C
C-tvinge, se skruetvinge.
Cardanled, se kardanled.
Cedertræsblyant
1. led af gr. kedros, (veddet af) cedertræ; vist egl. enearten Juniperus virginiana, såkaldt "blyantstræ" eller Cedrela odorata, "cigarkassetræ"
Blyant med træbeklædning af en af de ovennævnte træsorter. Formentlig er ordet ikke almindeligt anvendt, og jeg har kun set det brugt i Fagordbog (1933). Derimod skelnes i det daglige mellem værkstedsblyant og tømrerblyant der er almindelige blandt så at sige alle håndværkere.
Cellulakpensel og Celluloselakpensel Spekter 31
Pensel til celluloselak, brugt især af snedkere og i nogen grad af malere.
Cembalostemmenøgle (piano- og cembalo-) KND 89
Centerpatron, se drejebænk, Kap. Arbejdsbænke
Centimetermål, se Kap. Mål og Måleværktøj
Centimeterstregmål
Stregmål med målestok i mm (cm), undertiden med trinvis indstilling. Vist ikke almindeligt brugt, men kan i fald benyttes som almindeligt stregmål der findes hos de fleste snedkere, tømrere, og lignende.
Centreringslineal, se ridsmål.
Centrumsøger, se Kap. Mål og Måleværktøj
Chel-, se kel-.
Cigarkasseåbner
Knivlignende værktøj med et mindre hak i æggen og evt. forsynet med et lille hammerhoved. Formentlig kun i brug ved åbning af cigarkasser, og som sådan ikke et egentligt træsmedeværktøj.
I Dictionary of Woodworking Tools skriver Salaman, idet han citerer et grossistfirma i London:
Almindeligvis anvendes værktøjet til åbning af cigarkasser af træ, hvis flade trælåg plejer at være hængslet i den ene side og fastgjort med en enkelt stift i midten af den modsatte. Hele kassen er normalt forseglet med et tyndt lag papir. Formålet med knivsbladet er at skære papiret og at vride låget op.
Hakket i bladet presses ind mod stiften lige under låget uden at ødelægge cigarerne. Det kan endvidere bruges til at trække et bøjet søm ud med. Hammeren bruges almindeligvis til at slå stiften i med når kassen lukkes.
Cirkelopridser (glarm.)
Et glarmesterværktøj der vistnok anvendes ved blyarbejde.
Cirkelskærer CFP 87
1. led af lat. cirkulus, cirkus, kreds
Egentlig en form for hjulbor, der er i stand til at udskære cirkulære flader i træ, plastlaminat eller andet materiale, bestående af et centralt placeret bor der fungerer som styrespids, og en kniv placeret på en forskydelig stang, så diameteren af den udskårne cirkel kan justeres. Sammenlign kronebor. Cirkelskæreren har ingen specifik tilknytning til noget fag.
Cirkelslag (hjm) jy/Raae
stangpasser???
Clup, se klup.
Combi-, se kombi-.
Contactmeter, se Kap. Mål og Måleværktøj
D
Damphætte (bdk.) Pol 84
Dampkasse, se svedekiste.
Damplimovn
Limovn hvori vand opvarmes til kogepunktet hvorefter dampen ledes til et limbord, hvor emnerne kan lægges til forvarmning uden at blive svedet, idet dampen ikke er mere end højst 100E varm. Den ideelle temperatur for varmelim er 80 - 100E.
Limovne er nu ikke længere almindelige, men har tidligere stået på de fleste træsmedeværksteder. Hvor man i dag gør brug af varmelim, især blandt instrumentbyggere og møbelrestauratører bruges gerne elektriske limkogere.
Se notater og kopier fra KB
Dampskab, se svedekiste.
Dansemester
1. led on. dansa; fra ofr. dancer; af uvis opr.
