A

Accu, se akku-.

Afbarkningsklemme (kurv) Pol 84

???

Afbarkningsspade, se barkspade, eller barkjern.

Afbider, og Afbidertang, se bidetang.

Afbindingshage

1. led til afbinde, at tildanne og foreløbig samle tømmer før det endelig rejses i en bygning

Et svært, 30-40 cm langt, to gange vinkelbøjet jernstykke med tilspidsede, kileformede, vinkelret på hinanden vendende ender, der bruges til at sammenholde emner mens de bearbejdes af tømreren på afbindingspladsen.

Afbindingshager anvendes både ved tilhugning af emnerne og medens der bores huller til (træ)nagler. De spidse ender vender vinkelret på hverandre fordi de skal slås i på langs ad træets årer.

Af synonyme udtryk har jeg noteret mig holdehage, klemme, og klemhage (Teknisk Leksikon, 1943).

Holdehagen er egentlig et stykke billedskærerværktøj. (ill 8907)

Afbindingsjern

Svært stemmejern, tømrerjern, huggejern, eller tapjern, der anvendes af især tømrere til store taphuller i bjælker, remme eller andet svært tømmer, samt til udstemning i trappevanger og lignende. Der er dog intet til hinder for at andre end tømrere kan finde anvendelse for et svært stemmejern. Bygningssnedkere - som jeg selv - har det ikke sjældent med i kassen.

Afbindingsjernet har i modsætning til det alm. stemmejern ingen fas (facet) på langs ad jernet. Afbindingsjernet må ikke forveksles med lokbejtel.

CFP-katalog (1987) angiver at afbindingsjern fås i bredderne 16 - 32 mm og med en skærevinkel på 35°.

Afbrækningstang

Et glarmesterværktøj, der bliver brugt til afbrækning af forholdsvis smalle glaskanter efter at diamanten har skåret tavlen igennem.

definer bedre.

Afklaringsbal eller Afklaringslap

1. led af afklare; jvf. klar, gennemsigtig, blank

2. led, se bald- og balle

Bald der anvendes - fortrinsvis af møbelsnedkere, -restauratorer og deslige ved blankpolering med politur (shellak og muligvis osse de førhen almindeligt anvendte kopallakker) eller celluloselak.

Afklaringsballen er egentlig det samme som en polerebal, polereklud, men vædes kun med sprit eller fortynder (afhængigt af laktype) og olie - opløsningsevnen må ikke være for voldsom. Hvordan ballen opbygges og bruges er beskrevet nærmere i artiklen polerebal.

Afkvistningsspade

Bruges af forstfolk og findes i forskellige udførelser, der har det til fælles at de består af et skær der kan have forskellig form, halvrundt, lige eller forkrøppet, sat på et langt skaft. Lette afkvistningsspader på et træskaft, tunge er forsynet med jernskaft. De anvendes til afkvistning af nåletræer og undertiden løvtræer. Det er grenens tykkelse der er afgørende for om der skal anvendes spade, økse eller (evt.) kædesav. Kun kviste op til en vis tykkelse kan fjernes med spaden.

I Afretter

1. se smergelstensafretter Kap. Slibe- og Pudseværktøj

2. se savafretter Kap. Save

II Afretter

se elhøvl, håndafretter eller bjælkehøvl, Kap. Høvle

Afriver, se smergelstensafretter, Kap. Slibe- og Pudseværktøj

Afskrabningsjern

1. se ziehklinge.

2. se skraber.

Afslåerjern

En form for sadelmagerkoben, men uden kløft, der anvendes af møbelpolstrere til almindelige, "klippede", søm, i modsætning til kobenet der bruges til sortlakerede hærdede søm.

Afsyernål, se tapetserernål.

Afsæbningsbørste

1. led til (vb.) (af)sæbe; ordet sæbe (sb.) er lånt fra mnt. sepe, af lat. sapo, der igen er et lån fra germ

Børste til afvaskning eller til påsmøring af lim eller lignende, hvor udseendet ikke er afgørende. Formentlig mest anvendt inden for møbelfremstilling.

Aftrækkersten og Aftrækssten,

se strygesten, Kap. Slibe og Pudseværktøj

Aftrækkernøgle

En krogformet nøgle med en konkav bue, der yderst er forsynet med en lille tap. (ill). En sådan nøgle kendes bl.a. fra cykelsmedens værktøjssæt, men anvendes af træsmede, fortrinsvis bygningssnedker/tømrer bl.a. til justering af dørpumper.

Det er den smeden kalder en haknøgle, fordi den lille tap går ind i et hak i møtrikken.

Akku(mulator)

"akku" er en forkortelse af akkumulator, synonymt med batteri-; fra eng. (lat.) accumulator; ordet er hentet fra fysikken og er her defineret som et "apparat til opsamling af kraft." Se endvidere batteri

Akkumulatorer har været kendt og anvendt i mangfoldige år og har traditionelt været anvendt i motorkøretøjer, og er førhen blevet brugt til belysning og i radioer. Det var (og i køretøjer er det stadig) de tunge blypladeakkumulatorer, hvor elementerne er neddyppet i svovlsyre. Fordelen ved en akkumulator er at den kan genoplades, i modsætning til det almindelige tørbatteri af brunstens-typen.

Inden for de sidste 25 år er der udviklet nye (tørre) akkumulatorer; men stadig baseret på tungmetaller (ofte Ni-Ca, nikkel-kadmium) og som kan genoplades gang på gang ved hælp af en medfølgende oplader, der blot skal tilsluttes en almindelig 220 V stikkontakt. Batteridrevne maskiner er blevet ret udbredte inden for de seneste ca 10 år. Batteriet er normalt placeret i håndgrebet og kan med lethed udtages ved at løsne et fjederbelastet låg.

Batterierne har spændinger fra 4,8 V til 24 V, men det mest almindelige er spændinger ml. 7,2 og 9,6 V.

Endvidere fås Håndlygter af denne type. De er velegnede på byggepladser eller ved reparationsarbejder hvor det er upraktisk eller umuligt at få lys fra stikkontakt og anvendes derfor ikke kun af træsmede, men af alle former for håndværkere med udearbejde.

Det er sikkert ikke kun fagfolk der bruger batterimaskiner. Mange af dem er fremstillet i en sådan kvalitet at de ikke kan klare det hårde slid, men er beregnet til hobbybrug.

Akku-skruemaskiner er normalt ordinære akku-boremaskiner, der blot monteres med skruebits i patronen. En anden betegnelse er batteriskruemaskine.

Akselnøgle

Fast nøgle, der anvendes til at stramme eller løsne møtrikkerne der holder hjulene fast på akslerne på (især ældre) arbejdsvogne. Det giver sig selv at sådanne nøgler befinder sig på hjulmagerværksteder og osse fandtes (findes) i huggehuset.

Akselsnitser, se snitser.

Akselstiftdorn (piano) KnD 89

Alligatorkæber 1, se svensknøgle

Alligatorkæber 2, se Kap. Bor og Boreværktøj

Alligatornøgle, se rørnøgle.

Ambolt

lånt fra mnt. ambolt (jvf. eng. anvil) | sidste del af ordet (bolt) er muligvis beslægtet m. lat. pellere, slå, støde; endv. er det i familie med on. bauta, slå, støde

Ambolte forbindes almindeligvis ikke med træsmede, men med metalsmede og dermed beslægtede fag. Dog anvendes de hos os især på fileværkstedet, hvor sådanne forefindes, ved arbejde med savklinger der skal rettes (retteambolt) eller udlægges (læggeambolt, udlæggerambolt), både på værksteder til alle slags grovtandede save, men ikke mindst blandt skovarbejdere til langsav eller lignende.

Bødkere bruger undertiden ambolt til at bindte ved, men hos ham hedder den spærhage, jvf. bødker Erik Toft Jensen, Dybvad.

En udmærket beskrivelse af ambolten findes i Teknisk Leksikon, 1943. Almindelige smedeambolte findes i størrelserne fra 3-300 kg.

Skovarbejderens læggeambolt kan vanskeligt sammenlignes med den vi kender fra grovsmedens værksted, for den er ikke større end at han kan have den liggende i lommen eller i den kasse han opbevarer og transporterer langsave i.

Amerikaner Erik

etym. se nedenfor (amerikansk)

1. Glitteplade, optræksplade, trækbræt.

2. Patentskruetrækker.

Amerikansk

efter Amerika/amerikaner, der stammer fra nylat. Americanus, America; det er en italiensk geograf, Amerigo Vespucci der var med til den første udforskning af kontinentet og som en halv snes år efter Columbus' genopdagelse konstaterede at det var en verdensdel, som har lagt navn til verdensdelen, men det er tyskeren Martin Walzemüller der første gang brugte navnet i 1507

At noget er amerikansk betyder at det stammer fra Amerika eller i det mindste siges at stamme derfra, - og det betyder i realiteten USA. Der har man traditionelt været gode til at opfinde og udvikle værktøj og hjælpemidler, og i tiden efter ca 1840, da den amerikanske industrialisering tog fart, har vi fået ikke så lidt fra de kanter. Der har (rimeligvis altid) været en vis leflen for alt amerikansk, og ikke mindst isenkræmmere har brugt betegnelsen i reklameøjemed. Det fremgår især af ældre kataloger. Men ikke alt med betegnelsen er originalt "US made". Eksempelvis gælder det jernhøvlene, der i den nuværende form ganske vist er udviklet af en amerikaner, men som har rødder tilbage helt ned i den romerske oldtid. Og hvad angår det amerikanske skibsbor, så synes i det mindste opfinderen at være af fransk oprindelse. Grunden til den megen "amerikanisering" i ældre kataloger kan være at brugerne ikke i samme grad gik efter et bestemt fabrikat, eller osse at fx høvlene kun blev fremstillet af Stanley.

Amerikansk krøs, se Kap. Høvle

Amerikansk skruetrækker, se patentskruetrækker.

Amerikansk valnød, se hickory.

Amerikansk øjemål, se øjemål.

Andenæb (tøm./bsn.)

1. led on ond, af lat. anas. 2. led fra mnt. nebbe.

Det er således andefuglens næb, der har givet navn til værktøjet. Et af de mange tilfælde, hvor man mere eller mindre spøgefuldt har brugt et kendt ord på en ny og fantasifuld måde, velsagtens til at begynde med som slang

I almindelighed består andenæbet af to "passerben" af (bøge)træ, holdt sammen af to indbyrdes hængslede led og med en blyant monteret i det ene ben. Det er dog ikke i alle tilfælde den skråtstillede blyant er videre formålstjenlig, og den enkelte træsmed kan da finde på at løse opgaven efter det forhåndenværende søms princip: han kan med andre ord klare sig med selvopfundne værktøjer. En pendant til det almindelige andenæb er beskrevet i Snedkeren, (nov. 1940, p 248), men her benævnes den osse ko. Andenæb bruges til forstrygning (parallelafstregning) - se forstrygnings-; -det vil i realiteten sige at tilkrabbe (se krabber) lister, gulvpaneler eller andet til vægge, gulve eller lignende, der ikke er slået efter en snor, men bugter eller er ude af vinkel i forhold til hinanden.

Angel

1. on. ongull, fra fr. angle (af lat. angulus, vinkel); fra gr. angkriston, medekrog

Den del af et stykke værktøj der sidder inde i skaftet og som holder det fast til dette; angel findes på bl.a. sav, fil, bor, og stemmejern, m.fl. modsat dølle.

2. lån fra fr. (forældet) vinkel; jvf. rektangel, triangel m.fl.; ordet bruges altså ikke længere i den betydning

Ankerblok, se Kap. Arbejdsbænke

I Anlæg

efter ty. anlage, til anlægge; det som noget lægges ind til, sætter imod og lign

1. Den tykke del, "hovedet", på en ansatsvinkel, modsat tunge.

2. Land på høvl, på rundsav eller anden form for værktøj.

II Anlæg

efter mnt. anleggen, eller anlegen, den første begyndelse til noget

se anlægsjern.

Anlægsjern (bsk.)

Lige billedskærerjern, der anvendes til den første grove bearbejdning af emnet; jvf. II anlæg.

Ansatsfil og Ansatsrasp

Flad fil (rasp) med én kant uden hugning. Sådant værktøj er anvendeligt ved indadgående, rette vinkler, fx. indvendigt i firkantede huller.

Ansatsvinkel

Anslagsvinkel, tungevinkel, blok- eller klods(e)vinkel, af træ, jern eller andet materiale, hvis ene ben (anlægget, hovedet) er tykkere end det andet (tungen), således at hovedet danner anlæg (jvf. I anlæg) og tungen tjener som retholt.

Anslagsvinkel, se ansatsvinkel.

Anslagsjern, se rigelbeitel

Antiktang (glarm.)

se spejltang.

Ansats

fra ty. ansatz, jvf. ansætte, sætte noget på eller mod noget (andet); egl. det som sættes på eller mod noget. Fremspringende parti eller kant på redskaber, værktøj eller lignende; fremspring, liste, anslag, bryst

1. på vinkel: hovedet, anlægget.

2. på fil og rasp, se nedenfor.

