Babytang (glarm.)
se spejltang.
Bachonøgle®
1. led er firmanavn, hele ordet handelsnavn, der er overgøet til at betegne en hel gruppe af skiftenøgler
Egentlig blot en skiftenøgle, "svensknøgle" af fabrikat "Bacho"®; men det er min klare fornemmelse at ordet mere eller mindre bruges som synonym for alle skiftenøgler af den svenske type. Der er derfor gjort rede for brugen af ordet under opslaget svensknøgle. Findes så at sige i alle værktøjssamlinger og er anvendt generelt af både håndværkere og hobbyfolk.
Yderligere information under nøgle.
Badekar, se nedlæggerhøvl, Kap. Høvle
Bagerrasp
Oversættelse fra eng. breadrasp, baker's rasp (Salaman 89), brødrasp. Består af en plade, ca 6 x 16 cm med rasphugning på den ene side, forsynet med et greb der ligger parallelt med pladen i en vinkelbøjet angel omtrent som det kendes fra strygejern. Den kunne forveksles med en surformhøvl. I England bruges/brugtes? den til at raspe en for hårdt brændt skorpe af med. Salaman nævner at den ofte tages for træsmedeværktøj.
Medtaget her for kuriositetens skyld - og for at belyse vanskelighederne ved at bestemme et værktøjs eller et redskabs tilhørsforhold. En forespørgsel - bl.a. i "Den danske Bagerstand" gav absolut negativt resultat, men bagerne kunne godt se berettigelsen i et sådant redskab, ikke mindst dengang man stadig brugte "kulfyrede" stenovne. Fra bager og konditor Kraft, Odense har jeg dog fået oplyst at hvis brødet "blir sort" - så brugte man en meget stiv stålbørste til at fjerne det værste med. Andre bagere jeg har forelagt problemet har ikke kendt til noget lignende heller.
Bagtang, se Kap. Arbejdsbænke
I Bakke
fra ty. backe(n), kind, kæbe; jvf. fx. bakkenbart
1. skruestikkens kæber
2. høvljernets klap, se Kap. Høvle
3. muligvis betegnelse for borsvingets alligatorkæber, se Kap. Bor og Boreværktøj
4. gevindsnit til bolte.
II Bakke
fra nt. ell. holl. bak, fad, trug; jvf. mlat. bacca, vandtrug
Se blødebakke.
Bal, se bald og balle.
Bald, og Balde
egentlig samme ord som bal og balle; om diverse rundinger: landskabelige (runde bakker), jvf. Ballebjerg (lokalitet på Samsø), såvel som kropslige om hånd-, fodbalder, eller røvbalder (ænyd. arsbalde); eng. ball; i grunden samme ord som bold; grundbetydning, "noget kugleformet, afrundet"
Se osse balle.
Baldjern (muligvis bsk.)
ODS definerer dette som et stemmejern med skrå æg; men det siger intet om udseende, endsige brug. Det er muligvis et billedskærerjern, i så fald et Skråjern? Jeg kan ikke forestille mig at andre end billedskærere kan finde anvendelse for et sådant. Der er dog den mulighed (jvf. etymologien) at det er et drejerjern, men er i så fald med dobbeltsidig fas.
Baldkniv
ODS siger det er et typografudtryk, idet bogtrykkere før trykkemaskinernes tid sværtede satsen med baller. Kniven hører således ikke under træmedeværktøjet.
Balle
fra fr. balle; besl. m. bold, jvf. bald; om runde hvælvede (og især) bløde genstande
ODS siger at den generelle betydning er "mindre pude eller klump af sammenrullet stof", men ikke en lyd om at det er det (møbel)snedkerne kalder en afklaringsbal, klarebal, eller polerebal.
Bane, se Kap. Hamre Br. Dahl 38
Bankejern (kurvm.) Rom 88
Et kurvemagerværktøj omtalt hos C. Th. Rom i hans "Priskourant" fra 1888. Bankejern omtalt (ill.) i Politikens Billedordbog.
Bankestok (mar.)
Bedding. Det vil derfor være synd at påstå, den hører med til værktøjet, skønt det lyder sådan.
Barkhøvl (forst)
1. led on. borkr; jvf. eng. bark (som er lånt fra nordisk); jvf. sideformen (københavnsk, forældet??) bork
Form for krummet (bånd)kniv, som skovarbejdere bruger til at fjerne mos og bark fra træstammer.
Se endvidere barkjern.
Barkjern (forst)
ODS nævner, at det er et "mejsellignende redskab til afbarkning af træer"; hvis det er rigtigt må det være synonymt med den oven for nævnte barkhøvl. Jeg er dog temmelig sikker på at det snarere er en barkspade, barkskraber (???) der osse kaldes afkvistningsspade.
Barkskraber, se barkjern.
Barkspade (forst) Vallø
Spadeformet redskab (værktøj) med skarp æg, der anvendes af skovarbejdere til afbarkning af nåletræer. Det eksemplar jeg har set på Køge Museums afdeling i Vallø havde konveks æg, men forstander Iver Nissen, Skovskolen i Nødebo har mundtligt (1990) fortalt at æggen skal være ret og ikke konveks.
Sammenlign afkvistningsspade, barkjern og -skraber.
Bastardfil
1. led on. bastarðr; fra eng. bastard; ital. bastardo, egl. "dyr af blandet afstamning", blanding
Fil med mellemfin hugning. Findes generelt hos træsmede og bruges bl.a. til afretning af savklinger eller andet metalarbejde.
Bastardpasser
Passer med to forskelligartede ben, exempelvis et krumpasser- og et stikben, eller et dansemester- og et krumpasserben.
Se endvidere skævpasser. Det er ikke noget bestemt fag eller faggruppe der bruger bastardpasser.
Batteri
af fr. batterie; egl. slagsmål, batalje; siden er der sket en betydningsforskydning til "...samling af flere stykker skyts", kanoner, raketter eller lignende. I fysikken: samling af forbundne elektriske elementer, der er den betydning som gælder i dette tilfælde
Det samme som akkumulator, se osse akku-.
Batteri-skruemaskine, se akku-.
Bazooka, se fugepistol.
Bedefod
Jvf. mdl. meddelelse fra billedskærer Jacob Nielsen en gejsfus.
Det er et typisk slangudtryk der ikke kan hæftes på noget konkret fag, men gejsfus ses hos mange træsmede.
Bedstemors tand, eller Bedstes tand, se krøs, Kap. Høvle
Begkost, (mar.) He A 88
1. led on. bik; lånt fra lat. pix (besl. m. harpiks)
Smal kost eller børste der anvendes til påsmøring af beg (asfalt) i nåderne (fugerne mellem skibsbordene) for at tætne disse.
Begske (mar.) Hjorth R 68
def mangler. Bruges i stedet for -tragt.
Begskraber (mar.)
Skraber, der bliver brugt til at fjerne overflødigt beg efter at man har fyldt i nåderne med begkost eller tragt.
Begtragt (mar.)
Tragt, der anvendes når dæksplankerne skal tætnes med beg. Se osse -begske.
Behøvling, se Kap. Traditioner
Beil, og Beitel, se bejtel.
Beitse- og Beitze-, se bejdse-.