2. led on. meistari; fra mnt. meister, af lat. magister, mester
Passer, osse kaldt hulpasser, hvis ben drejer udad i en omtrent ret vinkel, næsten som en der står i retstilling med fødderne i en vinkel på 180E; Dansemestre bruges til måling af indvendige hulheder, vist særlig anvendt af drejere og modelsnedkere, men ses lejlighedsvis hos flere andre træsmede.
Dech eller Deck, se peck.
Dehling (bdk.) jy.
Det er sikkert udtalen der har givet anledning til denne stavemåde, som er fundet i Dialektforskningsinstituttets ordlister. Den almindelige måde m.h.t. stavning er dælling,
se Kap. Arbejdsbænke.
Delepasser, se bøjlepasser.
Deling, Delle og Delling
Er samme ord (men stavemåden er her kun antydet) som dælling,
se Kap. Arbejdsbænke.
Demant [déʹmand]
Udtrykket er vist temmelig sjældent, men jeg har dog hørt det brugt, omend muligvis ikke siden engang i 1950-erne, da en gammel skolekammerat Richard Matzen anvendte det. Se diamant.
Diamant
af lat. diamas, diamantem; omdannet af lat./gr. adamas, egl. "hårdt stål"; formen demant er arkaisk (gammeldags) og bruges vist kun i bibelsk sprogbrug og muligvis sjældent om glarmesterdiamanten
Diamant er en ædelsten, bestående af rent kulstof, der ved forskellige processer i jorden (og i nutiden osse ad kunstig vej, "kunstig diamant" er krystalliseret til det hårdeste stof man kender - hårdhed 10 på en skala fra 1 (grafit, talk) til 10 (carborundum, diamant). Knust eller pulveriseret diamant er et slibemiddel og det eneste stof der er i stand til at slibe diamanter.
I faglig sammenhæng er det kort form for glasdiamant, der kan ses på snedker- og tømrerværksteder (særligt på landet) samt ikke mindst hos glarmestre. Den er en tilspidset, sleben, skæftet diamant, oftest i forbindelse med en krøsel. ill.
Glasdiamanten er ikke for den uøvede, der derfor hellere anvender en hjulskærer, der osse bærer navnet glasskærer.
Det er uvist hvordan fortidens glarmestre skar glas, men deres gamle symbol, der endnu ses i laugets bomærke er en krøsel.
Diamantbor, se Kap. Bor og Boreværktøj
Digtejern (mar.)
se kalfatrejern.
Digtekile (bdk.)
se digtepind.
Digtekiste (mar.)
Lille åben kiste formentlig til kalfatreværktøj, brugt af skibstømrere og bådebyggere. Ordet er nævnt i ODS, men ikke nærmere forklaret.
Digtepind
Hvis man kan fatte lid til Dialektforskningsinstituttets ordsamlinger er det en lille træpind, der anvendes af bødkere til tætning af tinder og kar, hvis fugerne ikke er blevet tætte ved samlingen. Jeg stiller mig tvivlende over for den forklaring; den kan rimeligvis tilskrives spørgerens manglende kendskab til bødkerfaget og dets arbejdsmåder. Henry Sandahl har forklaret at det først og fremmest er ved reparationsarbejde der bruges digtepind eller digtekile, som den osse kaldes. Nyt arbejde formodes at være tæt - eller er det derfor den osse kaldes klumrepind, kludrekile.
En forespørgsel i Danmarks Radio førte nemlig til at bl.a. fr. Gerda Mikkelsen, Birkerød, hvis farfar var bødker, i et brev fortalte at det er en kam- eller gaffelformet spån, der sættes ned over rejsebåndet til støtte for staverne mens karret (tønden, drittelen) samles. Pinden fjernes før sidste staver er blevet rejst. Jeg har siden set bødker Henry Sandahl bruge dette værktøj.
Forvirringen breder sig. Ovenstående forklaring passer på rejseklemme, mens digtepinden bruges ved digtning hvor man med en sjæleriver åbner fugerne i bunden af en tønde og stopper skølp (def. 3) i revnen, netop med digtekile.