Anslag

efter mnt. anslach, ty. anschlag

Den del af et stykke værktøj som lægges imod noget for at støtte det, styre dets bevægelser olgn. Egl. samme ord som I anlæg, altså bryst, land eller styr.

I Ansætter, se Kap. Bor og Boreværktøj

II Ansætter,

Skråmejsel, smedeværktøj til overhugning af glødende jern. Efter alt at dømme ikke et værktøj man finder hos træsmede.

Anstryger (fortrinsvis maler)

Vbs. til nt. anstriken, ty. anstreichen, "at overstryge (overtrække) en flade med maling, lak eller lignende med en pensel" (står der i ODS)

Stor firkantet, eller oval, børstepensel. Den runde anstryger anvendes til oliefarver mens den firkantede er til limfarve eller lignende. Malere kalder den undertiden for Kristoffer, et navn der hos træsmede ellers er reserveret en svinehans (se Kap. Høvle). Anstrygere findes som hel- (ca 200 mm lang), halv- (ca 185 mm) og kvartanstryger (ca 150 mm). Hel- og halvanstrygeren er hvad almindeligt dødelige kalder en kalkkost, evt. loftspensel, men som malere undertiden benævner hvidtekost, eller limfarveanstryger.

Ses til tider på snedker- og tømrerværksteder eller i værktøjskassen hos byggehåndværkere.

Antrækker

Nittetrækker eller nagletrækker.

Egentlig et bødkerværktøj. Sammenlign knapmager. Så vidt jeg kan se af tegningen i Fagordbog, så har den temmelig stor lighed med bådebyggerens kusse, der i mere stuerent sprog kaldes forholt. Se endvidere pianosnedkerens bestrengerdorn.

Apparat

af lat. apparatus, udrustning, tilberedelse; af parare, berede; jvf. parat; mekanisk indretning; værktøj af mere sammensat konstruktion, hjælpemiddel; men velsagtens ikke maskine

I Møbelsnedkeri står der i indledningen til kapitlet "Værktøj og Hjælpemaskiner" at grænsen mellem grupperne maskiner og værktøj er vanskelig at bestemme og at "Der findes Hjælpemidler, som Fagfolk finder for indviklede til at betegne som Værktøj, men ikke tilstrækkelig mekaniske til at være Maskine. Saadanne kaldes da almindeligvis Apparater." Definitionen lyder både rimelig og fin; se endv. håndværktøj.

Arbejdsblok, se blok, Kap. Arbejdsbænke

Arbejdsbord, se Kap. Arbejdsbænke

Arbejdsklods, se blok, Kap. Arbejdsbænke

Arbejdsskammel,

se ørtebænk, Kap. Arbejdsbænke

Arkansas slips, se Kap. Slibe- og Pudseværktøj

Arm 1, se Kap. Arbejdsbænke

Arm 2, se armsav, Kap. Save

Armstilling, se armsav, Kap. Save

Armfil TL 43

Osse kaldt bestødfil.

Armforlænger

En ramme der har stor lighed med en glasreol, og som glarmestre bruger til at transportere så store tavler at de ikke kan have dem under en arm, og derfor er nødt til at forlænge den. Rammen er forneden forsynet med et vandret bræt hvorpå tavlen hviler, og et stykke oppe en liste (evt. to) som hånden griber om.

Sammenlign glasløfter og rudeløfter. Kan findes hos tømrere og snedkere, især på landet.

Automatisk virkende skruetrækker, og Automatskruetrækker

1. ord (1. led), til automat; af gr. automaton, frivillig, af egen drift, selvvirkende

Se patentskruetrækker.

B

Babytang (glarm.)

se spejltang.

Bachonøgle®

1. led er firmanavn, hele ordet handelsnavn, der er overgøet til at betegne en hel gruppe af skiftenøgler

Egentlig blot en skiftenøgle, "svensknøgle" af fabrikat "Bacho"®; men det er min klare fornemmelse at ordet mere eller mindre bruges som synonym for alle skiftenøgler af den svenske type. Der er derfor gjort rede for brugen af ordet under opslaget svensknøgle. Findes så at sige i alle værktøjssamlinger og er anvendt generelt af både håndværkere og hobbyfolk.

Yderligere information under nøgle.

Badekar, se nedlæggerhøvl, Kap. Høvle

Bagerrasp

Oversættelse fra eng. breadrasp, baker's rasp (Salaman 89), brødrasp. Består af en plade, ca 6 x 16 cm med rasphugning på den ene side, forsynet med et greb der ligger parallelt med pladen i en vinkelbøjet angel omtrent som det kendes fra strygejern. Den kunne forveksles med en surformhøvl. I England bruges/brugtes? den til at raspe en for hårdt brændt skorpe af med. Salaman nævner at den ofte tages for træsmedeværktøj.

Medtaget her for kuriositetens skyld - og for at belyse vanskelighederne ved at bestemme et værktøjs eller et redskabs tilhørsforhold. En forespørgsel - bl.a. i "Den danske Bagerstand" gav absolut negativt resultat, men bagerne kunne godt se berettigelsen i et sådant redskab, ikke mindst dengang man stadig brugte "kulfyrede" stenovne. Fra bager og konditor Kraft, Odense har jeg dog fået oplyst at hvis brødet "blir sort" - så brugte man en meget stiv stålbørste til at fjerne det værste med. Andre bagere jeg har forelagt problemet har ikke kendt til noget lignende heller.

Bagtang, se Kap. Arbejdsbænke

I Bakke

fra ty. backe(n), kind, kæbe; jvf. fx. bakkenbart

1. skruestikkens kæber

2. høvljernets klap, se Kap. Høvle

3. muligvis betegnelse for borsvingets alligatorkæber, se Kap. Bor og Boreværktøj

4. gevindsnit til bolte.

II Bakke

fra nt. ell. holl. bak, fad, trug; jvf. mlat. bacca, vandtrug

Se blødebakke.

Bal, se bald og balle.

Bald, og Balde

egentlig samme ord som bal og balle; om diverse rundinger: landskabelige (runde bakker), jvf. Ballebjerg (lokalitet på Samsø), såvel som kropslige om hånd-, fodbalder, eller røvbalder (ænyd. arsbalde); eng. ball; i grunden samme ord som bold; grundbetydning, "noget kugleformet, afrundet"

Se osse balle.

Baldjern (muligvis bsk.)

ODS definerer dette som et stemmejern med skrå æg; men det siger intet om udseende, endsige brug. Det er muligvis et billedskærerjern, i så fald et Skråjern? Jeg kan ikke forestille mig at andre end billedskærere kan finde anvendelse for et sådant. Der er dog den mulighed (jvf. etymologien) at det er et drejerjern, men er i så fald med dobbeltsidig fas.

Baldkniv

ODS siger det er et typografudtryk, idet bogtrykkere før trykkemaskinernes tid sværtede satsen med baller. Kniven hører således ikke under træmedeværktøjet.

Balle

fra fr. balle; besl. m. bold, jvf. bald; om runde hvælvede (og især) bløde genstande

ODS siger at den generelle betydning er "mindre pude eller klump af sammenrullet stof", men ikke en lyd om at det er det (møbel)snedkerne kalder en afklaringsbal, klarebal, eller polerebal.

Bane, se Kap. Hamre Br. Dahl 38

Bankejern (kurvm.) Rom 88

Et kurvemagerværktøj omtalt hos C. Th. Rom i hans "Priskourant" fra 1888. Bankejern omtalt (ill.) i Politikens Billedordbog.

Bankestok (mar.)

Bedding. Det vil derfor være synd at påstå, den hører med til værktøjet, skønt det lyder sådan.

Barkhøvl (forst)

1. led on. borkr; jvf. eng. bark (som er lånt fra nordisk); jvf. sideformen (københavnsk, forældet??) bork

Form for krummet (bånd)kniv, som skovarbejdere bruger til at fjerne mos og bark fra træstammer.

Se endvidere barkjern.

Barkjern (forst)

ODS nævner, at det er et "mejsellignende redskab til afbarkning af træer"; hvis det er rigtigt må det være synonymt med den oven for nævnte barkhøvl. Jeg er dog temmelig sikker på at det snarere er en barkspade, barkskraber (???) der osse kaldes afkvistningsspade.

Barkskraber, se barkjern.

Barkspade (forst) Vallø

Spadeformet redskab (værktøj) med skarp æg, der anvendes af skovarbejdere til afbarkning af nåletræer. Det eksemplar jeg har set på Køge Museums afdeling i Vallø havde konveks æg, men forstander Iver Nissen, Skovskolen i Nødebo har mundtligt (1990) fortalt at æggen skal være ret og ikke konveks.

Sammenlign afkvistningsspade, barkjern og -skraber.

Bastardfil

1. led on. bastarðr; fra eng. bastard; ital. bastardo, egl. "dyr af blandet afstamning", blanding

Fil med mellemfin hugning. Findes generelt hos træsmede og bruges bl.a. til afretning af savklinger eller andet metalarbejde.

Bastardpasser

Passer med to forskelligartede ben, exempelvis et krumpasser- og et stikben, eller et dansemester- og et krumpasserben.

Se endvidere skævpasser. Det er ikke noget bestemt fag eller faggruppe der bruger bastardpasser.

Batteri

af fr. batterie; egl. slagsmål, batalje; siden er der sket en betydningsforskydning til "...samling af flere stykker skyts", kanoner, raketter eller lignende. I fysikken: samling af forbundne elektriske elementer, der er den betydning som gælder i dette tilfælde

Det samme som akkumulator, se osse akku-.

Batteri-skruemaskine, se akku-.

Bazooka, se fugepistol.

Bedefod

Jvf. mdl. meddelelse fra billedskærer Jacob Nielsen en gejsfus.

Det er et typisk slangudtryk der ikke kan hæftes på noget konkret fag, men gejsfus ses hos mange træsmede.

Bedstemors tand, eller Bedstes tand, se krøs, Kap. Høvle

Begkost, (mar.) He A 88

1. led on. bik; lånt fra lat. pix (besl. m. harpiks)

Smal kost eller børste der anvendes til påsmøring af beg (asfalt) i nåderne (fugerne mellem skibsbordene) for at tætne disse.

Begske (mar.) Hjorth R 68

def mangler. Bruges i stedet for -tragt.

Begskraber (mar.)

Skraber, der bliver brugt til at fjerne overflødigt beg efter at man har fyldt i nåderne med begkost eller tragt.

Begtragt (mar.)

Tragt, der anvendes når dæksplankerne skal tætnes med beg. Se osse -begske.

Behøvling, se Kap. Traditioner

Beil, og Beitel, se bejtel.

Beitse- og Beitze-, se bejdse-.

Bejdsekrukke

1. led fra ty. beizen, (beslægtet med bide), at behandle en overflade med en (skarp) - i dag osse farvet - væske for at forandre dens udseende (eller for at gøre den holdbar, modstandsdygtig over for fysisk og/eller kemisk påvirkning)

Krukke, undertiden almindelig syltekrukke af glaseret lertøj eller stentøjskrukke til opbevaring af færdigblandet, flydende bejdse. Efter god sædvane er der nogen vaklen i stavemåden, der veksler mellem den her nævnte (der er den nugældende) og beitse, bejtze, eller bejtze, der ikke er nævnt i RO-86. Findes vel fortrinsvis på snedkerværksteder og muligvis hos malere.

Bejdsepensel

Pensel, der anvendes til påsmøring af bejdse. Af hensyn til faren for misfarvning må bejdsepenslen kun være beslået med aluminium, ikke med jern eller andet letangribeligt metal. Ses hos snedkere.

Bejdsesvamp

Svamp, der anvendes til påsmøring af bejdse. Snedkerværksteder.

Bejl, og Bejtel

vist fra mnt. be(i)tel; besl.m. bide; egl. bet. "kløve"

1. Svært hugge- eller stemmejern, der anvendes til taphuller og lignende. Bejtelen er tykkere end sin bredde og har ensidig æg.

Den er ikke nævnt i CFP-katalog (1987).

2. Ordet optræder ofte i sammenskrivninger: hængsel-, lok- og rigelbejtel m.fl.

Det er især tømrere og snedkere der bruger bejtel.

Bejtse- og Bejtze-, se bejdse-.

Belgisk brok, se Kap. Slibe og Pudseværktøj.

Bellahøjjern

1. led efter bydelen Bellahøj i København

Bellahøjjernet består af et lille savtakket, buet skær, fastgjort til en jernstang, der er bøjet i en meget stump vinkel. For enden af stangen er boret et hul, hvori sidder aksel, der er fastgjort til en kort vinkel, der danner anlæg mod rammeforkanten.

Bellahøjjernet benævnes osse læg(ge)hage, eller hængselskærer. Hos Bendixen i Odense (JPBO), der en overgang havde værktøjet i produktion, kaldtes den papegøjenæb, mens Carl F. kataloget (1962) siger beslåningsjern. I (Sn II?) kaldes det med det næsten umulige udtryk nedstemningsapparat til skabshængsler.