Bejdsekrukke
1. led fra ty. beizen, (beslægtet med bide), at behandle en overflade med en (skarp) - i dag osse farvet - væske for at forandre dens udseende (eller for at gøre den holdbar, modstandsdygtig over for fysisk og/eller kemisk påvirkning)
Krukke, undertiden almindelig syltekrukke af glaseret lertøj eller stentøjskrukke til opbevaring af færdigblandet, flydende bejdse. Efter god sædvane er der nogen vaklen i stavemåden, der veksler mellem den her nævnte (der er den nugældende) og beitse, bejtze, eller bejtze, der ikke er nævnt i RO-86. Findes vel fortrinsvis på snedkerværksteder og muligvis hos malere.
Bejdsepensel
Pensel, der anvendes til påsmøring af bejdse. Af hensyn til faren for misfarvning må bejdsepenslen kun være beslået med aluminium, ikke med jern eller andet letangribeligt metal. Ses hos snedkere.
Bejdsesvamp
Svamp, der anvendes til påsmøring af bejdse. Snedkerværksteder.
Bejl, og Bejtel
vist fra mnt. be(i)tel; besl.m. bide; egl. bet. "kløve"
1. Svært hugge- eller stemmejern, der anvendes til taphuller og lignende. Bejtelen er tykkere end sin bredde og har ensidig æg.
Den er ikke nævnt i CFP-katalog (1987).
2. Ordet optræder ofte i sammenskrivninger: hængsel-, lok- og rigelbejtel m.fl.
Det er især tømrere og snedkere der bruger bejtel.
Bejtse- og Bejtze-, se bejdse-.
Belgisk brok, se Kap. Slibe og Pudseværktøj.
Bellahøjjern
1. led efter bydelen Bellahøj i København
Bellahøjjernet består af et lille savtakket, buet skær, fastgjort til en jernstang, der er bøjet i en meget stump vinkel. For enden af stangen er boret et hul, hvori sidder aksel, der er fastgjort til en kort vinkel, der danner anlæg mod rammeforkanten.
Bellahøjjernet benævnes osse læg(ge)hage, eller hængselskærer. Hos Bendixen i Odense (JPBO), der en overgang havde værktøjet i produktion, kaldtes den papegøjenæb, mens Carl F. kataloget (1962) siger beslåningsjern. I (Sn II?) kaldes det med det næsten umulige udtryk nedstemningsapparat til skabshængsler.
Jvf. mdl. oplysning fra bådebygger Helge Askholm er dette værktøj opfundet af en "doven" bygningssnedker, der gik på et større højhusbyggeri på Bellahøj i 1950-erne, fordi han fandt det for besværligt at skulle nedstemme hundredvis af hængsler i forrammer til køkken- og garderobeskabe på den sædvanlige måde ved hjælp af en hængselbejtel (fitzenjern, ålejern ).
Samme meddeler fortalte at det altid er den "dovne håndværker" der opfinder nyt værktøj fordi han ikke gider gøre arbejdet på en gammeldags, tidkrævende facon, og derfor udvikler nyt.
Eftersom nedlagte hængsler stort set er gået af brug er værktøjet ikke omtalt i nutidige kataloger, men det har været i serieproduktion. Det eksemplar jeg er i besiddelse af er af fabrikatet JPBO, medens gelændersnedker Helmer Jensen har fortalt at det var en smed i en kælder på Østerbro i København, der i sin tid fremstillede det tillige med andet fidusværktøj. Det er lidt usikkert hvornår Odense-fabrikken overtog rettighederne, Bendixen mener det var engang i slutningen af 1950-erne. CFP-kataloget fra 1954 har det således ikke med. Formentlig kan oprindelsen til det derfor dateres til perioden 1952-60.
Ben
on., ty. bein; egl. knogle; i overført betydning, hvad der har lighed med (ganglemmet) ben, jvf. fx. passer-
Benpasser, se stangpasser.
Berliner
fra ty. berliner, som stammer fra Berlin
1. Ransel, rygsæk.
Ordet er i denne betydning givetvis kommet ind i dansk sprog med de stedse valsende navere, der førhen i stort tal drog sydpå, ikke mindst til Tyskland (men osse til Svejts, Østrig eller Frankrig og Italien) som unge svende. Mange udtryk er kommet til os ad den vej, skønt sproglig påvirkning udefra ikke kun skyldes vor udlændighed, men lige så meget påvirkning fra indvandrere.
Desuden er dansk og tysk så nært beslægtede, at det sjældent volder vanskeligheder at overføre et ord eller en vending fra det ene sprog til det andet - blot kan udtale og stavemåde tillempes en smule. Læs mere herom i kapitlet Træsmede.
Men hvorfor rygsækken har fået betegnelsen berliner er der ikke sikkert belæg for; det er dog troligt at navnet skyldes at mange svende netop havde den tyske hovedstad som endemål -hovedstæder har stedse virket dragende på fremmede, og lune og humor er ikke nutidige foreteelser. Det er derfor temmelig sikkert, at ordet er faglig slang. Leg med sproget er ikke forbeholdt nogen bestemt gruppe i samfundet. Det er derfor ikke muligt at henføre udtrykket til noget bestemt fag eller faggruppe.
2. Billedskærerens rullemappe eller værktøjsrulle, hvor han opbevarer sine mange jern, der er personligt værktøj, og som han derfor må medbringe overalt hvor han arbejder.
Danske billedskærere skriver sig til to forskellige skoler, den tyske og den franske. De svende der vandrede til Tyskland kom hjem med tysk værktøj og tyske udtryk, mens parisersvendene kom tilbage med fransk værktøj og franske traditioner, så alene på sprogbrugen er man i stand til at afgøre hvilken skole en billedskærer tilskriver sig: Hvem der endte i det tyske taler om en berliner, mens den der gik til Paris, Lyon eller Grenoble, kom hjem med en trouseau.
Beslagbånd (bdk.),
se rejsebånd.
Beslagsømpistol CFP 87
Sømpistol til kamsøm; anvendes til fastgøring af sømbeslag, fortrinsvis af tømrere.
Beslåmodel, se beslånings -.
Beslåningsjern, se bellahøjjern.
Beslåningsmejsel CFP 62, p 49
Beslåningsmodel
Beslåmodel. Vel egentlig hvad det i daglig tale kaldes en ko. Men se osse beslåningsskærer. Snedkerværktøj, fortrinsvis bygningssnedker.
Beslåningsskærer
Osse kaldt hængselmodel, eller som omtalt hos Carl F (1954) under stregmål, er en flad, rektangulær træklods forsynet med et par savtakkede knivskær, der kan reguleres, dels i forhold til hinanden, dels i forhold til et land fastgjort i vangen (eventuelt med et hængsel).
Beslåningsskærer anvendes til opridsning ved nedlægning af hængsler og låse. Jeg har set enkelte exemplarer af værktøjet, det ene hos snedkermester Bengt Sørensen, København, det andet hos snedkersvend Svend Warneche, Sønderborg. Begge så ud til at være hjemmefremstillede.
Værktøjet er dog kendt i videre kredse, ikke kun blandt bygningssnedkere. Tømrersvend Poul Erik Hansen mødte det i sin læretid før 1950, men stadig ved jeg ikke nok om anvendelsen eller om der findes andre - mere mundrette - betegnelser for det - ko kunne være et af dem.