Diksel, se tengsel, Kap. Økser
Din Bror, se bænkknægt.
Dobbelt nedstemningsjern Sn II/Sn dec. 40
I Snedkeren (dec. 1940 p 275) er omtalt og afbildet et hjemmelavet jern der anvendes til opmærkning og nedstemning af forvridere. Værktøjet består af et skaft, i den ene ende monteret med et par gamle savklinger der kan justeres i bredden med et par tynde messingplader der flyttes fra den ene side af knivene til den anden. Længden af knivene er fast da opfinderen er gået ud fra at stort set alle forvridere er lige lange. Ordet dobbelt nedstemningsjern er dog ikke nævnt her (men sikkert i Sn ii). Det kan vel bedst karakteriseres som et stykke fidusværktøj og fremmest anvendt af bygningssnedkere.
Dobbelt rigeløkse, se rigeløkse (i hovedafd.).
Dobbeltpung, se sømpose.
Dobbeltrasp, krum, se fransk billedhuggerrasp.
Dobbeltsmig jy./Hel A 90
Smigvinkel med dobbelt tunge, en kort og en lang, sat i hver ende af anslaget. Bådebygger Helge Askholm har fortalt at "vi gik altid rundt med den i tommestoklommen". Den korte tunge bruges når er ikke er plads til at bruge den lange. Kan vist ellers ikke henføres til noget bestemt fag.
Dobbeltspids, eller (tapet.)
Dobbeltspidsnål
fra ty.? dobbelspitz?
En op til 40 cm lang tapetserernål med spids i begge ender.
✝ Domkraft, Donkraft
fra nt. dumkraft, fra mnt. dume, tommel(finger); jvf. holl. domkracht, donkraft, dum person; jvf. tomme
Apparat der kan hæve genstande, der ellers vanskeligt eller umuligt lader sig løfte alene ved håndkraft. Donkraften kan vel nærmest karakteriseres som en form for mekanisk løftestang, der anvender tandsystem eller hydraulik.
Donkraft, dunkraft, dom- eller dumkraft, bruges ved opretning og afstivning. På byggepladser er især af tømrere - i det mindste indtil for få år siden - blevet anvendt én i form af en tung træblok med et indbygget tandhjulsdrev og tilhørende håndsving og spærreanordning. Tandstangen er for oven forsynet med et horn og forneden med en vinkelbøjet klo, der benyttes hvis ikke der er plads til hele donkraften.
Dorn
fra ty. dorn, torn, dyknagle
Bruges som synonym for dyknagle men ikke i alle fag inden for træsmede. Vistnok først og fremmest af dem der arbejder med jern, eller har et tæt samarbejde med jernsmede, exempelvis bødkere, hjulmænd (o.fl.?), samt åbenbart i huggehuset. Andre synonymer er stemp, torn, dørslag, brod. Jvf. Grundtvig (1981) er det falsterske dialektord koldbrod, "Kållbrått".
Doven dreng, se bænkknægt.
Drag T&B 1940/Visted-Stigum
Kaldes osse med, meddrag eller medekrog; sammenlign med nedenfor nævnte draghage. Et værktøj, der anvendes til optrækning af linjer på planker (til laftebygninger - bulhuse) der skal kanthugges - tilpasses hverandre, så huset bliver tæt - altså netop en form for stregmål, der i hvert fald har været anvendt af norske tømrere og husbyggere (hvadenten de var fagfolk eller ikke).
Jeg har aldrig set et sådant værktøj hos nogen dansk træsmed, men det er afbildet i Tømrer- og Bygningssnedkerarbejde (1940), hos Visted og Stigum (1971) og i NORM (endnu ikke publiceret).