Jvf. mdl. oplysning fra bådebygger Helge Askholm er dette værktøj opfundet af en "doven" bygningssnedker, der gik på et større højhusbyggeri på Bellahøj i 1950-erne, fordi han fandt det for besværligt at skulle nedstemme hundredvis af hængsler i forrammer til køkken- og garderobeskabe på den sædvanlige måde ved hjælp af en hængselbejtel (fitzenjern, ålejern ).

Samme meddeler fortalte at det altid er den "dovne håndværker" der opfinder nyt værktøj fordi han ikke gider gøre arbejdet på en gammeldags, tidkrævende facon, og derfor udvikler nyt.

Eftersom nedlagte hængsler stort set er gået af brug er værktøjet ikke omtalt i nutidige kataloger, men det har været i serieproduktion. Det eksemplar jeg er i besiddelse af er af fabrikatet JPBO, medens gelændersnedker Helmer Jensen har fortalt at det var en smed i en kælder på Østerbro i København, der i sin tid fremstillede det tillige med andet fidusværktøj. Det er lidt usikkert hvornår Odense-fabrikken overtog rettighederne, Bendixen mener det var engang i slutningen af 1950-erne. CFP-kataloget fra 1954 har det således ikke med. Formentlig kan oprindelsen til det derfor dateres til perioden 1952-60.

Ben

on., ty. bein; egl. knogle; i overført betydning, hvad der har lighed med (ganglemmet) ben, jvf. fx. passer-

Benpasser, se stangpasser.

Berliner

fra ty. berliner, som stammer fra Berlin

1. Ransel, rygsæk.

Ordet er i denne betydning givetvis kommet ind i dansk sprog med de stedse valsende navere, der førhen i stort tal drog sydpå, ikke mindst til Tyskland (men osse til Svejts, Østrig eller Frankrig og Italien) som unge svende. Mange udtryk er kommet til os ad den vej, skønt sproglig påvirkning udefra ikke kun skyldes vor udlændighed, men lige så meget påvirkning fra indvandrere.

Desuden er dansk og tysk så nært beslægtede, at det sjældent volder vanskeligheder at overføre et ord eller en vending fra det ene sprog til det andet - blot kan udtale og stavemåde tillempes en smule. Læs mere herom i kapitlet Træsmede.

Men hvorfor rygsækken har fået betegnelsen berliner er der ikke sikkert belæg for; det er dog troligt at navnet skyldes at mange svende netop havde den tyske hovedstad som endemål -hovedstæder har stedse virket dragende på fremmede, og lune og humor er ikke nutidige foreteelser. Det er derfor temmelig sikkert, at ordet er faglig slang. Leg med sproget er ikke forbeholdt nogen bestemt gruppe i samfundet. Det er derfor ikke muligt at henføre udtrykket til noget bestemt fag eller faggruppe.

2. Billedskærerens rullemappe eller værktøjsrulle, hvor han opbevarer sine mange jern, der er personligt værktøj, og som han derfor må medbringe overalt hvor han arbejder.

Danske billedskærere skriver sig til to forskellige skoler, den tyske og den franske. De svende der vandrede til Tyskland kom hjem med tysk værktøj og tyske udtryk, mens parisersvendene kom tilbage med fransk værktøj og franske traditioner, så alene på sprogbrugen er man i stand til at afgøre hvilken skole en billedskærer tilskriver sig: Hvem der endte i det tyske taler om en berliner, mens den der gik til Paris, Lyon eller Grenoble, kom hjem med en trouseau.

Beslagbånd (bdk.),

se rejsebånd.

Beslagsømpistol CFP 87

Sømpistol til kamsøm; anvendes til fastgøring af sømbeslag, fortrinsvis af tømrere.

Beslåmodel, se beslånings -.

Beslåningsjern, se bellahøjjern.

Beslåningsmejsel CFP 62, p 49

Beslåningsmodel

Beslåmodel. Vel egentlig hvad det i daglig tale kaldes en ko. Men se osse beslåningsskærer. Snedkerværktøj, fortrinsvis bygningssnedker.

Beslåningsskærer

Osse kaldt hængselmodel, eller som omtalt hos Carl F (1954) under stregmål, er en flad, rektangulær træklods forsynet med et par savtakkede knivskær, der kan reguleres, dels i forhold til hinanden, dels i forhold til et land fastgjort i vangen (eventuelt med et hængsel).

Beslåningsskærer anvendes til opridsning ved nedlægning af hængsler og låse. Jeg har set enkelte exemplarer af værktøjet, det ene hos snedkermester Bengt Sørensen, København, det andet hos snedkersvend Svend Warneche, Sønderborg. Begge så ud til at være hjemmefremstillede.

Værktøjet er dog kendt i videre kredse, ikke kun blandt bygningssnedkere. Tømrersvend Poul Erik Hansen mødte det i sin læretid før 1950, men stadig ved jeg ikke nok om anvendelsen eller om der findes andre - mere mundrette - betegnelser for det - ko kunne være et af dem.

Der findes flere forskellige modeller af værktøjet, der evt. blot kan bestå af en klods med et par regulerbare ridsespidser, eller af en vendbar klods med land, et til karmstykket og et til dørbladet.

Bestrenger, se pianosnedker, Kap. Træsmede

Bestrengerdorn (pianosn.)

Kort svær dorn med halvkugleformet fordybning. Værktøjet har nogen lighed med en antrækker eller kopsætter, men anvendes når stemmenaglerne skal sættes fast i stemmestokken på pianoinstrumenter.

Bestrengernøgle og (pianosn.) KND 89

Bestrengersving

Bruges af pianosnedkere ved bestrengning af pianoer olgn., idet den afkortede streng fæstnes til stemmenaglen og drejes indtil strengen har snoet sig et passende antal gange omkring naglen.

Bestrengernøglen er T-formet og kaldes undertiden T-nøgle, og er forsynet med et firkantet konisk hul, passende til størrelsen af stemmenaglerne. Bestrengersvinget er, som navnet antyder, et s-formet sving. Et håndlavet eksemplar som jeg har set hos pianomager Jørgen Sillemann, København består af en ca 10 cm lang aksel, hvorpå der lidt over midten er svejset en tværstang med et lodretstående håndtag. Dette sving ligner mest af alt et lidt åbent 4-tal. Sammenlign i øvrigt stemmehammer og stemmenøgle.

Bestødfil, se armfil.

Betel, se bejtel.

Betonmejsel (?) Carlsø

Bid

om værktøj: skarphed, skarp æg.

Bidetang, sjældnere Bidtang

Egentlig blot en tang med skarpe kæber. Bidetangen adskiller sig fra knibtang og niptang ved at kæberne er kraftigere og skarpere. Endvidere kan den være forsynet med udveksling, der forstærker biddet, samt evt. en stoppeanordning der forhindrer kæberne i at nå helt sammen.

Der findes flere forskellige former for bidetænger:

Endebidetangen har kæberne siddende vinkelret på grebene som en knibtang, mens sidebidetangens, skævbiderens sidder i forlængelse af grebene, eventuelt i en stump vinkel på disse. I Teknisk Leksikon (1968-77) er en benævnt sidelæns bidetang under glarmesterværktøj. Forskellige former for bidetænger findes i så at sige alle værktøjskasser og -samlinger.

Biel, se bil Kap. Økser

Big, Biggert, Bik, Bikke, Bikkel og

Bikkert, se bildehammer Kap. Hamre

Bil, se Kap. Økser

Bilad(e), se høvlebænk Kap. Arbejdsbænke

Bild, se bildehammer, Kap. Hamre

Bildejern, se bildehammer Kap. Hamre

Bile, se bil, Kap. Økser

Billedhuggerfil, (fransk), og Billedhuggerrasp, (fransk)

Lille, ca 5 cm lang, krummet fil eller rasp, med hugning i begge ender og i midten forsynet med et kort skaft. Længde overalt ca 14 - 30 cm. Det er usikkert hvorvidt værktøjet anvendes ud over en snæver kreds af billedskærere, men jeg mener at stolemagere muligvis osse har sådanne liggende.

Det er karakteristisk at billedhuggerfilen (raspen) udformes med mange forskellige profiler: runde, halvrunde, kantede eller flade. Jvf. Salaman (1989) har sådanne file og raspe været fabriksfremstillede (fig. 579), men jeg har hørt fra billedskærermester Ove W. Gjerding, der en årrække arbejdede i Paris (og derfor stadig er præget af den franske skole), at man har kunnet forme en eller anden specielle form i træ eller andet materiale og aflevere den til en filehugger, som så i løbet af nogle dage havde fremstillet et stykke helt individuelt værktøj.

Hvorvidt det er muligt i dag, vides ikke, men der kan stadig fremskaffes håndhuggede raspe, en sådan har jeg haft i hånden hos violinbygger Jørgen Nielsen, København. Se mere om dette emne i artiklen rasp.

Billedskærerbænk, se Kap. Arbejdsbænke

Billedskærerjern

er billedskærerens vigtigste værktøj, et helt kapitel for sig og ikke noget det kan sammenlignes med stemmejern, stikjern eller noget andet værktøj, selv om de alle har hvad ethvert gement stemmejern osse har: skæfte, angel og æg.

En billedskærer værner om sine jern, omtrent som en mor om sin nyfødte. De er hans levebrød og hans personlige værktøj, mærket af års, ja undertiden generationers brug. Laurits Jensen skriver (1986), at han endnu bruger jern, han anskaffede i sin læretid omkring 1930, og i Billedskærer (1943) fortælles at afdøde kollegers værktøj sælges på auktion til fordel for de efterladte.

Det stål, billedskærerjern er fremstillet af skal på en gang være hårdt og smidigt. Det har været et problem, og førhen måtte man regne med at ca 10% godt kunne kasseres grundet kvaliteten, medens hærdningen i dag foregår i elektroovne og derfor er mere ensartet end tidligere (Jensen 86) mens selve smedningen stadig foregår i hånden.

De fleste billedskærere foretrækker ottekantede skæfter, der er svagt ægformede eller let koniske med største diameter mod yderkanten; den ottekantede form gør at de ikke ruller ned af bænken. I sjældne tilfælde har jeg set skæfterne skulpturelt udformede (ill Billedskærer 43, p 97), men det hører til sjældenhederne, skønt mange endnu ynder at udforme deres hæfter selv, fremfor at købe dem færdige. Ofte vil skæftet være forsynet med en ring der forhindrer det i at flække under brugen. Ligeledes er jernet forsynet med et kraftigt bryst mellem hals og angel.

Billedskærerjern findes i mange forskellige former, og størrelser fra 1 - 60 mm.

For at finde rede i de mange former har nogle fabrikker et nummersystem (der er mere eller mindre unikt for den enkelte fabrik), men derudover har billedskærerne navne til de fleste jern.

En del jern er helt lige, men mange af dem krumme. Laurits Jensen (1986), der bruger Stubai®-jern (fra Østrig) kalder nr. 1 for mejsler, med helt lige skær, nr 2 er skråmejsler, fordi æggen er skrå i forhold til længdeaksen. 3 og 4 kaldes fladjern, og har en svag krumning. De bruges til flade hulninger og rundinger.

Nr 5 hedder snirkeljern, 6 - 8 kalder Jensen for skærejern, 9 til 11 er huljern, osse kaldet zirjern. Huljernene kan være mere eller mindre højkæbede, u-formede - (Johs. Kristensen (1980) kalder dem ligefrem U-jern) - hvilket er et udtryk for hvor stor en del af en cylinder der er udnyttet i dem.

Rækken fra 12 - 38 indeholder en mængde forskelligartede jern der har det til fælles, at de er krumme. Her iblandt findes fantasifulde navne som blomsterjern, fiskehalejern, og her finder vi osse de omvendte jern, hvor fasen sidder modsat.

Nr 21 er af Ove Gjerding blevet benævnt grundjern, grundtjern, eller på fransk tarabiscot, det er et krumt jern med lige skær, der er anvendeligt i bunden af arbejdet.

39 - 47 er gejsfusjern, osse kaldt bedefod, eller gedefod, hvoraf 39, 41, 45 og 47 er lige, 40, 42, 43 og 46 er krumme og leveres med "indvendig poleret skæreflade", hvordan det end skal forstås. Det betyder vel sagtens at fasen er indvendig. Johs. Kristensen (1980) har udtrykket V-jern om dette.

Den svejtsiske fabrik Pfeils nummersystem falder kun delvis sammen med Stubais. Det er således karakteristisk at Pfeil undertiden hæfter et bogstav efter nummeret som en yderligere karakteristik.

Der er desuden nogle helt specielle jern, benævnt makaronijern, der nærmest er kasseformet med retvinklede sider og undertiden en svag krumning i bunden, som osse benævnes skuffejern eller kassejern.

Laurits Jensen har i et brev til mig berettet at jern nrs. 34 - 38 ligeledes kaldes stafjern, og at de anvendes til afrunding af staffer på rokokkostole. Stafjern er omvendte jern, beregnet til ophøjet arbejde, højt relief.

Hvad det såkaldte rokokkojern er for noget har jeg ingen oplysninger om.