Der findes flere forskellige modeller af værktøjet, der evt. blot kan bestå af en klods med et par regulerbare ridsespidser, eller af en vendbar klods med land, et til karmstykket og et til dørbladet.
Bestrenger, se pianosnedker, Kap. Træsmede
Bestrengerdorn (pianosn.)
Kort svær dorn med halvkugleformet fordybning. Værktøjet har nogen lighed med en antrækker eller kopsætter, men anvendes når stemmenaglerne skal sættes fast i stemmestokken på pianoinstrumenter.
Bestrengernøgle og (pianosn.) KND 89
Bestrengersving
Bruges af pianosnedkere ved bestrengning af pianoer olgn., idet den afkortede streng fæstnes til stemmenaglen og drejes indtil strengen har snoet sig et passende antal gange omkring naglen.
Bestrengernøglen er T-formet og kaldes undertiden T-nøgle, og er forsynet med et firkantet konisk hul, passende til størrelsen af stemmenaglerne. Bestrengersvinget er, som navnet antyder, et s-formet sving. Et håndlavet eksemplar som jeg har set hos pianomager Jørgen Sillemann, København består af en ca 10 cm lang aksel, hvorpå der lidt over midten er svejset en tværstang med et lodretstående håndtag. Dette sving ligner mest af alt et lidt åbent 4-tal. Sammenlign i øvrigt stemmehammer og stemmenøgle.
Bestødfil, se armfil.
Betel, se bejtel.
Betonmejsel (?) Carlsø
Bid
om værktøj: skarphed, skarp æg.
Bidetang, sjældnere Bidtang
Egentlig blot en tang med skarpe kæber. Bidetangen adskiller sig fra knibtang og niptang ved at kæberne er kraftigere og skarpere. Endvidere kan den være forsynet med udveksling, der forstærker biddet, samt evt. en stoppeanordning der forhindrer kæberne i at nå helt sammen.
Der findes flere forskellige former for bidetænger:
Endebidetangen har kæberne siddende vinkelret på grebene som en knibtang, mens sidebidetangens, skævbiderens sidder i forlængelse af grebene, eventuelt i en stump vinkel på disse. I Teknisk Leksikon (1968-77) er en benævnt sidelæns bidetang under glarmesterværktøj. Forskellige former for bidetænger findes i så at sige alle værktøjskasser og -samlinger.
Biel, se bil Kap. Økser
Big, Biggert, Bik, Bikke, Bikkel og
Bikkert, se bildehammer Kap. Hamre
Bil, se Kap. Økser
Bilad(e), se høvlebænk Kap. Arbejdsbænke
Bild, se bildehammer, Kap. Hamre
Bildejern, se bildehammer Kap. Hamre
Bile, se bil, Kap. Økser
Billedhuggerfil, (fransk), og Billedhuggerrasp, (fransk)
Lille, ca 5 cm lang, krummet fil eller rasp, med hugning i begge ender og i midten forsynet med et kort skaft. Længde overalt ca 14 - 30 cm. Det er usikkert hvorvidt værktøjet anvendes ud over en snæver kreds af billedskærere, men jeg mener at stolemagere muligvis osse har sådanne liggende.
Det er karakteristisk at billedhuggerfilen (raspen) udformes med mange forskellige profiler: runde, halvrunde, kantede eller flade. Jvf. Salaman (1989) har sådanne file og raspe været fabriksfremstillede (fig. 579), men jeg har hørt fra billedskærermester Ove W. Gjerding, der en årrække arbejdede i Paris (og derfor stadig er præget af den franske skole), at man har kunnet forme en eller anden specielle form i træ eller andet materiale og aflevere den til en filehugger, som så i løbet af nogle dage havde fremstillet et stykke helt individuelt værktøj.
Hvorvidt det er muligt i dag, vides ikke, men der kan stadig fremskaffes håndhuggede raspe, en sådan har jeg haft i hånden hos violinbygger Jørgen Nielsen, København. Se mere om dette emne i artiklen rasp.
Billedskærerbænk, se Kap. Arbejdsbænke
Billedskærerjern
er billedskærerens vigtigste værktøj, et helt kapitel for sig og ikke noget det kan sammenlignes med stemmejern, stikjern eller noget andet værktøj, selv om de alle har hvad ethvert gement stemmejern osse har: skæfte, angel og æg.
En billedskærer værner om sine jern, omtrent som en mor om sin nyfødte. De er hans levebrød og hans personlige værktøj, mærket af års, ja undertiden generationers brug. Laurits Jensen skriver (1986), at han endnu bruger jern, han anskaffede i sin læretid omkring 1930, og i Billedskærer (1943) fortælles at afdøde kollegers værktøj sælges på auktion til fordel for de efterladte.
Det stål, billedskærerjern er fremstillet af skal på en gang være hårdt og smidigt. Det har været et problem, og førhen måtte man regne med at ca 10% godt kunne kasseres grundet kvaliteten, medens hærdningen i dag foregår i elektroovne og derfor er mere ensartet end tidligere (Jensen 86) mens selve smedningen stadig foregår i hånden.
De fleste billedskærere foretrækker ottekantede skæfter, der er svagt ægformede eller let koniske med største diameter mod yderkanten; den ottekantede form gør at de ikke ruller ned af bænken. I sjældne tilfælde har jeg set skæfterne skulpturelt udformede (ill Billedskærer 43, p 97), men det hører til sjældenhederne, skønt mange endnu ynder at udforme deres hæfter selv, fremfor at købe dem færdige. Ofte vil skæftet være forsynet med en ring der forhindrer det i at flække under brugen. Ligeledes er jernet forsynet med et kraftigt bryst mellem hals og angel.
Billedskærerjern findes i mange forskellige former, og størrelser fra 1 - 60 mm.
For at finde rede i de mange former har nogle fabrikker et nummersystem (der er mere eller mindre unikt for den enkelte fabrik), men derudover har billedskærerne navne til de fleste jern.
En del jern er helt lige, men mange af dem krumme. Laurits Jensen (1986), der bruger Stubai®-jern (fra Østrig) kalder nr. 1 for mejsler, med helt lige skær, nr 2 er skråmejsler, fordi æggen er skrå i forhold til længdeaksen. 3 og 4 kaldes fladjern, og har en svag krumning. De bruges til flade hulninger og rundinger.
Nr 5 hedder snirkeljern, 6 - 8 kalder Jensen for skærejern, 9 til 11 er huljern, osse kaldet zirjern. Huljernene kan være mere eller mindre højkæbede, u-formede - (Johs. Kristensen (1980) kalder dem ligefrem U-jern) - hvilket er et udtryk for hvor stor en del af en cylinder der er udnyttet i dem.
Rækken fra 12 - 38 indeholder en mængde forskelligartede jern der har det til fælles, at de er krumme. Her iblandt findes fantasifulde navne som blomsterjern, fiskehalejern, og her finder vi osse de omvendte jern, hvor fasen sidder modsat.
Nr 21 er af Ove Gjerding blevet benævnt grundjern, grundtjern, eller på fransk tarabiscot, det er et krumt jern med lige skær, der er anvendeligt i bunden af arbejdet.