I Universitets Oldsaksamling i Oslo er udstillet et sådant T-formet værktøj, bestående af et skaft af rundjern, tilsyneladende tilspidset mod enden (muligvis har det været skæftet, jeg har ikke haft lejlighed til at undersøge det nærmere). Det tværstillede hoved er kløftet i begge ender. Kløftene er af uens bredde. Forklaringen lyder lakonisk at det er et værktøj til brug ved tilhugning af planker til laftebygninger, og den engelske oversættelse er stregmål (gauge).
En skriftlig forespørgsel til Universitetet i Oslo og en til Riksantikvaren sammesteds resulterede i to enslydende forklaringer, fra hhv. Erik Schia og Arne Emil Christensen, begge med henvisning til ovennævnte Visted et al.
Erik Schia, Riksantikvarens Utgravningskontor, vedlagde desuden en skizze, en tegning af meddraget.
Det fremgår af desuden af Arne Emil Christensens brev, at kloen kan være spaltet på langs "for stilbarhet".
Ved tilpasning af plankerne (lafterne) lægges de over hinanden, og med'et trækkes (drages) langs den underste mens spidsen ridser i den øverste. Det samme gentages på den anden side hvorefter planken vendes og der hugges rent med øksen, idet der dannes et v-formet spor, der gør væggen tæt. Siden fyldes sporet med mos for at tætne yderligere.
Draghage (hjm?) 1259
Ordet er samlet op af Dialektforskningsinstituttet, i Brønderslev, men om det er anvendeligt uden for Vendsyssel er uvist. Ifølge forklaringen skulle det være en "ældre form for stregmål. Sammenlign ovenfor, drag. Der er tilsyneladende en sammenhæng mellem værktøj af de nævnte arter, men det har ikke været muligt at få nogen ordentlig forklaring ud fra de skriftlige kilder jeg har til min rådighed. I fald der er sammenhæng er det et tømrerværktøj.
Drejehage (drej.)
Krog- eller hageformet drejestål der anvendes til skålformede, hule emner, drejekrog, krogstål (ill.)
Drejejern (drej.)
i lighed med fx. stemmejern den almindelige, populære, betegnelse for et drejestål, her et ikke nærmere defineret skærende værktøj.
Muligvis er det uidentificerede uddrejejern blot et alm. drejejern. Det får indtil videre stå hen.
Drejeren arbejder med mange forskellige jern (stål), hvoraf jeg har følgende i denne bog:
Drejekniv (drej.?) ODS
Ifølge ODS det samme som drejestål, drejejern; det er dog spørgsmålet om fagfolk vil anvende udtrykket, eller om det er frembragt af en der ikke kender til håndværk.
Drejekrog (drej.) Miltersen 85
se krogstål.
Drejemejsel (drej.)
fladt drejestål, forsynet med dobbelt fas og skrå æg; anvendes til sletdrejning; jvf. drejerør.
I Drejer, træsmed, se Kap. Træsmede
II Drejer (bdk.) GdH, p.94
er vistnok hvad der osse kaldes en brætvinde, altså en stor vinde (se nærmere under sidstnævnte opslag), i modsætning til håndvinde, hånddrejer.
III Drejer, (vistnok) stort mærlespir, i brug blandt riggere og sejlmagere.
Drejerhage, se drejehage.
Drejerkniv, se drejekniv.
Drejermejsel, Drejerrør, Drejerskulp, Drejerskylp, Drejerskølp og Drejerstål, se alle dreje-.
Drejerør (drej.)
Hult, halvcylindrisk drejejern, beregnet til skrubdrejning, ofte blot benævnt rør eller skølp. Se dog nedenfor, drejeskulp m.fl.
Drejeskulp(e), Drejeskylp(e) og Drejeskølp, se drejerør.
Drejestål (drej.)
Betegnelse for de skarpe jern, drejeren anvender ved drejebænken.
Drejetøj eller med en længere formulering
Drejeværktøj
er det værktøj en drejer anvender i sit arbejde; sammenlign fx limetøj, slibetøj m.fl. Se i øvrigt den samlede oversigt i Kap. Træsmede.