Dertil kommer naturligvis en række huljern

I dag køber billedskæreren sine jern fra fabrik, men sådan har det ikke altid været. Engang - jeg ved ikke hvornår -  måtte han gå til den lokale smed med en form, en tegning eller et gammelt jern, når han havde brug for et nyt. Sådanne håndsmedede jern var af stærkt svingende kvalitet.

Ove Gjerding mener middelalderens billedskærere selv fremstillede deres jern, men det er jeg sikker på at smedene ikke tillod, og jeg tror heller ikke billedskærerne dengang har haft den fornødne ekspertise på det felt.

I øvrigt har formerne ikke forandret sig synderligt siden billedskæreriets storhedstid under gotikken i 13 - 1400-tallet.

For at kunne holde styr på jernene opbevares de til tider, men ikke altid i nummerorden, enten i en tøjramme, eller i rullemappen, der her kaldes berliner eller trouseau.

Et velassorteret billedskærersæt indeholder nemt 150 - 200 jern, men de mest benyttede kan tælles på en snes fingre. De øvrige er for specielle til at de er i dagligt brug, og er der blot for tilfældet.

Prisen på billedskærerjern har nok forandret sig gennem årene, men forholdsvis koster de det samme - stort set en timeløn.

Yderligere læsning findes i Laurits Jensens lille fine Billedskærerbogen.

Billedskærerkniv Jeps 80

Kniv der anvendes til billedskærerarbejde, blot ikke af en billedskærer; jeg antager at sløjd- og hobbyfolk kan finde anvendelse for en sådan, skønt de er nævnt i Stubais kataloger over billedskærerværktøj. Muligvis det samme som en udskæringskniv eller den i Møbelsnedkeri nævnte træskærerkniv.

Billedskærermejsel

Billedskærerjern nr 1 eller nr 2 (jvf. Jensen 86), osse kaldt skråmejsel. Fås i bredder fra 2 - 60 mm. Klingelængden varierende mellem 80 - 120 mm.

Billedskærertavle Dahl

Jeg har hørt ordet i en radioudsendelse, hvor direktør Børge Dahl, Ledreborg Tømmerhandel, Roskilde brugte det som synonym for billedskærerens tøjramme, men det er ikke sikkert at det er noget almindeligt brugt ord, og slet ikke anvendt af billedskærere.

Billedskærerværktøj, se Kap. Træsmede

Bindetang, se moniertang.

Bindtblok, eller Bindteblok

1. led formentlig samme ord som nt. (frisisk) bynt, holl. bint, egl. forbindelsesbjælke; samme ord som ty. binde; besl m. bind, jvf. bindøkse

En stor, 1,5-2 m høj, kegleformet jerncylinder, som på bødkerværksteder anvendes til at "bindte", d.v.s. forme, de koniske tøndebånd over, så de får samme smig som de tønder og kar de skal sættes ned over. Hvis ikke bødkeren anvender bindteblok ved arbejdet, står han ved en ambolt, der (undertiden - jeg har udtrykket fra Vendsyssel) kaldes spærhage.

Jeg har set en i Den gamle By i Århus, (højde, diametre). Ordet er i øvrigt optegnet i Jylland af Dialektforskningsinstituttet.

Bit

fra eng. bit; besl. m. bid | grundbetydning er skærende eller gribende del af værktøj | ordet findes ikke i Nudansk Ordbog 1977, men er medtaget i RO 86 og Nudansk (13 udg. 1986), dog i betydningen binary digit, binært ciffer

Klinge på skruetrækker; høvljern, eller lignende. Den mest almindelige brug af ordet er i betydningen skruebit eller skruespids (def. II), anvendt i skruemaskine. Jævnfør en af de engelske definitioner af ordet er det egentlig "skær på bor" eller lignende. De bits der anvendes i skruemaskine (og patentskruetrækker) er almindeligvis ensidige, Philips® (Ph), Pozidriv® (Pz) eller Torx®, men der kan skaffes lange vendbare sekskantede bits med 1/4" diameter og sekskantet tværsnit (Carl F 1987). Sådanne er gerne Ph-bits. Jeg har ordet fra mine forskellige arbejdspladser, men er formentlig almindeligt brugt af alle der har en skruetrækker eller skruemaskine i hånden.

Bitholder CFP 87

1. Til patentskruetrækker og skruemaskine. Forlængeraksel, der kan isættes enten skruetrækkeren eller skruemaskinens sekskantede holder.

2. Den sekskantede udboring i skruemaskinens aksel, hvori der kan sættes bits.

Bitskruetrækker LIC h 90

Skruetrækker hvori kan isættes løse sekskantede bits som i skruemaskiner.

Bit, vendbar, se ovenfor, bit.

Bjælke

on. bjalki

1. Midterstang i en armsav, se Kap. Save

2. Del af høvlebænk, se Kap. Arbejdsbænke

Bjælkevinkel, se vinkel

Blad

on. blað, ty. blatt, eng. blade; muligvis besl.m. lat.folium, blad

I denne sammenhæng især i sammenskrivninger som kniv-, sav-, eller økseblad. Se endvidere blæde.

Blegði, se Kap. Økser

Bliksaks CFP 87

1. led fra mnt. bleck; besl. m. havblik og øjeblik; grundbetydning, "det der blinker"

Kraftig saks der kan klippe i (tynde) metalplader. Det er sikkert forholdsvis sjældent at træsmede anvender bliksaks, men jeg har dog set den i brug ved arbejde med stålrigler til gipsvægge. I grunden er det et smede- eller blikkenslagerværktøj, men findes altså osse hos byggehåndværkere.

Blok

fra mnt. bloch; jvf. eng., ty. block

1. Stor (træ)klods, der enten bruges til at hugge noget på, huggeblok, eller lignende, se Kap. Arbejdsbænke

2. (Især mar.), talje(blok).

3. (Bdk.) arbejdsblok dælling. se Kap. Arbejdsbænke

Blokkedrejer, se Kap. Træsmede

Blokskraber, se Kap. Høvle

Bloktvinge

Eller stokpresse, der dog i Kerteminde Museums registratur kaldes limebænk, optræder vist først og fremmest i flertal, da de normalt anvendes flere ad gangen.

Bloktvingen består af en svær ramme af træ eller jern, forsynet med et antal spindler (normalt vist 4 eller 5) af træ eller jern. Er bloktvingen af jern kan spindlerne forskydes sideværts, og ofte kan den ene sidevange vippes ud for at lette ilægningen af emnerne.

Anvendes til finering af større flader, eller til fremstilling af møbelplader, fortrinsvis af møbelsnedkere.

Arbejdsgangen er følgende: Et antal bloktvinger stilles side om side med passende afstand. I bunden lægges en trætulade, og i fald der anvendes snedkerlim (varmelim), evt en opvarmet zinktulade. Derefter lægges opvarmede tulader mellem hvert lag, sluttende med en trætulade. Oven på det hele en spændklods i tvingens længderetning, og der spændes til et jævnt tryk er opnået.

Selv husker jeg det som en langsom og temmelig besværlig måde at arbejde på - med megen renderi frem og tilbage mellem tvinger og limovn - og hele tiden var der fare for at fineren ville skride.

Frits Seiergaard, der har bidraget med mange fine oplysninger skrev i et brev til mig:

...- jeg arbejdede med sådanne hele min læretid fra 1933 til 38 hos snedker Arildsen i Tølløse, og de fungerede da udmærket, selv om vi kiggede meget i værktøjskataloget fra Carl F. på dem af jern. Når man blev kendt med de gamle tvinger, vidste man hvilke spindler der spændte lige og ikke var tilbøjelige til at få fineren til at glide. Så spændte man varsomt på dem først. Ligeså kendte man dem, som man absolut ikke skulle røre før længere hen i processen...

I dag er vistnok de fleste bloktvinger blevet afløst af hydrauliske varmepresser, eller i det mindste af egentlige finerpresser - på de mindre værksteder.

Blokvinkel, se anslagsvinkel.

Blomsterjern, se billedskærerjern.

Blyant

ordet har vistnok fået sin udformning under påvirkning af et andet ord med en helt anden betydning (bliant, blyant), opr. et persisk ord, betegnelse for en art kostbart silkestof.

Ellers er ordet udviklet af blyerts, malm indeholdende bly (af uvis oprindelse), der som bekendt er i stand til at tegne på bl.a. papir.

Egentlig en forkortelse af blyantspen, opr. blyertspen

Hos træsmede optræder ordet enkeltstående eller i sammenskrivninger som snedkerblyant, eller værkstedsblyant, der er af den almindelige sekskantede type, tømmer-, eller tømrerblyant med rektangulært tværsnit og rektangulær skrivespids, hårdheden HB.

Det er ikke ligemeget hvilken blyant der anvendes til formålet. Jo finere streg der skal afsættes jo hårdere og spidsere blyant. Snedker- eller værkstedsblyanten er god hvor det drejer sig om afsættelse af fine streger der skal skæres efter - her kan osse bruges stikbor eller ridsespids -, mens tømrerblyanten er til mærker der ikke behøver være så nøjagtige.

Sten(hugger)blyanten er, har jeg fået fortalt af snedkermester Poul Sørensen især på grund af sin hårdhed anvendelig til at skrive på mur eller puds, men en almindelig tømrerblyant kan sagtens anvendes.

Til blot (af)mærkning kan bruges grafitstift eller mærkekridt, der på ingen måde afsætter så tynde streger af man kan skære "til halv streg".

Blyantspasser

Passer, hvori kan fastgøres en blyant eller en blyantstift, i modsætning til stikpasser. Fortrinsvis anvendelse: tegnestuer.

Blyantstift

Tynd stang bestående af en blanding af grafit og ler, i almindelige blyanter omgivet af et træskaft, til brug i stiftblyanter fås de som tynde nøgne stifter i forskellig hårdhed, spændende fra B6 - H6. Se osse blyant og grafitstift. Mest almindelig på tegnestuer.

Blykniv (glarm) TL ii

Kniv med afrundet æg i forskellig form og størrelse, der bruges til glarmesterarbejde, vistnok ved (blyindfatning?). Se osse zinkskærer.

Blyoprømmer (glarm.) Åffa

defineres nærmere.

Blæde (dial. Falster) FLG

af uvis opr.; måske besl.m. blad

Flad trækile til at sætte i hammer- eller økseskafter for at holde hovedet på plads. Ordet er vistnok kun nævnt hos Grundtvig; i hvert fald har jeg ikke set det andre steder. Undersøg ved lejlighed Lollandsk ordbog. Om ordet således er generelt anvendt på Falster, eller kan henføres til bestemte fag, vides ikke.

Blødebakke, Blødebalje, og Blødekar

1. Bakke eller balje, der anvendes af bødkere til at dyppe staver i efter fyringen. Benævnes osse blødebakke eller -kar. (hvordan arbejdsgangen er må jeg have en bødker til at svare på).

2. Balje eller kar (Blødekar ), som kurvemageren anvender til at blødgøre vidjer i. (Nævnt i Politikens Billedordbog, 1984).

Boblepind, se vaterpas.

Bolt

fra mnt. bolte; opr. tvivlsom, men besl.m. bal, bold m.fl.

i speciel betydning: snittap.

Bolthåndtag

Det stangformede håndtag til snittap; det samme som boltstang.

Boltmål (mar.) He A 88

se Kap. Mål og Måleværktøj

(dog se ms. iv 90, p 29)

Boltpistol

Pistol, der anvendes fortrinsvis af tømrere til at skyde søm, bolte olgn. ind i beton, murværk og deslige ved hjælp af en krudtladning. I CFP-katalog (1987) er omtalt 2 størrelser af mærket SPIT, til max. sømlængde på 60, resp. 90 mm (ill)

Det eneste slang/argot-udtryk jeg har hørt anvendt om dette værktøj er kanon, som snedkermester Bengt Sørensen har anvendt.

Se dog sømhammer og krudthammer.

Boltsaks

Svær saks med kraftige, korte kæber og udveksling, til klipning af pianotråd, armeringsjern, bolte eller lignende. Ifølge CFP (87) kan den fås i to kvaliteter, til pianotråd 5,5 - 9 mm, eller armeringsjern, 8 - 16 mm, samt en saks til hårdt stål i dimensionerne 7,9 - 11,1 mm. Jeg er ikke helt vis på hvor boltsakse bruges, bortset fra at de hører til i metalfagene.

Boltstang

Det stangformede håndtag til en snitbolt eller snittap, osse benævnt bolthåndtag eller vindejern. Formentligt et generelt anvendt udtryk.

Bolttang eller (mar.) He A 88

Boltudtrækker

Svær tang der anvendes af bådebyggere til at trække forkert anbragte bolte ud med.

Nærmere beskrivelse ønskes af kompetent person.

Bom

fra mnt. bom; jvf. ty. baum, træ

1. I almindelighed en træstang der udgør en del af et redskab eller en maskine.

2. midterstang på armsav, se Kap. Save

Bondehøvl HPD 89

1. led. run., on. bóndi, buandi; grundbetydning, bosiddende mand

Egl. synonym for båndkniv, men ifølge min meddeler, karetmager Hans P. Due Nielsen, født på Vestlolland, består den af et træhåndtag forsynet med et gammelt leblad eller lignende. Bondehøvlen er således et typisk hjemmefremstillet værktøj, formentlig til brug i hughuset, og ikke anvendt af professionelle træsmede.