39 - 47 er gejsfusjern, osse kaldt bedefod, eller gedefod, hvoraf 39, 41, 45 og 47 er lige, 40, 42, 43 og 46 er krumme og leveres med "indvendig poleret skæreflade", hvordan det end skal forstås. Det betyder vel sagtens at fasen er indvendig. Johs. Kristensen (1980) har udtrykket V-jern om dette.
Den svejtsiske fabrik Pfeils nummersystem falder kun delvis sammen med Stubais. Det er således karakteristisk at Pfeil undertiden hæfter et bogstav efter nummeret som en yderligere karakteristik.
Der er desuden nogle helt specielle jern, benævnt makaronijern, der nærmest er kasseformet med retvinklede sider og undertiden en svag krumning i bunden, som osse benævnes skuffejern eller kassejern.
Laurits Jensen har i et brev til mig berettet at jern nrs. 34 - 38 ligeledes kaldes stafjern, og at de anvendes til afrunding af staffer på rokokkostole. Stafjern er omvendte jern, beregnet til ophøjet arbejde, højt relief.
Hvad det såkaldte rokokkojern er for noget har jeg ingen oplysninger om.
Dertil kommer naturligvis en række huljern
I dag køber billedskæreren sine jern fra fabrik, men sådan har det ikke altid været. Engang - jeg ved ikke hvornår - måtte han gå til den lokale smed med en form, en tegning eller et gammelt jern, når han havde brug for et nyt. Sådanne håndsmedede jern var af stærkt svingende kvalitet.
Ove Gjerding mener middelalderens billedskærere selv fremstillede deres jern, men det er jeg sikker på at smedene ikke tillod, og jeg tror heller ikke billedskærerne dengang har haft den fornødne ekspertise på det felt.
I øvrigt har formerne ikke forandret sig synderligt siden billedskæreriets storhedstid under gotikken i 13 - 1400-tallet.
For at kunne holde styr på jernene opbevares de til tider, men ikke altid i nummerorden, enten i en tøjramme, eller i rullemappen, der her kaldes berliner eller trouseau.
Et velassorteret billedskærersæt indeholder nemt 150 - 200 jern, men de mest benyttede kan tælles på en snes fingre. De øvrige er for specielle til at de er i dagligt brug, og er der blot for tilfældet.
Prisen på billedskærerjern har nok forandret sig gennem årene, men forholdsvis koster de det samme - stort set en timeløn.
Yderligere læsning findes i Laurits Jensens lille fine Billedskærerbogen.
Billedskærerkniv Jeps 80
Kniv der anvendes til billedskærerarbejde, blot ikke af en billedskærer; jeg antager at sløjd- og hobbyfolk kan finde anvendelse for en sådan, skønt de er nævnt i Stubais kataloger over billedskærerværktøj. Muligvis det samme som en udskæringskniv eller den i Møbelsnedkeri nævnte træskærerkniv.
Billedskærermejsel
Billedskærerjern nr 1 eller nr 2 (jvf. Jensen 86), osse kaldt skråmejsel. Fås i bredder fra 2 - 60 mm. Klingelængden varierende mellem 80 - 120 mm.
Billedskærertavle Dahl
Jeg har hørt ordet i en radioudsendelse, hvor direktør Børge Dahl, Ledreborg Tømmerhandel, Roskilde brugte det som synonym for billedskærerens tøjramme, men det er ikke sikkert at det er noget almindeligt brugt ord, og slet ikke anvendt af billedskærere.
Billedskærerværktøj, se Kap. Træsmede
Bindetang, se moniertang.
Bindtblok, eller Bindteblok
1. led formentlig samme ord som nt. (frisisk) bynt, holl. bint, egl. forbindelsesbjælke; samme ord som ty. binde; besl m. bind, jvf. bindøkse
En stor, 1,5-2 m høj, kegleformet jerncylinder, som på bødkerværksteder anvendes til at "bindte", d.v.s. forme, de koniske tøndebånd over, så de får samme smig som de tønder og kar de skal sættes ned over. Hvis ikke bødkeren anvender bindteblok ved arbejdet, står han ved en ambolt, der (undertiden - jeg har udtrykket fra Vendsyssel) kaldes spærhage.
Jeg har set en i Den gamle By i Århus, (højde, diametre). Ordet er i øvrigt optegnet i Jylland af Dialektforskningsinstituttet.
Bit
fra eng. bit; besl. m. bid | grundbetydning er skærende eller gribende del af værktøj | ordet findes ikke i Nudansk Ordbog 1977, men er medtaget i RO 86 og Nudansk (13 udg. 1986), dog i betydningen binary digit, binært ciffer
Klinge på skruetrækker; høvljern, eller lignende. Den mest almindelige brug af ordet er i betydningen skruebit eller skruespids (def. II), anvendt i skruemaskine. Jævnfør en af de engelske definitioner af ordet er det egentlig "skær på bor" eller lignende. De bits der anvendes i skruemaskine (og patentskruetrækker) er almindeligvis ensidige, Philips® (Ph), Pozidriv® (Pz) eller Torx®, men der kan skaffes lange vendbare sekskantede bits med 1/4" diameter og sekskantet tværsnit (Carl F 1987). Sådanne er gerne Ph-bits. Jeg har ordet fra mine forskellige arbejdspladser, men er formentlig almindeligt brugt af alle der har en skruetrækker eller skruemaskine i hånden.
Bitholder CFP 87
1. Til patentskruetrækker og skruemaskine. Forlængeraksel, der kan isættes enten skruetrækkeren eller skruemaskinens sekskantede holder.
2. Den sekskantede udboring i skruemaskinens aksel, hvori der kan sættes bits.
Bitskruetrækker LIC h 90
Skruetrækker hvori kan isættes løse sekskantede bits som i skruemaskiner.
Bit, vendbar, se ovenfor, bit.
Bjælke
on. bjalki
1. Midterstang i en armsav, se Kap. Save
2. Del af høvlebænk, se Kap. Arbejdsbænke
Bjælkevinkel, se vinkel
Blad
on. blað, ty. blatt, eng. blade; muligvis besl.m. lat.folium, blad
I denne sammenhæng især i sammenskrivninger som kniv-, sav-, eller økseblad. Se endvidere blæde.
Blegði, se Kap. Økser
Bliksaks CFP 87
1. led fra mnt. bleck; besl. m. havblik og øjeblik; grundbetydning, "det der blinker"
Kraftig saks der kan klippe i (tynde) metalplader. Det er sikkert forholdsvis sjældent at træsmede anvender bliksaks, men jeg har dog set den i brug ved arbejde med stålrigler til gipsvægge. I grunden er det et smede- eller blikkenslagerværktøj, men findes altså osse hos byggehåndværkere.
Blok
fra mnt. bloch; jvf. eng., ty. block
1. Stor (træ)klods, der enten bruges til at hugge noget på, huggeblok, eller lignende, se Kap. Arbejdsbænke
2. (Især mar.), talje(blok).
3. (Bdk.) arbejdsblok dælling. se Kap. Arbejdsbænke
Blokkedrejer, se Kap. Træsmede
Blokskraber, se Kap. Høvle
Bloktvinge
Eller stokpresse, der dog i Kerteminde Museums registratur kaldes limebænk, optræder vist først og fremmest i flertal, da de normalt anvendes flere ad gangen.