Dreng
run. drengR, on. drengr, (ung) mand, tyk stok; grundbetydning, stok, stang og lignende; egl. blot en knos der står i tjeneste eller læreforhold, en karl eller tjener
I faglig sammenhæng bruges ordet i både egentlig betydning, læredreng, og i uegentligt, bænkdreng, doven dreng, samt om bænkhage (se Kap. Arbejdsbænke).
Se osse Kap. Traditioner (om læredrengen), og bænkknægt.
Dreng, doven, se bænkedreng.
Drillepind (mar.)
Af snedker Frits Seiergaard, Frederikshavn, har jeg modtaget en skriftlig meddelelse om at det er et af de ord bådebyggeren har for sit stiklod.
Drillskruetrækker, se patentskruetrækker.
Driltøj, se Kap. Bor og Boreværktøj
Drittelblok, se Kap. Arbejdsbænke
Drivbolt (mar.)
Jernbolt der bruges til inddrivning af nagler, bolte og lignende i skibssider.
Drivbånd (bdk.) ODS
hvis det er værktøj, hvad er det så?
Driveklods (hjm.)
Træklods med en udboring, der anvendes når fælgstykkerne skal bankes på egerne. Sammenlign bødkerens drivholt.
Driver (bdk.) DgB
Muligvis betegnelse for drivholt, slæger.
Drivholt (bdk.)
Træstykke, klods, der anvendes til at drive båndene fast om tønder, kar og lignende. Så vidt jeg er orienteret er det hvad der osse kaldes drivstok, drivtræ, eller slæger; se neg. 07 08 90. Se endv. drivjern, definition 2.
Drivjern
1. (mar.), se kalfatrejern.
2. (bdk.), slæger, drivholt?
Drivklods
1. Bødkerværktøj, vist det samme som drivholt, slæger, der anvendes til neddrivning af tøndebånd.
2. Hjulmandsværktøj, osse kaldet hjulklods.
Her er jeg på herrens mark.
Drivring (bdk.)
Omtalt i C. Th. Roms katalog (1899); det fremgår at de er "for bånddrivere", men jeg er ikke sikker på hvad det er. Der er dog den oplagte mulighed at ordet er synonymt med slæggering.
se dog neg. 07 08 90.
Drivstok (bdk.)
er i ODS forklaret som en art ambolt, men jeg tror ikke den forklaring holder. Snarere er det et drivholt, en slæger. Se osse drivklods, def. 1.
Drivtræ (bdk.)
se drivholt.
Drue, se Kap. Bor og Boreværktøj
Due, se gøg, Kap. Høvle
Duks, se dux, Kap. Hamre
Dumkraft og Dunkraft, se donkraft.
Dup og Duphul
Jvf. bænkdup, pigdup, ståldup m.fl., se Kap. Arbejdsbænke
Dux, se Kap. Hamre
Dybdemåler, se Kap. Mål og Måleværktøj
Dybdestiller eller Dybdestyr,
Mekanisme der regulerer dybden på
1. diverse høvle, se Kap. Høvle
2. bor, se Kap. Bor og Boreværktøj
Dybel-, se dyvel.
Dybt huljern (bsk.)
Et U-formet, måske nærmere halvcylindrisk, rørformet huljern, som nogen billedskærere kalder "højkæbet"; retteligen har jeg hørt ordet brugt af billedskærer Maria Hammerich.
Dykholder eller måske bedre: Dykkerholder
En udboret klods eller et metalrør forsynet med en pind af jern eller stål der netop udfylder udboringen. Dykkerholderen bruges på vanskeligt tilgængelige steder, hvor det ikke er muligt at holde dykkeren med en hånd. Dykkeren sættes i det udborede hul, værktøjet holdes imod emnet og man slår blot et enkelt slag på den løstsiddende pind med hammeren.
I grunden er det nok et stykke fidusværktøj, der mig bekendt ikke er i produktion, om end Stanley (1989) har et lignende stykke værktøj, som der kaldes "Self-Centering Nail Set".