Se i øvrigt oversigten under opslaget kniv.

Vær dog opmærksom på, at denne beskrivelse passer godt på den skave, der ligger hos Hold Antik, hvor jeg har set den i København, og som ikke er til salg.

Bonebørste, og (vist især msn.)

Bonekost

1. led fra mnt. bonen, blanke, polere; egl. "at gøre træ blankt ved bestrygning med voks"

Børste eller kost, der anvendes til at bone møbler med.

Bord, se Kap. Arbejdsbænke

Bordtvinge, se bådklemme.

Bordvrider (mar.)

Eller blot vrider. En meterlang (asketræs) stang med en gaffel i den ene ende og et reb fastgjort i modsatte, brugt af vikingeskibsbyggere i Roskilde til at vride de svære bordplanker i form med. Gaffelen sættes ned over det fastspændte bord og planken vrides ved at fæstne tovet til pløkke i jorden. Værktøjet omtalt hos Henrik Juel (1985), passim.

Borebænk, se fælgbuk, Kap. Arbejdsbænke

Boreklap, se brystplade, Kap. Bor og Boreværktøj

Boreknarre, se knarrebor, Kap. Bor og Boreværktøj

Borekniv, se borestang, Kap. Bor og Boreværktøj

Borelad, se fælgbuk, Kap. Arbejdsbænke

Borestol, se fælgbuk, Kap. Arbejdsbænke

Borfil

Fil til skærpning af sneglebor. Ingen specifik faggruppe.

Brad(e)bænk (✝)?

1. led fra ty. bragen, kalfatre

Ikke noget værktøj men en plads hvor skibe kølhales og bestryges med tjære; sammenlign Bankestok. Det er usikkert hvorvidt ordet anvendes endnu, mens det var levende på Orlogsværftet da bd II af ODS gik i trykken i 1920 - om tre små moler ved beddingerne.

Brandhage, se bådshage.

Breddemål, se Kap. Mål og Måleværktøj

Breddestiller, se Kap. Høvle

Bredkniv (træsk.)

Bred båndkniv.

Bredtengsel, Bredtingsel, Bredtinsel, og Bredtængsel,

se tengsel, Kap. Økser

Briks, se Kap. Arbejdsbænke

Brille, se drejebænk, Kap. Arbejdsbænke

Brod(d) (bdk.) jy?

Ordet er fundet på Dialektforskningsinstituttet, (med dobbelt d) i seddelsamlingen over bødkerudtryk. En anden mulig stavemåde er brod, se dørslag.

Bror, se bænkknægt.

Brydestang

Synonymt med brækjern, koben.

Bryst

I forbindelse med værktøj er der følgende definitioner:

1. fremstående kant på en tap, en angel, et skaft eller lignende; anslag.

2. se skærebænk, Kap. Arbejdsbænke

3. del af luksav, se Kap. Save

Brystmål (hjm.) 1918(jy)

Kan hænde det er det samme som hestehovedpasser??

Brystplade og Brystsving, se Kap. Bor og Boreværktøj

Brækjern

1. led fra mnt. breken eller ty. brechen; jvf eng. break, got. brikan; besl. m. lat. frango, bryde, og med brok, brøk, brik og breche

Kraftig jernstang, der kan være flad, rund eller kantet, og som i (den ene eller begge) enderne er forsynet med en æg og evt. kløft.

Tilsyneladende er der nogen tvivl med hensyn til om brækjern er synonymt med koben (CFP 87 skelner mellem de to).

CFP omtaler et brækjern som udført af "forniklet hærdet fladstål", l. 19 cm. Den ene ende ombøjet i omtrent ret vinkel, den anden svagt buet; begge ender forsynet med kløft. Under opslaget kassekoben er beskrevet et lignende stykke værktøj, længde 335 mm.

Se endvidere brydestang, brækkestang, brækstang, kalveben, kalveknæ, og koben. Er at finde hos de fleste håndværkere, ikke blot træsmede.

✝ Brækkejern, se brækjern.

✝ Brækkestang, se brækstang.

Bræklineal (glarm.) TL II.68

Lang lineal, bredde ca 2", oversiden affaset (ill. tværsnit), der anvendes når store glasflader skal skæres. Linealen lægges af en hjælper på bordet under glaspladen, når glarmesteren har skåret med diamanten (skærehjulet). Glasset brækker så snart hjælperen har sluppet taget, og pladen hviler med enderne mod underlaget.

Brækstang

Stort brækjern, førhen osse kaldt brækkestang (✝), der anvendes som løftestang, eller til at brække murværk, sten eller lignende løs med. CFP 87 omtaler en 150 cm lang, 8 kg tung stang, men førhen har de kunnet fås af træ med jernforstærkning i æggen, omend de var sjældne. Kan ikke henføres til noget bestemt fag.

Brænd-bøjetang (piano)

husk def.

I Brændejern

1. led af verbet brænde, der egl. er sammensat af to forskellige verber: a: on. brinna, og b; on. brenna, got. gebrannjan, forsyne med mærke v.hj.a. glødende jern | i grunden ligger ordet "Brændejern" allerede gemt i ordet brænde

Egl. blot et stempel med fabrikantens eller værkstedets navn (logo), der opvarmet til passende temperatur trykkes mod det færdige arbejde på et ikke videre synligt sted: på bagsiden af skabsmøbler, under bordplader eller stolesæder, samt indvendig i musikinstrumenter.

Kaldes undertiden brændemærkejern, stempel, eller metalstempel. Findes fortrinsvis hos instrumentbyggere, men sikkert osse på en del møbelværksteder, vist aldrig blandt fx. tømrere.

II Brændejern, se fugeske.

III Brændejern (piano)

Brændekile, se kile.

Brændekløver, se Kap. Økser

Brændemærkejern, se Brændejern.

Bræt

fra mnt. bret, ty. brett; besl. m. bord

Her vel kun i sammenskrivninger lig loddebræt, vage-, m.fl.

Brætvinde (bdk.)

Stor gulvvinde (E. Toft Jensen, Dybvad (mdl. 1991)), der jvf. Gamle danske Håndværk osse kaldes drejer (def. II). Den består af et skråtstillet bræt med en vinde i den ene ende og et tov der rækker fra enden af brættet. Værktøj der anvendes af bødker til samling af større kar olgn. hvor den mindre hånddrejer ikke er tilstrækkelig. Sammenlign knebelvinde.

Brødrasp, se bagerrasp.

Bue

on. bogi, besl. m. bøje; jvf. albue; opr. bet. muligvis flitsbue

1. Om værktøj eller dele heraf, der minder om en flitsbue; jvf. fx drilbue, drejebue.

2. om bøjle.

✝ Buefil

se nedstryger, Kap. Save

Buepasser

Passer, hvis ene ben er forsynet med en krum bøjle, der ved hj.a. en skrue kan fastholde benene i en bestemt position; samme ord som bøjlepasser, som anvendes af mange forskellige faggrupper. (ill T lund v. p.83)

Bueskruestik, se skruestik. Hannover 93

Buestilling, se Kap. Save

Buet båndkniv HPD 89

Af karetmager H. P. Due har jeg fået oplyst at det er en ret båndkniv, hvis skær er bredest - i en bue - på midten. (ill ms A5). Især bødker, hjul- og karetmager, træskomand og andre der sidder ved skærebænk.

Bugbånd, se overdriver.

Bugmål

illustreret i ms. 1., se, Kap. Mål og Måleværktøj jy.

Bugtkniv, se båndkniv. Torb. Sø.90

Buk, se Kap. Arbejdsbænke

Bukhane

definition mangler

Bukholt (bdk.)

def mangler

Bukkestillads, se stilladsbuk.

Bundstoklod, se stiklod.

Bundstykke, se høvl, Kap. Høvle

Bundtrækker (bdk) jy

Det samme som optrækker, men hvad er det så?

Bænkdreng, se bænkknægt.

Bænkdup, se Kap. Arbejdsbænke

Bænkedreng og Bænkeknægt, se bænkknægt.

Bænkekrog, se bænkhage Kap. Arbejdsbænke

Bænkfil

Fil der anvendes ved (arbejds)bænken; vist i grunden nok så meget af metalarbejdere som blandt træsmede.

Bænkforlænger og Bænkhage, se Kap. Arbejdsbænke

Bænkhoved, se skærebænk, Kap. Arbejdsbænke

Bænkkniv

Det samme som båndkniv.

Bænkknægt

efter ty. bankknecht | ifølge ODS "nu lidet brugt", men er det rigtigt?

En form for hjælpeværktøj der støtter lange emner der spændes i høvlebænkens fortang, så de ikke dratter på gulvet fx under fugning. Så vidt vides er det først og fremmest inden for tømrer- og snedkerfagene den finder sin anvendelse.

Det kan blot være en pind med et udskåret hak (ill.) til at spænde fast i bagtangen, eller en med trappeafsatser forsynet knægt, der står på gulvet (ill.). Hos snedkermester Poul Schmidt ved Osted her jeg set den som et stykke 1 x 2" bræt forsynet med et passende antal huller, skruet på det bageste ben af høvlebænken. I en snor ved siden hang en rundstok med en tap, passende til hullet, til at sætte ind i den aktuelle højde. "Sådan nogen havde jeg på alle høvlebænkene" fortalte han da jeg gjorde ham opmærksom på at jeg ikke havde set det før.

Bænkknægten har mange andre navne. Viddet har haft frit spillerum, og man fornemmer træsmedens glæde ved at hitte på. Desværre er det efter god skik ikke muligt at afgøre hvem der først er kommet med udtrykkene, endsige hvor de er opstået. To af dem er bænkdreng, eller bænkedreng, der sammen med doven dreng hentyder til et og samme begreb: læredrengen. At han er doven, siger sig selv, for han rører sig ikke ud af flækken; et tredje er lærekammeraten der sikkert er lige så ugidelig.

Bænkmads er et ord svendene brugte der hvor jeg var i lære på Fyn i slutningen af 1950-erne, men om udtrykket er almindeligt anvendt ved jeg ikke, da jeg kun har hørt det brugt dengang, vist især af Ove Andersen. Mads er en spøgefuld betegnelse for forskellige ting eller dyr i lighed med Mads Gedebuk. Tømrermester Henning Andersen, Ramsømagle ved Roskilde kalder den tømrerknægt, mens Poul Schmidt, der har været i lære i Ågård ved Kolding siger at man på hans hjemegn kalder den "din" bror.

I Teknisk Leksikon (1947) er nævnt et fugelad, som muligt er det samme.

Bænkkrog, se bænkhage, Kap. Arbejdsbænke

Bænklad, se Kap. Arbejdsbænke

Bænkmads

2. led personnavn, jvf. ty Matz; af Mathias og Matthæus | navnet bruges - i lighed med Klaus og Mikkel om dum eller klodset person; endvidere er det især knyttet til dyr som buk og vædder, hvorfra det muligvis er gået over i håndværkerjargon

Det samme som bænkdreng og -knægt.

Bænkmejsel

Mejsel til brug ved skruestik og filebænk. Formentlig ikke for træsmede.

Bænksaks, se pladesaks.

Bænkskruestik(ke)

Skruestik, der let kan fastspændes på et arbejdsbord eller en arbejdsbænk ved hjælp af en eller flere skruer eller lignende. Se endvidere etau. Er i generel anvendelse.

Bænkspænder

En moderne udformning af den gamle bænkhage; den består af en kraftig stang, der sættes i en medfølgende bøsning i bænken, og en vægtstang forsynet med en sko. Vægtstangen spændes mod emnet ved hjælp af en spindel. Uvist af hvilke håndværkere den anvendes.

I Bænkstok, se høvlebænk, Kap. Arbejdsbænke

II Bænkstok, og Bænkstok, stiv

se Kap. Mål og Måleværktøj

Bænkstøvekost

Mindre støvekost, håndkost, der anvendes ved høvlebænken til rensning af værktøj og arbejdsemner. Er i almindelig brug.

Bænktvinge

Træstang forsynet med et antal huller, hvori kan stikkes en skruetvinge med kun én fast kæbe med spindel og overdimensioneret spændesko; bænktvingen spændes i bagtangen og er således i stand til at fastholde plader olgn., der skal kanthøvles. Man kan kalde den en moderne udformning af den gammelkendte bænkmads. Jeg har kun set den dette ene sted og ved derfor ikke hvorvidt den er almindelig.

Bænkvinkel

Vinkel der formentlig finder anvendelse ved høvlebænken.