Bloktvingen består af en svær ramme af træ eller jern, forsynet med et antal spindler (normalt vist 4 eller 5) af træ eller jern. Er bloktvingen af jern kan spindlerne forskydes sideværts, og ofte kan den ene sidevange vippes ud for at lette ilægningen af emnerne.
Anvendes til finering af større flader, eller til fremstilling af møbelplader, fortrinsvis af møbelsnedkere.
Arbejdsgangen er følgende: Et antal bloktvinger stilles side om side med passende afstand. I bunden lægges en trætulade, og i fald der anvendes snedkerlim (varmelim), evt en opvarmet zinktulade. Derefter lægges opvarmede tulader mellem hvert lag, sluttende med en trætulade. Oven på det hele en spændklods i tvingens længderetning, og der spændes til et jævnt tryk er opnået.
Selv husker jeg det som en langsom og temmelig besværlig måde at arbejde på - med megen renderi frem og tilbage mellem tvinger og limovn - og hele tiden var der fare for at fineren ville skride.
Frits Seiergaard, der har bidraget med mange fine oplysninger skrev i et brev til mig:
...- jeg arbejdede med sådanne hele min læretid fra 1933 til 38 hos snedker Arildsen i Tølløse, og de fungerede da udmærket, selv om vi kiggede meget i værktøjskataloget fra Carl F. på dem af jern. Når man blev kendt med de gamle tvinger, vidste man hvilke spindler der spændte lige og ikke var tilbøjelige til at få fineren til at glide. Så spændte man varsomt på dem først. Ligeså kendte man dem, som man absolut ikke skulle røre før længere hen i processen...
I dag er vistnok de fleste bloktvinger blevet afløst af hydrauliske varmepresser, eller i det mindste af egentlige finerpresser - på de mindre værksteder.
Blokvinkel, se anslagsvinkel.
Blomsterjern, se billedskærerjern.
Blyant
ordet har vistnok fået sin udformning under påvirkning af et andet ord med en helt anden betydning (bliant, blyant), opr. et persisk ord, betegnelse for en art kostbart silkestof.
Ellers er ordet udviklet af blyerts, malm indeholdende bly (af uvis oprindelse), der som bekendt er i stand til at tegne på bl.a. papir.
Egentlig en forkortelse af blyantspen, opr. blyertspen
Hos træsmede optræder ordet enkeltstående eller i sammenskrivninger som snedkerblyant, eller værkstedsblyant, der er af den almindelige sekskantede type, tømmer-, eller tømrerblyant med rektangulært tværsnit og rektangulær skrivespids, hårdheden HB.
Det er ikke ligemeget hvilken blyant der anvendes til formålet. Jo finere streg der skal afsættes jo hårdere og spidsere blyant. Snedker- eller værkstedsblyanten er god hvor det drejer sig om afsættelse af fine streger der skal skæres efter - her kan osse bruges stikbor eller ridsespids -, mens tømrerblyanten er til mærker der ikke behøver være så nøjagtige.
Sten(hugger)blyanten er, har jeg fået fortalt af snedkermester Poul Sørensen især på grund af sin hårdhed anvendelig til at skrive på mur eller puds, men en almindelig tømrerblyant kan sagtens anvendes.
Til blot (af)mærkning kan bruges grafitstift eller mærkekridt, der på ingen måde afsætter så tynde streger af man kan skære "til halv streg".
Blyantspasser
Passer, hvori kan fastgøres en blyant eller en blyantstift, i modsætning til stikpasser. Fortrinsvis anvendelse: tegnestuer.
Blyantstift
Tynd stang bestående af en blanding af grafit og ler, i almindelige blyanter omgivet af et træskaft, til brug i stiftblyanter fås de som tynde nøgne stifter i forskellig hårdhed, spændende fra B6 - H6. Se osse blyant og grafitstift. Mest almindelig på tegnestuer.
Blykniv (glarm) TL ii
Kniv med afrundet æg i forskellig form og størrelse, der bruges til glarmesterarbejde, vistnok ved (blyindfatning?). Se osse zinkskærer.
Blyoprømmer (glarm.) Åffa
defineres nærmere.
Blæde (dial. Falster) FLG
af uvis opr.; måske besl.m. blad
Flad trækile til at sætte i hammer- eller økseskafter for at holde hovedet på plads. Ordet er vistnok kun nævnt hos Grundtvig; i hvert fald har jeg ikke set det andre steder. Undersøg ved lejlighed Lollandsk ordbog. Om ordet således er generelt anvendt på Falster, eller kan henføres til bestemte fag, vides ikke.
Blødebakke, Blødebalje, og Blødekar
1. Bakke eller balje, der anvendes af bødkere til at dyppe staver i efter fyringen. Benævnes osse blødebakke eller -kar. (hvordan arbejdsgangen er må jeg have en bødker til at svare på).
2. Balje eller kar (Blødekar ), som kurvemageren anvender til at blødgøre vidjer i. (Nævnt i Politikens Billedordbog, 1984).
Boblepind, se vaterpas.
Bolt
fra mnt. bolte; opr. tvivlsom, men besl.m. bal, bold m.fl.
i speciel betydning: snittap.
Bolthåndtag
Det stangformede håndtag til snittap; det samme som boltstang.
Boltmål (mar.) He A 88
se Kap. Mål og Måleværktøj
(dog se ms. iv 90, p 29)
Boltpistol
Pistol, der anvendes fortrinsvis af tømrere til at skyde søm, bolte olgn. ind i beton, murværk og deslige ved hjælp af en krudtladning. I CFP-katalog (1987) er omtalt 2 størrelser af mærket SPIT, til max. sømlængde på 60, resp. 90 mm (ill)
Det eneste slang/argot-udtryk jeg har hørt anvendt om dette værktøj er kanon, som snedkermester Bengt Sørensen har anvendt.
Se dog sømhammer og krudthammer.
Boltsaks
Svær saks med kraftige, korte kæber og udveksling, til klipning af pianotråd, armeringsjern, bolte eller lignende. Ifølge CFP (87) kan den fås i to kvaliteter, til pianotråd 5,5 - 9 mm, eller armeringsjern, 8 - 16 mm, samt en saks til hårdt stål i dimensionerne 7,9 - 11,1 mm. Jeg er ikke helt vis på hvor boltsakse bruges, bortset fra at de hører til i metalfagene.
Boltstang
Det stangformede håndtag til en snitbolt eller snittap, osse benævnt bolthåndtag eller vindejern. Formentligt et generelt anvendt udtryk.
Bolttang eller (mar.) He A 88
Boltudtrækker
Svær tang der anvendes af bådebyggere til at trække forkert anbragte bolte ud med.
Nærmere beskrivelse ønskes af kompetent person.
Bom
fra mnt. bom; jvf. ty. baum, træ
1. I almindelighed en træstang der udgør en del af et redskab eller en maskine.
2. midterstang på armsav, se Kap. Save
Bondehøvl HPD 89
1. led. run., on. bóndi, buandi; grundbetydning, bosiddende mand
Egl. synonym for båndkniv, men ifølge min meddeler, karetmager Hans P. Due Nielsen, født på Vestlolland, består den af et træhåndtag forsynet med et gammelt leblad eller lignende. Bondehøvlen er således et typisk hjemmefremstillet værktøj, formentlig til brug i hughuset, og ikke anvendt af professionelle træsmede.
Se i øvrigt oversigten under opslaget kniv.