Jeg har ikke set værktøjet, men fået det omtalt af tømrer Hans Foldby Sørensen. Formentlig kan den finde anvendelse blandt snedker og tømrer.
Dykkerpistol
Trykluftpistol til dykker, se sømpistol.
Dyknagel eller Dyknagle
2. led on. nagli, samme ord som negl
En kort stålstang med konisk afdrejet flad spids i størrelserne fra 1 til 3- 4 mm, der anvendes til neddykning af søm og dykker.
Kaldes vistnok osse af visse træsmede - blot uvist hvilke - for dorn eller ligefrem sømdorn. Se osse gennemslagsdyknagle. Findes i hvert fald i værktøjskassen eller - endnu bedre - i lommen hos enhver bygningssnedker og tømrer.
Dyl(e)-
Hævdvunden fordanskning af dyvel-.
Dylespidser, se Kap. Bor og Boreværktøj
Dyse
Mundstykke, hvorigennem flydende eller luftformige stoffer strømmer ud under tryk, fx. i fugespidsen på en fugepistol, eller i en sprøjtepistol.
Dyvel
fra ty. teufel, djævel, eller dübel, besl. m. dup
Dybel, dyle.
1. Tap, der inddrives halvt i hver af to stykker der skal samles.
2. Prop, rawlplug, eller lignende der inddrives eller indstøbes i murværk til fastholdelse af søm eller skruer. (Teknisk Leksikon I, 1943).
Man kan ikke henføre ordet under værktøj.
Dyveljern
Svær jern- eller stålplade, dyvelstål, forsynet med et antal koniske huller i forskellig størrelse, fx. 1/4", 3/8", 1/2", 5/8" osv, eller fra 7 - 22 mm (jvf. Århus Værkøjsmagasin, 1917).
Det dyveljern vi havde hvor jeg var i lære havde stjerneformede huller, der lavede riflede dyvler.
Dyvlerne fremstilles ved at pinde af passende tykkelse bankes igennem et af hullerne. Jeg husker ikke at have set jernet i brug, men min gamle læremester, J. Cornelius Hansen, havde bragt det med fra sit første værksted i Dømmestrup. Tidligere brugt af alle træsmede der gør/gjorde brug af dyvler.
Dyvelspidser, se Kap. Bor og Boreværktøj
Dyvelstyr HbS
Vist en dyvelborelære, se Kap. Bor og Boreværktøj
Dyvelstål, se dyveljern.
Dæksel, se tengsel, Kap. Økser (jy)
Dækskraber, se skibsskraber, Kap. Høvle
Dæktang
Blikkenslagerværktøj. Dæktangen er større end en falstang; kæberne affasede, bredde 80-160 mm.
Dælling, se Kap. Arbejdsbænke
Død murer
2. ord fra lat. murus, on. murr| ordet er kommet ind i dansk med stenbygningsteknikken i den meget tidlige middelalder.
En død murer har ikke nødvendigvis noget med et menneske, endsige en håndværker at gøre, - lige bortset fra at især tømrere vist altid har haft et mere eller mindre alvorligt ment fjendtligt forhold til andre byggehåndværkere, der jo er kommet for at tage deres arbejde fra dem.
Træ har været brugt som byggemateriale siden de allerældste tider, og man kan godt forstå tømmermandens jalousi, når han ser andre blande sig i hans hævdvundne ret til at rejse huse, især i en tid, hvor næsten udelukkende sommerhuse opføres af træ. Stenbygningsteknikken kom for alvor i gang med de store kirkebyggerier i årene 1050 - 1300.
Udtrykket anvendes undertiden drilagtigt om andre - måske lidt sløve - håndværkere, men osse om et stykke "værktøj" til støtte for fx. loftsplader: en lægte med et påsømmet bræt i enden, der kan holde pladerne på plads inden de fastgøres endeligt med søm eller skruer, osse kaldet en ko. Således er ordet i brug blandt byggehåndværkere.