Bænkværktøj

(Sæt af) værktøj der især blandt træsmede bruges af (møbel)snedkere ved høvle- eller arbejdsbænk. Blandt de svende der selv skal holde sig med værktøj, eksempelvis tømrere og bygningssnedkere tror jeg næppe begrebet findes. Bænkværktøjet har sin plads i en tøjramme, et værktøjsskab, med eller uden dør i umiddelbar nærhed af høvlebænken. Det er mesters ejendom, men står til rådighed for svenden der arbejder ved bænken. Traditionelt indeholder tøjrammen 2 rubanke, 1 slethøvl, 1 skrubhøvl, 1-2 pudshøvle, 1 tandhøvl, og 1 simshøvl, 1 fodsav, 1 slidssav, 1 sinksav, 1 rasp, file og savfil, 6 stemmejern i bredderne 3 - 25 mm, hammer, knibtang, ridsebor, passer, metermål (bænkstok), 2 stregmål, 3 vinkler (vinkelmål) i forskellig størrelse, 1 skuresten og 1 strygesten. Endvidere ziehklinger og ziehklingestål, samt evt. pudseklodser.

Andet værktøj, der sjældent er i daglig brug opbevares på velordnede værksteder for sig og hentes eller udleveres efter behov. Sådant kaldes fællesværktøj.

Bæresele

Sele der bruges når der skal løftes og bæres tunge genstande, møbler, flygler eller store glasplader. Selerne kan i givet fald sys sammen med en eller flere gjorde. Formentlig kun alm. blandt pianosnedkere.

Bødkerkniv, se båndkniv.

Bødkerkrøs og Bødkerlanghøvl, se Kap. Høvle jpbo 56

Bødkernitte

Er det værktøj? i så fald ønskes forklaring.

Bødkerstol,

Det samme som bødkerbænk,

se skærebænk, Kap. Arbejdsbænke

Bødkertengsel, se bødkerøkse, Kap. Økser

Bødkervinde

Se håndvinde, gulvvinde, brætvinde, samt vinde.

I Bøjejern se bøjerør.

II Bøjejern (kurvem.) Pol 84

Se bøjetræ.

Bøjerør eller Bøjejern.

Rør, der i opvarmet tilstand anvendes til bøjning af (tynde) træstykker. Hos violinbygger Jørgen Nielsen i København har jeg set et elektrisk opvarmet bøjerør, men de har kunnet fås gasopvarmede. Desuden er de så simple at fremstille at ethvert passende stykke rør fastspændt på et bord eller lignende kan anvendes og evt. opvarmes med en gasflamme; set hos guitarbygger Ivan Nio, København. Sikkert mest almindeligt blandt instrumentbyggere.

Bøjetræ (kurvem.) Pol 84

Bøjerør (def. II).

Bøjlepasser, se buepasser.

Børste

on. bust, burst; grundbetydning, noget strittende; egl. om de stride børstehår på dyr, måske især hos svin

Børster af mange former, størrelser og kvaliteter bruges til rengøring eller til påsmøring af forskellige materialer, fx. lim. Ses på flere forskellige værksteder.

Børstepensel

Pensel med (svine)børster, mellemstor pensel til politur, lak, maling eller lignende. Ses hos møbelsnedkere olgn. men især blandt malere.

Bøsningstrækker

1. led egl. vbs. til bøsse, "forsyne med bøsse", jernrør, bøsning | udviklet af (sb) on. byssa; gr. pyxis, egl. "dåse af buksbom"

def. og kilde mangler muligvis Sn II.

Bådebyggerklemme, se bådklemme.

Bådklemme (mar.)

1. led on. bátr; gennem oeng. bat og fr. bateau fra ital. batto; opr. bet. vistnok "udhulet afhugget træstamme", ege | ordet muligvis besl. m. andre lignende ord: bl.a. bed, seng

Klemme, bordtvinge, som den kaldes hos Juel, 1985, eller bådebyggerklemme (Hjorth Rasmussen, 1968) der anvendes til fastholdelse af bordplanker under samling af en klinkbygget båd.

Der findes utvivlsomt lige så mange former for bådklemmer som der findes bordsmede, for de fremstilles efter behov, gerne af et par svære krøger holdt sammen på midten af en kraftig gennemgående tap forsynet med et hoved i den ene ende og låst med en nagle i den anden. Klemmen spændes om bordplankerne ved hjælp af en kile.

Jeg mener på en film at have set en mere primitiv bordklemme i brug hos en norsk bådebygger (oselver?) - blot bestående af en gaffelformet kraftig klemme, der presses ned over bordene omtrent som man sætter en tøjklemme fast på tørresnoren.

Størrelsen af klemmerne afhænger af bordplankens bredde.

Bådshage

En jernspids forsynet med en krogformet hage, sat på et flere meter langt træskaft, og som anvendes af bådebyggere til at manøvrere småbåde med. Blandt andre træsmede kan den muligvis gå under betegnelsen brandhage. Et andet ord, bådstang, er sikkert litterært eller poetisk, og bruges ikke blandt håndværkere.

Derimod anvendes udtrykkene pigkæp, vendehage og kævlevender om lignende værktøj.

Bådstang, se ovenfor bådshage.

Bånd og Bånd-

1. Reb, snor olgn.

2. Ring af træ, jern eller andet materiale, jvf. tøndebånd, båndsav olgn.

3. Striber eller lign. til pynt eller til nytte, pyntebånd på træsko, eller sølvbånd på gribebrættet på en guitar.

Båndbøje (bdk.) jy.

def. mangler.

Bånddriver (bdk.)

Bødkerværktøj af træ eller jern, der anvendes til at drive tøndebånd ned med. Egl. det samme som slæger.

Bånddrivring (bdk.?)

Oval ring af jern, omtalt og afbildet hos Rom (1915); formentlig ring der beskytter hæftet mod at splintre ved slag. Sandsynligvis samme ord som slæggering?

Båndfil (instr.)

Særligt udformet fil der er hugget med en form for panserhugning i en konkav not på den ene eller begge kant(er) og som bruges til afretning og glatning af tværbånd på gribebrætter.

Jeg fik de første oplysninger om båndfilen fra guitarbygger Jesper J. Petersen, Sjællands Odde, der har brugt den på sit værksted i USA, og siden har jeg set den hos guitarbygger Ivan Nio, København.

Båndhage (bdk.,hjm.)

1. Bødkerværktøj; hage hvormed bånd trækkes ned over kars og tønders kant, snedkerdrev. (ill.)

2. Hjulmandsværktøj,- eller smedeværktøj? - der bruges når et hjul skal forsynes med jernring.

Båndhakke, se bindøkse, Kap. Økser

Båndjern SvJ 89

1. Det samme som båndkniv.

2. Kurvemagerværktøj, se Kap. Høvle

Båndkniv

Kraftigt knivsblad med et håndtag i hver ende. Båndknive udføres i mange forskellige udformninger, lige og krumme, konkave eller konvekse (sidstnævnte kaldes buet båndkniv), og man kan desuden kombinere forskellige former i en. Det er karakteristisk at knivsbladet almindeligvis ender i to vinkelbøjede angler, således at håndtagene kommer til at sidde parallelt med trækkeretningen. Skemagerens båndknive ser dog helt anderledes ud, ifald de bruges i hulemaskinen, idet de her er fæstnet på enden af et skaft og derved kommer til at minde om en skav(e)

Båndknive bruges især af bødker, af hjulmand, træskomand, skemand og i det hele af mere eller mindre professionelle håndværkere der især anvender skærebænk.

Båndknive kaldes osse barkkniv (blandt skovarbejdere), bondehøvl, bødkerkniv, båndjern, hjulmandskniv, spånhøvl og spånkniv.

Bødkere har i brug to særligt udformede båndknive, nemlig skav (se kap. Høvle) og studser/stemstudser, der findes i hele to udformninger, en højrevendt og en venstrevendt.

Båndkniv, buet, se ovenfor, buet båndkniv.

Båndmål og Båndmåler, se Kap. Mål og Måleværktøj

Båndsav, se Kap. Save

Båndsavfil

Stor trekantfil, oftest tilspidset, og som er beregnet til bl.a. filing af båndsav- og andre klinger. Findes på alle værksteder med båndsav eller anden form for grovtandet sav.

Båndskruetvinge, se båndtvinge.

Båndstol, se skærebænk, Kap. Arbejdsbænke

Båndtrækker (bdk.)

Er det mon det samme som båndhage??

Båndtvinge CFP 87

Som den kaldes i CFP-kataloget (1987), hvor den er beskrevet som et 3,5 - 8 m langt flettet nylonbånd med et spændebeslag. Spændingen foregår ved hjælp af nøgle eller skruetrækker.

Det er så vidt jeg kan se det samme som den i et isenkræmmerkatalog (Imerco, 1973) omtalte båndskruetvinge, men det er vanskeligt på grundlag af kataloget beskrivelse at afgøre forskellene mellem båndtvinge og limtvinge, og afgrænsningen til den i ODS omtalte rammesnøre, og rammetvinge er usikker. (tjek osse Rom, div. år). Ligeledes kender jeg ikke til udbredelsen, men den kan formodentlig findes hos glarmestre og blandt rammesnedkere.

Båtastrek (n), se (skave) Kap Høvle

C

C-tvinge, se skruetvinge.

Cardanled, se kardanled.

Cedertræsblyant

1. led af gr. kedros, (veddet af) cedertræ; vist egl. enearten Juniperus virginiana, såkaldt "blyantstræ" eller Cedrela odorata, "cigarkassetræ"

Blyant med træbeklædning af en af de ovennævnte træsorter. Formentlig er ordet ikke almindeligt anvendt, og jeg har kun set det brugt i Fagordbog (1933). Derimod skelnes i det daglige mellem værkstedsblyant og tømrerblyant der er almindelige blandt så at sige alle håndværkere.

Cellulakpensel og Celluloselakpensel Spekter 31

Pensel til celluloselak, brugt især af snedkere og i nogen grad af malere.

Cembalostemmenøgle (piano- og cembalo-) KND 89

Centerpatron, se drejebænk, Kap. Arbejdsbænke

Centimetermål, se Kap. Mål og Måleværktøj

Centimeterstregmål

Stregmål med målestok i mm (cm), undertiden med trinvis indstilling. Vist ikke almindeligt brugt, men kan i fald benyttes som almindeligt stregmål der findes hos de fleste snedkere, tømrere, og lignende.

Centreringslineal, se ridsmål.

Centrumsøger, se Kap. Mål og Måleværktøj

Chel-, se kel-.

Cigarkasseåbner

Knivlignende værktøj med et mindre hak i æggen og evt. forsynet med et lille hammerhoved. Formentlig kun i brug ved åbning af cigarkasser, og som sådan ikke et egentligt træsmedeværktøj.

I Dictionary of Woodworking Tools skriver Salaman, idet han citerer et grossistfirma i London:

Almindeligvis anvendes værktøjet til åbning af cigarkasser af træ, hvis flade trælåg plejer at være hængslet i den ene side og fastgjort med en enkelt stift i midten af den modsatte. Hele kassen er normalt forseglet med et tyndt lag papir. Formålet med knivsbladet er at skære papiret og at vride låget op.

Hakket i bladet presses ind mod stiften lige under låget uden at ødelægge cigarerne. Det kan endvidere bruges til at trække et bøjet søm ud med. Hammeren bruges almindeligvis til at slå stiften i med når kassen lukkes.

Cirkelopridser (glarm.)

Et glarmesterværktøj der vistnok anvendes ved blyarbejde.

Cirkelskærer CFP 87

1. led af lat. cirkulus, cirkus, kreds

Egentlig en form for hjulbor, der er i stand til at udskære cirkulære flader i træ, plastlaminat eller andet materiale, bestående af et centralt placeret bor der fungerer som styrespids, og en kniv placeret på en forskydelig stang, så diameteren af den udskårne cirkel kan justeres. Sammenlign kronebor. Cirkelskæreren har ingen specifik tilknytning til noget fag.

Cirkelslag (hjm) jy/Raae

stangpasser???

Clup, se klup.

Combi-, se kombi-.

Contactmeter, se Kap. Mål og Måleværktøj

D

Damphætte (bdk.) Pol 84

Dampkasse, se svedekiste.

Damplimovn

Limovn hvori vand opvarmes til kogepunktet hvorefter dampen ledes til et limbord, hvor emnerne kan lægges til forvarmning uden at blive svedet, idet dampen ikke er mere end højst 100E varm. Den ideelle temperatur for varmelim er 80 - 100E.

Limovne er nu ikke længere almindelige, men har tidligere stået på de fleste træsmedeværksteder. Hvor man i dag gør brug af varmelim, især blandt instrumentbyggere og møbelrestauratører bruges gerne elektriske limkogere.

Se notater og kopier fra KB

Dampskab, se svedekiste.

Dansemester

1. led on. dansa; fra ofr. dancer; af uvis opr.

2. led on. meistari; fra mnt. meister, af lat. magister, mester

Passer, osse kaldt hulpasser, hvis ben drejer udad i en omtrent ret vinkel, næsten som en der står i retstilling med fødderne i en vinkel på 180E; Dansemestre bruges til måling af indvendige hulheder, vist særlig anvendt af drejere og modelsnedkere, men ses lejlighedsvis hos flere andre træsmede.

Dech eller Deck, se peck.

Dehling (bdk.) jy.

Det er sikkert udtalen der har givet anledning til denne stavemåde, som er fundet i Dialektforskningsinstituttets ordlister. Den almindelige måde m.h.t. stavning er dælling,

se Kap. Arbejdsbænke.

Delepasser, se bøjlepasser.

