (især trykte) og ikke skrevne).

Alle ord der har synonyme udtryk bliver normalt henvist til et og samme sted, hvor de behandles under ét, og (alle?) beslægtede ord henvises til det eller dem de er beslægtede med. (???)

Ord og udtryk der kan henføres til et eller flere fag er angivet enten i parentes lige efter opslaget eller med understreget henvisning nede i artiklen. Hvis intet tilhørsforhold er angivet er det fordi værktøjet anvendes generelt af så at sige alle.

I kapitel 2 (specialartiklerne) kan der undertiden findes generelle beskrivelser af de behandlede stykker værktøj i hvert af de indledende forord. I de fleste tilfælde er der osse her en kort historisk oversigt over værktøjet.

Trykte kilder og meddelere angives altid med fed kursiv skrift, undertiden blot som et forfatternavn efterfulgt af et årstal, hvis samme forfatter har skrevet flere værker eller et værk er kommet i flere udgaver -fx. Salaman (1974, 75 eller 89), undertiden med kildens fulde navn (samt år), til tider som en forkortelse (exempelvis Fagordbog eller ODS). Mundtlige og ikke trykte kilder er altid anført med navn.

Alle relevante oplysninger om kilden findes i henvisningerne, evt. suppleret med listen over forkortelser.

er gengivet ord- og (som hovedregel) bogstavret mellem citationstegn og med fyldestgørende henvisning.

Længere citater er gengivet indrykket (med smallere klumme) og i kursiv.

Udeladelse af et eller flere ord i et citat er angivet med tre eller flere prikker: ...

Visse passager er oversat fra engelsk af undertegnede. Jeg bærer således det fulde ansvar for eventuelle misforståelser eller fejlfortolkninger.

er nævnt ved navn og for menneskers vedkommende med stilling, sjældent med fødselsår og -sted. Institutioner har oftest et stednavn tilknyttet, fx Kerteminde Museum, Bangsbo Museum, Frederikshavn eller lign., men ikke altid Nationalmuseet (der er kun dette ene, beliggende i København). Bagest i bogen findes en fyldestgørende oversigt over meddelere med alle relevante data jeg har haft adgang til, herunder så vidt muligt føde- eller lærested, hvor den sproglige ballast grundlægges. Dette af hensyn til den geografiske placering af udtrykkene. De fleste indføringer i museumsprotokoller er anonyme. De går derfor på museet (institutionen), ikke på personer.

er altid, hvor de overhovedet optræder, nævnt et eller andet sted i artiklen og altid med fed kursiv, som alle henvisninger i dette værk.

Der findes en kort sproghistorisk oversigt, samt en kortfattet grammatik. Forkortelser har et helt afsnit for sig side ...