Døkke ?? (bdk.) jy.
se krøs, (skematisk.) Kap. Høvle
Dølle
fra nt. dölle, dille; jvf. ty. tülle m.fl., rør
1. Rørformet omslutning af et skaft, skaftrør; modsat angel. Skafthullet på økse og hammer m.fl.; se endv. hækstemmejern. Ordet knytter sig ikke til bestemte fag eller grupper.
2. Dialektforskningsinstituttet har et notat (Bom) fra Sjælland, hvor krykkerne på en stødsav benævnes dølle, se armsav Kap. Save
Dørhæver, Dørløfter
Vægtstang, der anvendes til at løfte døre af hængsler med. Den jeg er fortrolig med og som jeg kender fra mit arbejde som bygningssnedker består af en cirkulær fod der hviler på gulvet, forbundet med en ligearmet vægtstang med en vinkelformet hage i den ene ende og en pedal i den anden. Dørhæver bruges på den måde, at hagen skubbes ind under døren tæt ved hængselsiden, hvorefter man træder på pedalen. Herved løftes døren af hængslerne. Den kan osse anvendes når (tunge) døre skal hænges på. Nogle kalder den en Dørløfter.
Dørslag (bdk.) jy.
fra nt. dörslag; mnt. dorch-, ty. durchschlag
1. led fra nt. dör, igennem; jvf. durk
Dorn til at slå huller med, brodd.
Dørtvinge
Er ikke et entydigt begreb, men betegnelse for flere stykker værktøj, fx. længere skruetvinge, skrueknægt olgn., der kan spænde over en dør. Spændvidden 90-160 cm.
Almindeligvis består dørtvingen dog af en træ- eller profiljernsskinne, et fast spændestykke med spindel, trykplade og spændestok eller håndsving, samt stilbart spændestykke. Er dørtvingen fritstående er den monteret på bukke. Ses på tømrer- og bygningssnedkerværksteder.
Dåselibelle
1. lille dåseformet libelle på nivellerinstrument.
2. lille dåseformet vaterpas, lommevaterpas, dåsevaterpas, til at have i lommen.
Dåsevaterpas, se dåselibelle ovenfor.
E
Échoppe (bsk., xyl.) OWG 89
fr. gravstik
se gravørnål.
Egeholder, se egespænde.
Egeknægt og Egekrog, se hestehovedpasser.
Egemål, se fireknægt.
Egepasser
husk. def. muligvis fireknægt.
Egeprøve, og Egermål, se fireknægt.
Ege(r)spænde(r) Kragel 52
Efter beskrivelsen hos Kragelund og hos Raae en form for trætang fremstillet af et par gamle eger holdt sammen med et stykke læder, og som bruges til at klemme egerne sammen med når fælgtræet skal sættes på. I begge tilfælde fremstår beskrivelsen som et spørgsmål; forfatterne er altså ikke sikre på om værktøjet eksisterer under det navn. Under et besøg hos karetmager H. P. Due viste han os en jerntang med rundede "knibtangsformede" kæber, som hans far havde fået lavet og brugte til at spænde eger sammen med i fald de stod for at flække under isætningen. Dette værktøj kalder Due for egeholder, eller egespænder.
Egerstok
husk def.
Egerviser, se egeviser.
Egestok, se egerstok.
Egeviser (hjm.) Raae/Kragel 52
Indretning til at sætte på en radstok når hjulet samles. Så vidt jeg ved er det en opretstående pind med en flytbar tværpind på, der sørger for at egerne får samme styrt (d.v.s. vinkel i forhold til akselen); vistnok det samme som målepind, kæfert, stillepind eller troknægt.
Se endvidere under radstok, i Kap. Arbejdsbænke.