Deling, Delle og Delling

Er samme ord (men stavemåden er her kun antydet) som dælling,

se Kap. Arbejdsbænke.

Demant [déʹmand]

Udtrykket er vist temmelig sjældent, men jeg har dog hørt det brugt, omend muligvis ikke siden engang i 1950-erne, da en gammel skolekammerat Richard Matzen anvendte det. Se diamant.

Diamant

af lat. diamas, diamantem; omdannet af lat./gr. adamas, egl. "hårdt stål"; formen demant er arkaisk (gammeldags) og bruges vist kun i bibelsk sprogbrug og muligvis sjældent om glarmesterdiamanten

Diamant er en ædelsten, bestående af rent kulstof, der ved forskellige processer i jorden (og i nutiden osse ad kunstig vej, "kunstig diamant" er krystalliseret til det hårdeste stof man kender - hårdhed 10 på en skala fra 1 (grafit, talk) til 10 (carborundum, diamant). Knust eller pulveriseret diamant er et slibemiddel og det eneste stof der er i stand til at slibe diamanter.

I faglig sammenhæng er det kort form for glasdiamant, der kan ses på snedker- og tømrerværksteder (særligt på landet) samt ikke mindst hos glarmestre. Den er en tilspidset, sleben, skæftet diamant, oftest i forbindelse med en krøsel. ill.

Glasdiamanten er ikke for den uøvede, der derfor hellere anvender en hjulskærer, der osse bærer navnet glasskærer.

Det er uvist hvordan fortidens glarmestre skar glas, men deres gamle symbol, der endnu ses i laugets bomærke er en krøsel.

Diamantbor, se Kap. Bor og Boreværktøj

Digtejern (mar.)

se kalfatrejern.

Digtekile (bdk.)

se digtepind.

Digtekiste (mar.)

Lille åben kiste formentlig til kalfatreværktøj, brugt af skibstømrere og bådebyggere. Ordet er nævnt i ODS, men ikke nærmere forklaret.

Digtepind

Hvis man kan fatte lid til Dialektforskningsinstituttets ordsamlinger er det en lille træpind, der anvendes af bødkere til tætning af tinder og kar, hvis fugerne ikke er blevet tætte ved samlingen. Jeg stiller mig tvivlende over for den forklaring; den kan rimeligvis tilskrives spørgerens manglende kendskab til bødkerfaget og dets arbejdsmåder. Henry Sandahl har forklaret at det først og fremmest er ved reparationsarbejde der bruges digtepind eller digtekile, som den osse kaldes. Nyt arbejde formodes at være tæt - eller er det derfor den osse kaldes klumrepind, kludrekile.

En forespørgsel i Danmarks Radio førte nemlig til at bl.a. fr. Gerda Mikkelsen, Birkerød, hvis farfar var bødker, i et brev fortalte at det er en kam- eller gaffelformet spån, der sættes ned over rejsebåndet til støtte for staverne mens karret (tønden, drittelen) samles. Pinden fjernes før sidste staver er blevet rejst. Jeg har siden set bødker Henry Sandahl bruge dette værktøj.

Forvirringen breder sig. Ovenstående forklaring passer på rejseklemme, mens digtepinden bruges ved digtning hvor man med en sjæleriver åbner fugerne i bunden af en tønde og stopper skølp (def. 3) i revnen, netop med digtekile.

Diksel, se tengsel, Kap. Økser

Din Bror, se bænkknægt.

Dobbelt nedstemningsjern Sn II/Sn dec. 40

I Snedkeren (dec. 1940 p 275) er omtalt og afbildet et hjemmelavet jern der anvendes til opmærkning og nedstemning af forvridere. Værktøjet består af et skaft, i den ene ende monteret med et par gamle savklinger der kan justeres i bredden med et par tynde messingplader der flyttes fra den ene side af knivene til den anden. Længden af knivene er fast da opfinderen er gået ud fra at stort set alle forvridere er lige lange. Ordet dobbelt nedstemningsjern er dog ikke nævnt her (men sikkert i Sn ii). Det kan vel bedst karakteriseres som et stykke fidusværktøj og fremmest anvendt af bygningssnedkere.

Dobbelt rigeløkse, se rigeløkse (i hovedafd.).

Dobbeltpung, se sømpose.

Dobbeltrasp, krum, se fransk billedhuggerrasp.

Dobbeltsmig jy./Hel A 90

Smigvinkel med dobbelt tunge, en kort og en lang, sat i hver ende af anslaget. Bådebygger Helge Askholm har fortalt at "vi gik altid rundt med den i tommestoklommen". Den korte tunge bruges når er ikke er plads til at bruge den lange. Kan vist ellers ikke henføres til noget bestemt fag.

Dobbeltspids, eller (tapet.)

Dobbeltspidsnål

fra ty.? dobbelspitz?

En op til 40 cm lang tapetserernål med spids i begge ender.

✝ Domkraft, Donkraft

fra nt. dumkraft, fra mnt. dume, tommel(finger); jvf. holl. domkracht, donkraft, dum person; jvf. tomme

Apparat der kan hæve genstande, der ellers vanskeligt eller umuligt lader sig løfte alene ved håndkraft. Donkraften kan vel nærmest karakteriseres som en form for mekanisk løftestang, der anvender tandsystem eller hydraulik.

Donkraft, dunkraft, dom- eller dumkraft, bruges ved opretning og afstivning. På byggepladser er især af tømrere - i det mindste indtil for få år siden - blevet anvendt én i form af en tung træblok med et indbygget tandhjulsdrev og tilhørende håndsving og spærreanordning. Tandstangen er for oven forsynet med et horn og forneden med en vinkelbøjet klo, der benyttes hvis ikke der er plads til hele donkraften.

Dorn

fra ty. dorn, torn, dyknagle

Bruges som synonym for dyknagle men ikke i alle fag inden for træsmede. Vistnok først og fremmest af dem der arbejder med jern, eller har et tæt samarbejde med jernsmede, exempelvis bødkere, hjulmænd (o.fl.?), samt åbenbart i huggehuset. Andre synonymer er stemp, torn, dørslag, brod. Jvf. Grundtvig (1981) er det falsterske dialektord koldbrod, "Kållbrått".

Doven dreng, se bænkknægt.

Drag T&B 1940/Visted-Stigum

Kaldes osse med, meddrag eller medekrog; sammenlign med nedenfor nævnte draghage. Et værktøj, der anvendes til optrækning af linjer på planker (til laftebygninger - bulhuse) der skal kanthugges - tilpasses hverandre, så huset bliver tæt - altså netop en form for stregmål, der i hvert fald har været anvendt af norske tømrere og husbyggere (hvadenten de var fagfolk eller ikke).

Jeg har aldrig set et sådant værktøj hos nogen dansk træsmed, men det er afbildet i Tømrer- og Bygningssnedkerarbejde (1940), hos Visted og Stigum (1971) og i NORM (endnu ikke publiceret).

I Universitets Oldsaksamling i Oslo er udstillet et sådant T-formet værktøj, bestående af et skaft af rundjern, tilsyneladende tilspidset mod enden (muligvis har det været skæftet, jeg har ikke haft lejlighed til at undersøge det nærmere). Det tværstillede hoved er kløftet i begge ender. Kløftene er af uens bredde. Forklaringen lyder lakonisk at det er et værktøj til brug ved tilhugning af planker til laftebygninger, og den engelske oversættelse er stregmål (gauge).

En skriftlig forespørgsel til Universitetet i Oslo og en til Riksantikvaren sammesteds resulterede i to enslydende forklaringer, fra hhv. Erik Schia og Arne Emil Christensen, begge med henvisning til ovennævnte Visted et al.

Erik Schia, Riksantikvarens Utgravningskontor, vedlagde desuden en skizze, en tegning af meddraget.

Det fremgår af desuden af Arne Emil Christensens brev, at kloen kan være spaltet på langs "for stilbarhet".

Ved tilpasning af plankerne (lafterne) lægges de over hinanden, og med'et trækkes (drages) langs den underste mens spidsen ridser i den øverste. Det samme gentages på den anden side hvorefter planken vendes og der hugges rent med øksen, idet der dannes et v-formet spor, der gør væggen tæt. Siden fyldes sporet med mos for at tætne yderligere.

Draghage (hjm?) 1259

Ordet er samlet op af Dialektforskningsinstituttet, i Brønderslev, men om det er anvendeligt uden for Vendsyssel er uvist. Ifølge forklaringen skulle det være en "ældre form for stregmål. Sammenlign ovenfor, drag. Der er tilsyneladende en sammenhæng mellem værktøj af de nævnte arter, men det har ikke været muligt at få nogen ordentlig forklaring ud fra de skriftlige kilder jeg har til min rådighed. I fald der er sammenhæng er det et tømrerværktøj.

Drejehage (drej.)

Krog- eller hageformet drejestål der anvendes til skålformede, hule emner, drejekrog, krogstål (ill.)

Drejejern (drej.)

i lighed med fx. stemmejern den almindelige, populære, betegnelse for et drejestål, her et ikke nærmere defineret skærende værktøj.

Muligvis er det uidentificerede uddrejejern blot et alm. drejejern. Det får indtil videre stå hen.

Drejeren arbejder med mange forskellige jern (stål), hvoraf jeg har følgende i denne bog:

Drejekniv (drej.?) ODS

Ifølge ODS det samme som drejestål, drejejern; det er dog spørgsmålet om fagfolk vil anvende udtrykket, eller om det er frembragt af en der ikke kender til håndværk.

Drejekrog (drej.) Miltersen 85

se krogstål.

Drejemejsel (drej.)

fladt drejestål, forsynet med dobbelt fas og skrå æg; anvendes til sletdrejning; jvf. drejerør.

I Drejer, træsmed, se Kap. Træsmede

II Drejer (bdk.) GdH, p.94

er vistnok hvad der osse kaldes en brætvinde, altså en stor vinde (se nærmere under sidstnævnte opslag), i modsætning til håndvinde, hånddrejer.

III Drejer, (vistnok) stort mærlespir, i brug blandt riggere og sejlmagere.

Drejerhage, se drejehage.

Drejerkniv, se drejekniv.

Drejermejsel, Drejerrør, Drejerskulp, Drejerskylp, Drejerskølp og Drejerstål, se alle dreje-.

Drejerør (drej.)

Hult, halvcylindrisk drejejern, beregnet til skrubdrejning, ofte blot benævnt rør eller skølp. Se dog nedenfor, drejeskulp m.fl.

Drejeskulp(e), Drejeskylp(e) og Drejeskølp, se drejerør.

Drejestål (drej.)

Betegnelse for de skarpe jern, drejeren anvender ved drejebænken.

Drejetøj eller med en længere formulering

Drejeværktøj

er det værktøj en drejer anvender i sit arbejde; sammenlign fx limetøj, slibetøj m.fl. Se i øvrigt den samlede oversigt i Kap. Træsmede.

Dreng

run. drengR, on. drengr, (ung) mand, tyk stok; grundbetydning, stok, stang og lignende; egl. blot en knos der står i tjeneste eller læreforhold, en karl eller tjener

I faglig sammenhæng bruges ordet i både egentlig betydning, læredreng, og i uegentligt, bænkdreng, doven dreng, samt om bænkhage (se Kap. Arbejdsbænke).

Se osse Kap. Traditioner (om læredrengen), og bænkknægt.

Dreng, doven, se bænkedreng.

Drillepind (mar.)

Af snedker Frits Seiergaard, Frederikshavn, har jeg modtaget en skriftlig meddelelse om at det er et af de ord bådebyggeren har for sit stiklod.

Drillskruetrækker, se patentskruetrækker.

Driltøj, se Kap. Bor og Boreværktøj

Drittelblok, se Kap. Arbejdsbænke

Drivbolt (mar.)

Jernbolt der bruges til inddrivning af nagler, bolte og lignende i skibssider.

Drivbånd (bdk.) ODS

hvis det er værktøj, hvad er det så?

Driveklods (hjm.)

Træklods med en udboring, der anvendes når fælgstykkerne skal bankes på egerne. Sammenlign bødkerens drivholt.

Driver (bdk.) DgB

Muligvis betegnelse for drivholt, slæger.

Drivholt (bdk.)

Træstykke, klods, der anvendes til at drive båndene fast om tønder, kar og lignende. Så vidt jeg er orienteret er det hvad der osse kaldes drivstok, drivtræ, eller slæger; se neg. 07 08 90. Se endv. drivjern, definition 2.

Drivjern

1. (mar.), se kalfatrejern.

2. (bdk.), slæger, drivholt?

Drivklods

1. Bødkerværktøj, vist det samme som drivholt, slæger, der anvendes til neddrivning af tøndebånd.

2. Hjulmandsværktøj, osse kaldet hjulklods.

Her er jeg på herrens mark.

Drivring (bdk.)

Omtalt i C. Th. Roms katalog (1899); det fremgår at de er "for bånddrivere", men jeg er ikke sikker på hvad det er. Der er dog den oplagte mulighed at ordet er synonymt med slæggering.

se dog neg. 07 08 90.