Vær dog opmærksom på, at denne beskrivelse passer godt på den skave, der ligger hos Hold Antik, hvor jeg har set den i København, og som ikke er til salg.
Bonebørste, og (vist især msn.)
Bonekost
1. led fra mnt. bonen, blanke, polere; egl. "at gøre træ blankt ved bestrygning med voks"
Børste eller kost, der anvendes til at bone møbler med.
Bord, se Kap. Arbejdsbænke
Bordtvinge, se bådklemme.
Bordvrider (mar.)
Eller blot vrider. En meterlang (asketræs) stang med en gaffel i den ene ende og et reb fastgjort i modsatte, brugt af vikingeskibsbyggere i Roskilde til at vride de svære bordplanker i form med. Gaffelen sættes ned over det fastspændte bord og planken vrides ved at fæstne tovet til pløkke i jorden. Værktøjet omtalt hos Henrik Juel (1985), passim.
Borebænk, se fælgbuk, Kap. Arbejdsbænke
Boreklap, se brystplade, Kap. Bor og Boreværktøj
Boreknarre, se knarrebor, Kap. Bor og Boreværktøj
Borekniv, se borestang, Kap. Bor og Boreværktøj
Borelad, se fælgbuk, Kap. Arbejdsbænke
Borestol, se fælgbuk, Kap. Arbejdsbænke
Borfil
Fil til skærpning af sneglebor. Ingen specifik faggruppe.
Brad(e)bænk (✝)?
1. led fra ty. bragen, kalfatre
Ikke noget værktøj men en plads hvor skibe kølhales og bestryges med tjære; sammenlign Bankestok. Det er usikkert hvorvidt ordet anvendes endnu, mens det var levende på Orlogsværftet da bd II af ODS gik i trykken i 1920 - om tre små moler ved beddingerne.
Brandhage, se bådshage.
Breddemål, se Kap. Mål og Måleværktøj
Breddestiller, se Kap. Høvle
Bredkniv (træsk.)
Bred båndkniv.
Bredtengsel, Bredtingsel, Bredtinsel, og Bredtængsel,
se tengsel, Kap. Økser
Briks, se Kap. Arbejdsbænke
Brille, se drejebænk, Kap. Arbejdsbænke
Brod(d) (bdk.) jy?
Ordet er fundet på Dialektforskningsinstituttet, (med dobbelt d) i seddelsamlingen over bødkerudtryk. En anden mulig stavemåde er brod, se dørslag.
Bror, se bænkknægt.
Brydestang
Synonymt med brækjern, koben.
Bryst
I forbindelse med værktøj er der følgende definitioner:
1. fremstående kant på en tap, en angel, et skaft eller lignende; anslag.
2. se skærebænk, Kap. Arbejdsbænke
3. del af luksav, se Kap. Save
Brystmål (hjm.) 1918(jy)
Kan hænde det er det samme som hestehovedpasser??
Brystplade og Brystsving, se Kap. Bor og Boreværktøj
Brækjern
1. led fra mnt. breken eller ty. brechen; jvf eng. break, got. brikan; besl. m. lat. frango, bryde, og med brok, brøk, brik og breche
Kraftig jernstang, der kan være flad, rund eller kantet, og som i (den ene eller begge) enderne er forsynet med en æg og evt. kløft.
Tilsyneladende er der nogen tvivl med hensyn til om brækjern er synonymt med koben (CFP 87 skelner mellem de to).
CFP omtaler et brækjern som udført af "forniklet hærdet fladstål", l. 19 cm. Den ene ende ombøjet i omtrent ret vinkel, den anden svagt buet; begge ender forsynet med kløft. Under opslaget kassekoben er beskrevet et lignende stykke værktøj, længde 335 mm.
Se endvidere brydestang, brækkestang, brækstang, kalveben, kalveknæ, og koben. Er at finde hos de fleste håndværkere, ikke blot træsmede.
✝ Brækkejern, se brækjern.
✝ Brækkestang, se brækstang.
Bræklineal (glarm.) TL II.68
Lang lineal, bredde ca 2", oversiden affaset (ill. tværsnit), der anvendes når store glasflader skal skæres. Linealen lægges af en hjælper på bordet under glaspladen, når glarmesteren har skåret med diamanten (skærehjulet). Glasset brækker så snart hjælperen har sluppet taget, og pladen hviler med enderne mod underlaget.
Brækstang
Stort brækjern, førhen osse kaldt brækkestang (✝), der anvendes som løftestang, eller til at brække murværk, sten eller lignende løs med. CFP 87 omtaler en 150 cm lang, 8 kg tung stang, men førhen har de kunnet fås af træ med jernforstærkning i æggen, omend de var sjældne. Kan ikke henføres til noget bestemt fag.
Brænd-bøjetang (piano)
husk def.
I Brændejern
1. led af verbet brænde, der egl. er sammensat af to forskellige verber: a: on. brinna, og b; on. brenna, got. gebrannjan, forsyne med mærke v.hj.a. glødende jern | i grunden ligger ordet "Brændejern" allerede gemt i ordet brænde
Egl. blot et stempel med fabrikantens eller værkstedets navn (logo), der opvarmet til passende temperatur trykkes mod det færdige arbejde på et ikke videre synligt sted: på bagsiden af skabsmøbler, under bordplader eller stolesæder, samt indvendig i musikinstrumenter.
Kaldes undertiden brændemærkejern, stempel, eller metalstempel. Findes fortrinsvis hos instrumentbyggere, men sikkert osse på en del møbelværksteder, vist aldrig blandt fx. tømrere.
II Brændejern, se fugeske.
III Brændejern (piano)
Brændekile, se kile.
Brændekløver, se Kap. Økser
Brændemærkejern, se Brændejern.
Bræt
fra mnt. bret, ty. brett; besl. m. bord
Her vel kun i sammenskrivninger lig loddebræt, vage-, m.fl.
Brætvinde (bdk.)
Stor gulvvinde (E. Toft Jensen, Dybvad (mdl. 1991)), der jvf. Gamle danske Håndværk osse kaldes drejer (def. II). Den består af et skråtstillet bræt med en vinde i den ene ende og et tov der rækker fra enden af brættet. Værktøj der anvendes af bødker til samling af større kar olgn. hvor den mindre hånddrejer ikke er tilstrækkelig. Sammenlign knebelvinde.
Brødrasp, se bagerrasp.
Bue
on. bogi, besl. m. bøje; jvf. albue; opr. bet. muligvis flitsbue
1. Om værktøj eller dele heraf, der minder om en flitsbue; jvf. fx drilbue, drejebue.
2. om bøjle.
✝ Buefil
se nedstryger, Kap. Save
Buepasser
Passer, hvis ene ben er forsynet med en krum bøjle, der ved hj.a. en skrue kan fastholde benene i en bestemt position; samme ord som bøjlepasser, som anvendes af mange forskellige faggrupper. (ill T lund v. p.83)
Bueskruestik, se skruestik. Hannover 93
Buestilling, se Kap. Save
Buet båndkniv HPD 89
Af karetmager H. P. Due har jeg fået oplyst at det er en ret båndkniv, hvis skær er bredest - i en bue - på midten. (ill ms A5). Især bødker, hjul- og karetmager, træskomand og andre der sidder ved skærebænk.