El-
Forkortelse af elektricitet, af nylat. elektricus, dannet af den engelske fysiker William Gilbert (død 1603), af gr. elektron, rav (der bliver elektrisk ladet når det gnides med en tør klud, et skind eller lignende)
Elektrikermejsel
Slank mejsel, der anvendes til udhugning af fuger, til hugning af huller i murværk olgn. Almindelig osse blandt træsmede.
Elektrisk hammer, se Kap. Hamre
Elevator
fra eng. elevator; afledt af lat. elevare, løfte op; besl. m. elev
Vist kun brugt i forbindelse med pladeelevator, se pladelift.
Elevbænk, se sløjdbænk, Kap. Arbejdsbænke
Ellipsepasser
1. led fra lat. ellipsis, gr. élleipsis, udeladelse, mangel; egl. en "mangelfuld cirkel"
Ellipsograf, ovaltegner.
Ellipsepasseren består af to vinkelrette lister forsynet med riller, hvori to "passerben", fastgjort til en tredje liste, forsynet med en skrivestift, kan glide, se ill.
Det ene passerben indstilles efter r (lille radius), det andet efter R (store radius).
Skrivestiften vil beskrive en ellipse efterhånden som den bevægelige liste passerer alle punkter mellem r og R.
Sammenlign trebenet passer. Formentlig kendt under en eller anden form i så godt som alle håndværksfag.
Ellipsograf
Dette ord er en nydannelse (neologisme), som jeg vil foretrække frem for ordet ovaltegner, som jeg traf på under min eftersøgning af værktøj og udtryk i Den gamle By i Århus. Ovaltegneren synes om muligt endnu mere hjemmegjort end mit forslag; men skulle det vise sig at Den gamle By har fået ordet fra en håndværker, da bøjer jeg mig gerne for van Dyke. Et andet synonym er i øvrigt ellipsepasser.
El-skruetrækker
Skruetrækker med el-motor, skruemaskine.
El-stemmemaskine
Der kan være tale om en transportabel kædestemmer. Fortrinsvis i brug blandt tømrere og bygningssnedkere.
Elufræser®
Handelsnavn for en fræser forsynet med en cirkulær klinge, især velegnet til fræsning af false og noter. Klingebredden er ca 3 mm, men v.h.a. et land kan not- (eller fals)bredden reguleres. I brug blandt bygningshåndværkere, gerne "ude i byen".
Emballagekoben, se koben. TL 43
Endebidetang
I reglen en kraftig bidetang, hvis kæber sidder som på en knibtang, i modsætning til sidebidetang eller skævbider. De sammenknebne kæber danner dog gerne en plan flade, i modsætning til knibtangens let rundede. Sammenlign moniertang. Findes undertiden blandt træsmede.
Engelsk nøgle, Engelsk skiftenøgle, eller Engelsk skruenøgle
Skiftenøgle (se det; her er der en oversigt over samtlige "nøgler") af engelsk type, hvor kæberne sidder vinkelret på skaftet, og som indstilles med en skrue i håndtaget.
Typen er ikke længere almindelig her i landet, men omtales i gamle værktøjskataloger (bl.a. C. Th. Roms fra før 1900 og set vistnok i Smith's Key). Jeg har set dem anvendt, men det er mange år siden, og de er forlængst afløst af den langt mere fleksible svensknøgle. Allerede i Teknisk Leksikon I (1942) siges at den engelske er næsten fortrængt af svensknøglen.
I Sydeuropa er den imidlertid stadig i udbredt anvendelse. Der har jeg til gengæld ikke truffet den svenske. Som et kuriosum kan nævnes at skruenøgle på spansk hedder llava inglesia, altså netop engelsk nøgle, der fint modsvarer vort brug af ordet svensknøgle.
Entreprenørbør
Trillebør, hjulbar, (-bør), hvor hjulet sidder trukket tilbage, ind under ladet. Ses lejlighedsvis på tømrerværksteder olgn.
Etau (bsk.)
fr., flertal etaux, skruestik
se skruestik.
Expansiv, se ekspansiv.