Drivstok (bdk.)

er i ODS forklaret som en art ambolt, men jeg tror ikke den forklaring holder. Snarere er det et drivholt, en slæger. Se osse drivklods, def. 1.

Drivtræ (bdk.)

se drivholt.

Drue, se Kap. Bor og Boreværktøj

Due, se gøg, Kap. Høvle

Duks, se dux, Kap. Hamre

Dumkraft og Dunkraft, se donkraft.

Dup og Duphul

Jvf. bænkdup, pigdup, ståldup m.fl., se Kap. Arbejdsbænke

Dux, se Kap. Hamre

Dybdemåler, se Kap. Mål og Måleværktøj

Dybdestiller eller Dybdestyr,

Mekanisme der regulerer dybden på

1. diverse høvle, se Kap. Høvle

2. bor, se Kap. Bor og Boreværktøj

Dybel-, se dyvel.

Dybt huljern (bsk.)

Et U-formet, måske nærmere halvcylindrisk, rørformet huljern, som nogen billedskærere kalder "højkæbet"; retteligen har jeg hørt ordet brugt af billedskærer Maria Hammerich.

Dykholder eller måske bedre: Dykkerholder

En udboret klods eller et metalrør forsynet med en pind af jern eller stål der netop udfylder udboringen. Dykkerholderen bruges på vanskeligt tilgængelige steder, hvor det ikke er muligt at holde dykkeren med en hånd. Dykkeren sættes i det udborede hul, værktøjet holdes imod emnet og man slår blot et enkelt slag på den løstsiddende pind med hammeren.

I grunden er det nok et stykke fidusværktøj, der mig bekendt ikke er i produktion, om end Stanley (1989) har et lignende stykke værktøj, som der kaldes "Self-Centering Nail Set".

Jeg har ikke set værktøjet, men fået det omtalt af tømrer Hans Foldby Sørensen. Formentlig kan den finde anvendelse blandt snedker og tømrer.

Dykkerpistol

Trykluftpistol til dykker, se sømpistol.

Dyknagel eller Dyknagle

2. led on. nagli, samme ord som negl

En kort stålstang med konisk afdrejet flad spids i størrelserne fra 1 til 3- 4 mm, der anvendes til neddykning af søm og dykker.

Kaldes vistnok osse af visse træsmede - blot uvist hvilke - for dorn eller ligefrem sømdorn. Se osse gennemslagsdyknagle. Findes i hvert fald i værktøjskassen eller - endnu bedre - i lommen hos enhver bygningssnedker og tømrer.

Dyl(e)-

Hævdvunden fordanskning af dyvel-.

Dylespidser, se Kap. Bor og Boreværktøj

Dyse

Mundstykke, hvorigennem flydende eller luftformige stoffer strømmer ud under tryk, fx. i fugespidsen på en fugepistol, eller i en sprøjtepistol.

Dyvel

fra ty. teufel, djævel, eller dübel, besl. m. dup

Dybel, dyle.

1. Tap, der inddrives halvt i hver af to stykker der skal samles.

2. Prop, rawlplug, eller lignende der inddrives eller indstøbes i murværk til fastholdelse af søm eller skruer. (Teknisk Leksikon I, 1943).

Man kan ikke henføre ordet under værktøj.

Dyveljern

Svær jern- eller stålplade, dyvelstål, forsynet med et antal koniske huller i forskellig størrelse, fx. 1/4", 3/8", 1/2", 5/8" osv, eller fra 7 - 22 mm (jvf. Århus Værkøjsmagasin, 1917).

Det dyveljern vi havde hvor jeg var i lære havde stjerneformede huller, der lavede riflede dyvler.

Dyvlerne fremstilles ved at pinde af passende tykkelse bankes igennem et af hullerne. Jeg husker ikke at have set jernet i brug, men min gamle læremester, J. Cornelius Hansen, havde bragt det med fra sit første værksted i Dømmestrup. Tidligere brugt af alle træsmede der gør/gjorde brug af dyvler.

Dyvelspidser, se Kap. Bor og Boreværktøj

Dyvelstyr HbS

Vist en dyvelborelære, se Kap. Bor og Boreværktøj

Dyvelstål, se dyveljern.

Dæksel, se tengsel, Kap. Økser (jy)

Dækskraber, se skibsskraber, Kap. Høvle

Dæktang

Blikkenslagerværktøj. Dæktangen er større end en falstang; kæberne affasede, bredde 80-160 mm.

Dælling, se Kap. Arbejdsbænke

Død murer

2. ord fra lat. murus, on. murr| ordet er kommet ind i dansk med stenbygningsteknikken i den meget tidlige middelalder.

En død murer har ikke nødvendigvis noget med et menneske, endsige en håndværker at gøre, - lige bortset fra at især tømrere vist altid har haft et mere eller mindre alvorligt ment fjendtligt forhold til andre byggehåndværkere, der jo er kommet for at tage deres arbejde fra dem.

Træ har været brugt som byggemateriale siden de allerældste tider, og man kan godt forstå tømmermandens jalousi, når han ser andre blande sig i hans hævdvundne ret til at rejse huse, især i en tid, hvor næsten udelukkende sommerhuse opføres af træ. Stenbygningsteknikken kom for alvor i gang med de store kirkebyggerier i årene 1050 - 1300.

Udtrykket anvendes undertiden drilagtigt om andre - måske lidt sløve - håndværkere, men osse om et stykke "værktøj" til støtte for fx. loftsplader: en lægte med et påsømmet bræt i enden, der kan holde pladerne på plads inden de fastgøres endeligt med søm eller skruer, osse kaldet en ko. Således er ordet i brug blandt byggehåndværkere.

Døkke ?? (bdk.) jy.

se krøs, (skematisk.) Kap. Høvle

Dølle

fra nt. dölle, dille; jvf. ty. tülle m.fl., rør

1. Rørformet omslutning af et skaft, skaftrør; modsat angel. Skafthullet på økse og hammer m.fl.; se endv. hækstemmejern. Ordet knytter sig ikke til bestemte fag eller grupper.

2. Dialektforskningsinstituttet har et notat (Bom) fra Sjælland, hvor krykkerne på en stødsav benævnes dølle, se armsav Kap. Save

Dørhæver, Dørløfter

Vægtstang, der anvendes til at løfte døre af hængsler med. Den jeg er fortrolig med og som jeg kender fra mit arbejde som bygningssnedker består af en cirkulær fod der hviler på gulvet, forbundet med en ligearmet vægtstang med en vinkelformet hage i den ene ende og en pedal i den anden. Dørhæver bruges på den måde, at hagen skubbes ind under døren tæt ved hængselsiden, hvorefter man træder på pedalen. Herved løftes døren af hængslerne. Den kan osse anvendes når (tunge) døre skal hænges på. Nogle kalder den en Dørløfter.

Dørslag (bdk.) jy.

fra nt. dörslag; mnt. dorch-, ty. durchschlag

1. led fra nt. dör, igennem; jvf. durk

Dorn til at slå huller med, brodd.

Dørtvinge

Er ikke et entydigt begreb, men betegnelse for flere stykker værktøj, fx. længere skruetvinge, skrueknægt olgn., der kan spænde over en dør. Spændvidden 90-160 cm.

Almindeligvis består dørtvingen dog af en træ- eller profiljernsskinne, et fast spændestykke med spindel, trykplade og spændestok eller håndsving, samt stilbart spændestykke. Er dørtvingen fritstående er den monteret på bukke. Ses på tømrer- og bygningssnedkerværksteder.

Dåselibelle

1. lille dåseformet libelle på nivellerinstrument.

2. lille dåseformet vaterpas, lommevaterpas, dåsevaterpas, til at have i lommen.

Dåsevaterpas, se dåselibelle ovenfor.

E

Échoppe (bsk., xyl.) OWG 89

fr. gravstik

se gravørnål.

Egeholder, se egespænde.

Egeknægt og Egekrog, se hestehovedpasser.

Egemål, se fireknægt.

Egepasser

husk. def. muligvis fireknægt.

Egeprøve, og Egermål, se fireknægt.

Ege(r)spænde(r) Kragel 52

Efter beskrivelsen hos Kragelund og hos Raae en form for trætang fremstillet af et par gamle eger holdt sammen med et stykke læder, og som bruges til at klemme egerne sammen med når fælgtræet skal sættes på. I begge tilfælde fremstår beskrivelsen som et spørgsmål; forfatterne er altså ikke sikre på om værktøjet eksisterer under det navn. Under et besøg hos karetmager H. P. Due viste han os en jerntang med rundede "knibtangsformede" kæber, som hans far havde fået lavet og brugte til at spænde eger sammen med i fald de stod for at flække under isætningen. Dette værktøj kalder Due for egeholder, eller egespænder.

Egerstok

husk def.

Egerviser, se egeviser.

Egestok, se egerstok.

Egeviser (hjm.) Raae/Kragel 52

Indretning til at sætte på en radstok når hjulet samles. Så vidt jeg ved er det en opretstående pind med en flytbar tværpind på, der sørger for at egerne får samme styrt (d.v.s. vinkel i forhold til akselen); vistnok det samme som målepind, kæfert, stillepind eller troknægt.

Se endvidere under radstok, i Kap. Arbejdsbænke.

El-

Forkortelse af elektricitet, af nylat. elektricus, dannet af den engelske fysiker William Gilbert (død 1603), af gr. elektron, rav (der bliver elektrisk ladet når det gnides med en tør klud, et skind eller lignende)

Elektrikermejsel

Slank mejsel, der anvendes til udhugning af fuger, til hugning af huller i murværk olgn. Almindelig osse blandt træsmede.

Elektrisk hammer, se Kap. Hamre

Elevator

fra eng. elevator; afledt af lat. elevare, løfte op; besl. m. elev

Vist kun brugt i forbindelse med pladeelevator, se pladelift.

Elevbænk, se sløjdbænk, Kap. Arbejdsbænke

Ellipsepasser

1. led fra lat. ellipsis, gr. élleipsis, udeladelse, mangel; egl. en "mangelfuld cirkel"

Ellipsograf, ovaltegner.

Ellipsepasseren består af to vinkelrette lister forsynet med riller, hvori to "passerben", fastgjort til en tredje liste, forsynet med en skrivestift, kan glide, se ill.

Det ene passerben indstilles efter r (lille radius), det andet efter R (store radius).

Skrivestiften vil beskrive en ellipse efterhånden som den bevægelige liste passerer alle punkter mellem r og R.

Sammenlign trebenet passer. Formentlig kendt under en eller anden form i så godt som alle håndværksfag.

Ellipsograf

Dette ord er en nydannelse (neologisme), som jeg vil foretrække frem for ordet ovaltegner, som jeg traf på under min eftersøgning af værktøj og udtryk i Den gamle By i Århus. Ovaltegneren synes om muligt endnu mere hjemmegjort end mit forslag; men skulle det vise sig at Den gamle By har fået ordet fra en håndværker, da bøjer jeg mig gerne for van Dyke. Et andet synonym er i øvrigt ellipsepasser.

El-skruetrækker

Skruetrækker med el-motor, skruemaskine.

El-stemmemaskine

Der kan være tale om en transportabel kædestemmer. Fortrinsvis i brug blandt tømrere og bygningssnedkere.

Elufræser®

Handelsnavn for en fræser forsynet med en cirkulær klinge, især velegnet til fræsning af false og noter. Klingebredden er ca 3 mm, men v.h.a. et land kan not- (eller fals)bredden reguleres. I brug blandt bygningshåndværkere, gerne "ude i byen".

Emballagekoben, se koben. TL 43

Endebidetang

I reglen en kraftig bidetang, hvis kæber sidder som på en knibtang, i modsætning til sidebidetang eller skævbider. De sammenknebne kæber danner dog gerne en plan flade, i modsætning til knibtangens let rundede. Sammenlign moniertang. Findes undertiden blandt træsmede.

Engelsk nøgle, Engelsk skiftenøgle, eller Engelsk skruenøgle

Skiftenøgle (se det; her er der en oversigt over samtlige "nøgler") af engelsk type, hvor kæberne sidder vinkelret på skaftet, og som indstilles med en skrue i håndtaget.

Typen er ikke længere almindelig her i landet, men omtales i gamle værktøjskataloger (bl.a. C. Th. Roms fra før 1900 og set vistnok i Smith's Key). Jeg har set dem anvendt, men det er mange år siden, og de er forlængst afløst af den langt mere fleksible svensknøgle. Allerede i Teknisk Leksikon I (1942) siges at den engelske er næsten fortrængt af svensknøglen.

I Sydeuropa er den imidlertid stadig i udbredt anvendelse. Der har jeg til gengæld ikke truffet den svenske. Som et kuriosum kan nævnes at skruenøgle på spansk hedder llava inglesia, altså netop engelsk nøgle, der fint modsvarer vort brug af ordet svensknøgle.

Entreprenørbør

Trillebør, hjulbar, (-bør), hvor hjulet sidder trukket tilbage, ind under ladet. Ses lejlighedsvis på tømrerværksteder olgn.

Etau (bsk.)

fr., flertal etaux, skruestik

se skruestik.

Expansiv, se ekspansiv.