Bugbånd, se overdriver.
Bugmål
illustreret i ms. 1., se, Kap. Mål og Måleværktøj jy.
Bugtkniv, se båndkniv. Torb. Sø.90
Buk, se Kap. Arbejdsbænke
Bukhane
definition mangler
Bukholt (bdk.)
def mangler
Bukkestillads, se stilladsbuk.
Bundstoklod, se stiklod.
Bundstykke, se høvl, Kap. Høvle
Bundtrækker (bdk) jy
Det samme som optrækker, men hvad er det så?
Bænkdreng, se bænkknægt.
Bænkdup, se Kap. Arbejdsbænke
Bænkedreng og Bænkeknægt, se bænkknægt.
Bænkekrog, se bænkhage Kap. Arbejdsbænke
Bænkfil
Fil der anvendes ved (arbejds)bænken; vist i grunden nok så meget af metalarbejdere som blandt træsmede.
Bænkforlænger og Bænkhage, se Kap. Arbejdsbænke
Bænkhoved, se skærebænk, Kap. Arbejdsbænke
Bænkkniv
Det samme som båndkniv.
Bænkknægt
efter ty. bankknecht | ifølge ODS "nu lidet brugt", men er det rigtigt?
En form for hjælpeværktøj der støtter lange emner der spændes i høvlebænkens fortang, så de ikke dratter på gulvet fx under fugning. Så vidt vides er det først og fremmest inden for tømrer- og snedkerfagene den finder sin anvendelse.
Det kan blot være en pind med et udskåret hak (ill.) til at spænde fast i bagtangen, eller en med trappeafsatser forsynet knægt, der står på gulvet (ill.). Hos snedkermester Poul Schmidt ved Osted her jeg set den som et stykke 1 x 2" bræt forsynet med et passende antal huller, skruet på det bageste ben af høvlebænken. I en snor ved siden hang en rundstok med en tap, passende til hullet, til at sætte ind i den aktuelle højde. "Sådan nogen havde jeg på alle høvlebænkene" fortalte han da jeg gjorde ham opmærksom på at jeg ikke havde set det før.
Bænkknægten har mange andre navne. Viddet har haft frit spillerum, og man fornemmer træsmedens glæde ved at hitte på. Desværre er det efter god skik ikke muligt at afgøre hvem der først er kommet med udtrykkene, endsige hvor de er opstået. To af dem er bænkdreng, eller bænkedreng, der sammen med doven dreng hentyder til et og samme begreb: læredrengen. At han er doven, siger sig selv, for han rører sig ikke ud af flækken; et tredje er lærekammeraten der sikkert er lige så ugidelig.
Bænkmads er et ord svendene brugte der hvor jeg var i lære på Fyn i slutningen af 1950-erne, men om udtrykket er almindeligt anvendt ved jeg ikke, da jeg kun har hørt det brugt dengang, vist især af Ove Andersen. Mads er en spøgefuld betegnelse for forskellige ting eller dyr i lighed med Mads Gedebuk. Tømrermester Henning Andersen, Ramsømagle ved Roskilde kalder den tømrerknægt, mens Poul Schmidt, der har været i lære i Ågård ved Kolding siger at man på hans hjemegn kalder den "din" bror.
I Teknisk Leksikon (1947) er nævnt et fugelad, som muligt er det samme.
Bænkkrog, se bænkhage, Kap. Arbejdsbænke
Bænklad, se Kap. Arbejdsbænke
Bænkmads
2. led personnavn, jvf. ty Matz; af Mathias og Matthæus | navnet bruges - i lighed med Klaus og Mikkel om dum eller klodset person; endvidere er det især knyttet til dyr som buk og vædder, hvorfra det muligvis er gået over i håndværkerjargon
Det samme som bænkdreng og -knægt.
Bænkmejsel
Mejsel til brug ved skruestik og filebænk. Formentlig ikke for træsmede.
Bænksaks, se pladesaks.
Bænkskruestik(ke)
Skruestik, der let kan fastspændes på et arbejdsbord eller en arbejdsbænk ved hjælp af en eller flere skruer eller lignende. Se endvidere etau. Er i generel anvendelse.
Bænkspænder
En moderne udformning af den gamle bænkhage; den består af en kraftig stang, der sættes i en medfølgende bøsning i bænken, og en vægtstang forsynet med en sko. Vægtstangen spændes mod emnet ved hjælp af en spindel. Uvist af hvilke håndværkere den anvendes.
I Bænkstok, se høvlebænk, Kap. Arbejdsbænke
II Bænkstok, og Bænkstok, stiv
se Kap. Mål og Måleværktøj
Bænkstøvekost
Mindre støvekost, håndkost, der anvendes ved høvlebænken til rensning af værktøj og arbejdsemner. Er i almindelig brug.
Bænktvinge
Træstang forsynet med et antal huller, hvori kan stikkes en skruetvinge med kun én fast kæbe med spindel og overdimensioneret spændesko; bænktvingen spændes i bagtangen og er således i stand til at fastholde plader olgn., der skal kanthøvles. Man kan kalde den en moderne udformning af den gammelkendte bænkmads. Jeg har kun set den dette ene sted og ved derfor ikke hvorvidt den er almindelig.
Bænkvinkel
Vinkel der formentlig finder anvendelse ved høvlebænken.
Bænkværktøj
(Sæt af) værktøj der især blandt træsmede bruges af (møbel)snedkere ved høvle- eller arbejdsbænk. Blandt de svende der selv skal holde sig med værktøj, eksempelvis tømrere og bygningssnedkere tror jeg næppe begrebet findes. Bænkværktøjet har sin plads i en tøjramme, et værktøjsskab, med eller uden dør i umiddelbar nærhed af høvlebænken. Det er mesters ejendom, men står til rådighed for svenden der arbejder ved bænken. Traditionelt indeholder tøjrammen 2 rubanke, 1 slethøvl, 1 skrubhøvl, 1-2 pudshøvle, 1 tandhøvl, og 1 simshøvl, 1 fodsav, 1 slidssav, 1 sinksav, 1 rasp, file og savfil, 6 stemmejern i bredderne 3 - 25 mm, hammer, knibtang, ridsebor, passer, metermål (bænkstok), 2 stregmål, 3 vinkler (vinkelmål) i forskellig størrelse, 1 skuresten og 1 strygesten. Endvidere ziehklinger og ziehklingestål, samt evt. pudseklodser.
Andet værktøj, der sjældent er i daglig brug opbevares på velordnede værksteder for sig og hentes eller udleveres efter behov. Sådant kaldes fællesværktøj.
Bæresele
Sele der bruges når der skal løftes og bæres tunge genstande, møbler, flygler eller store glasplader. Selerne kan i givet fald sys sammen med en eller flere gjorde. Formentlig kun alm. blandt pianosnedkere.
Bødkerkniv, se båndkniv.
Bødkerkrøs og Bødkerlanghøvl, se Kap. Høvle jpbo 56
Bødkernitte
Er det værktøj? i så fald ønskes forklaring.
Bødkerstol,
Det samme som bødkerbænk,
se skærebænk, Kap. Arbejdsbænke
Bødkertengsel, se bødkerøkse, Kap. Økser
Bødkervinde
Se håndvinde, gulvvinde, brætvinde, samt vinde.
I Bøjejern se bøjerør.
II Bøjejern (kurvem.) Pol 84
Se bøjetræ.
Bøjerør eller Bøjejern.
Rør, der i opvarmet tilstand anvendes til bøjning af (tynde) træstykker. Hos violinbygger Jørgen Nielsen i København har jeg set et elektrisk opvarmet bøjerør, men de har kunnet fås gasopvarmede. Desuden er de så simple at fremstille at ethvert passende stykke rør fastspændt på et bord eller lignende kan anvendes og evt. opvarmes med en gasflamme; set hos guitarbygger Ivan Nio, København. Sikkert mest almindeligt blandt instrumentbyggere.
Bøjetræ (kurvem.) Pol 84
Bøjerør (def. II).
Bøjlepasser, se buepasser.
Børste
on. bust, burst; grundbetydning, noget strittende; egl. om de stride børstehår på dyr, måske især hos svin
Børster af mange former, størrelser og kvaliteter bruges til rengøring eller til påsmøring af forskellige materialer, fx. lim. Ses på flere forskellige værksteder.
Børstepensel
Pensel med (svine)børster, mellemstor pensel til politur, lak, maling eller lignende. Ses hos møbelsnedkere olgn. men især blandt malere.
Bøsningstrækker
1. led egl. vbs. til bøsse, "forsyne med bøsse", jernrør, bøsning | udviklet af (sb) on. byssa; gr. pyxis, egl. "dåse af buksbom"
def. og kilde mangler muligvis Sn II.
Bådebyggerklemme, se bådklemme.
Bådklemme (mar.)
1. led on. bátr; gennem oeng. bat og fr. bateau fra ital. batto; opr. bet. vistnok "udhulet afhugget træstamme", ege | ordet muligvis besl. m. andre lignende ord: bl.a. bed, seng
Klemme, bordtvinge, som den kaldes hos Juel, 1985, eller bådebyggerklemme (Hjorth Rasmussen, 1968) der anvendes til fastholdelse af bordplanker under samling af en klinkbygget båd.
Der findes utvivlsomt lige så mange former for bådklemmer som der findes bordsmede, for de fremstilles efter behov, gerne af et par svære krøger holdt sammen på midten af en kraftig gennemgående tap forsynet med et hoved i den ene ende og låst med en nagle i den anden. Klemmen spændes om bordplankerne ved hjælp af en kile.
Jeg mener på en film at have set en mere primitiv bordklemme i brug hos en norsk bådebygger (oselver?) - blot bestående af en gaffelformet kraftig klemme, der presses ned over bordene omtrent som man sætter en tøjklemme fast på tørresnoren.
Størrelsen af klemmerne afhænger af bordplankens bredde.
Bådshage
En jernspids forsynet med en krogformet hage, sat på et flere meter langt træskaft, og som anvendes af bådebyggere til at manøvrere småbåde med. Blandt andre træsmede kan den muligvis gå under betegnelsen brandhage. Et andet ord, bådstang, er sikkert litterært eller poetisk, og bruges ikke blandt håndværkere.
Derimod anvendes udtrykkene pigkæp, vendehage og kævlevender om lignende værktøj.
Bådstang, se ovenfor bådshage.
Bånd og Bånd-
1. Reb, snor olgn.
2. Ring af træ, jern eller andet materiale, jvf. tøndebånd, båndsav olgn.
3. Striber eller lign. til pynt eller til nytte, pyntebånd på træsko, eller sølvbånd på gribebrættet på en guitar.
Båndbøje (bdk.) jy.
def. mangler.
Bånddriver (bdk.)
Bødkerværktøj af træ eller jern, der anvendes til at drive tøndebånd ned med. Egl. det samme som slæger.
Bånddrivring (bdk.?)
Oval ring af jern, omtalt og afbildet hos Rom (1915); formentlig ring der beskytter hæftet mod at splintre ved slag. Sandsynligvis samme ord som slæggering?
Båndfil (instr.)
Særligt udformet fil der er hugget med en form for panserhugning i en konkav not på den ene eller begge kant(er) og som bruges til afretning og glatning af tværbånd på gribebrætter.
Jeg fik de første oplysninger om båndfilen fra guitarbygger Jesper J. Petersen, Sjællands Odde, der har brugt den på sit værksted i USA, og siden har jeg set den hos guitarbygger Ivan Nio, København.
Båndhage (bdk.,hjm.)
1. Bødkerværktøj; hage hvormed bånd trækkes ned over kars og tønders kant, snedkerdrev. (ill.)
2. Hjulmandsværktøj,- eller smedeværktøj? - der bruges når et hjul skal forsynes med jernring.
Båndhakke, se bindøkse, Kap. Økser
Båndjern SvJ 89
1. Det samme som båndkniv.
2. Kurvemagerværktøj, se Kap. Høvle
Båndkniv
Kraftigt knivsblad med et håndtag i hver ende. Båndknive udføres i mange forskellige udformninger, lige og krumme, konkave eller konvekse (sidstnævnte kaldes buet båndkniv), og man kan desuden kombinere forskellige former i en. Det er karakteristisk at knivsbladet almindeligvis ender i to vinkelbøjede angler, således at håndtagene kommer til at sidde parallelt med trækkeretningen. Skemagerens båndknive ser dog helt anderledes ud, ifald de bruges i hulemaskinen, idet de her er fæstnet på enden af et skaft og derved kommer til at minde om en skav(e)
Båndknive bruges især af bødker, af hjulmand, træskomand, skemand og i det hele af mere eller mindre professionelle håndværkere der især anvender skærebænk.
Båndknive kaldes osse barkkniv (blandt skovarbejdere), bondehøvl, bødkerkniv, båndjern, hjulmandskniv, spånhøvl og spånkniv.
Bødkere har i brug to særligt udformede båndknive, nemlig skav (se kap. Høvle) og studser/stemstudser, der findes i hele to udformninger, en højrevendt og en venstrevendt.
Båndkniv, buet, se ovenfor, buet båndkniv.
Båndmål og Båndmåler, se Kap. Mål og Måleværktøj
Båndsav, se Kap. Save
Båndsavfil
Stor trekantfil, oftest tilspidset, og som er beregnet til bl.a. filing af båndsav- og andre klinger. Findes på alle værksteder med båndsav eller anden form for grovtandet sav.
Båndskruetvinge, se båndtvinge.
Båndstol, se skærebænk, Kap. Arbejdsbænke
Båndtrækker (bdk.)
Er det mon det samme som båndhage??
Båndtvinge CFP 87
Som den kaldes i CFP-kataloget (1987), hvor den er beskrevet som et 3,5 - 8 m langt flettet nylonbånd med et spændebeslag. Spændingen foregår ved hjælp af nøgle eller skruetrækker.
Det er så vidt jeg kan se det samme som den i et isenkræmmerkatalog (Imerco, 1973) omtalte båndskruetvinge, men det er vanskeligt på grundlag af kataloget beskrivelse at afgøre forskellene mellem båndtvinge og limtvinge, og afgrænsningen til den i ODS omtalte rammesnøre, og rammetvinge er usikker. (tjek osse Rom, div. år). Ligeledes kender jeg ikke til udbredelsen, men den kan formodentlig findes hos glarmestre og blandt rammesnedkere.
Båtastrek (n), se (skave), Kap Høvle