Høvlen er et så elementært værktøj for træsmeden, at man kunne få den tanke, at det er en opfindelse der må være gjort meget tidligt. Det er imidlertid ikke tilfældet. Set i historisk perspektiv hører høvlen til blandt værktøjets benjaminer - den ældst kendte er således ikke mere end henved 2000 år gammel, fundet i Pompei. Men til gengæld er der i princippet ikke sket forandringer med den siden; den er blevet specialiseret, der er udviklet nye former, fastgøringen af klappen er ændret, vi har fået høvle helt af jern i den mellemliggende tid, men en høvl fra romersk oldtid ligner til skuffelse en nutidig.

Det mest betydningsfulde der er sket med den klappen, eller bakken, der er kommet til inden for de sidste få hundredår. Jernhøvlen kan man ikke regne med i denne forbindelse, den har alligevel rødder i den klassiske oldtid.

Hvem der her opfundet høvlen og hvornår det er sket er temmelig usikkert. Greber (1956) har påvist høvlspåner i ægyptiske kister fra 2. halvdel af 4. årh. f. Kr. (p 67), stammende fra den græske kolonisation af Nordafrika. Hvordan disse høvlspåner er fremkommet er dog et spørgsmål, idet jeg fra ægyptologen Elin Rand Nielsen, Nationalmuseet i København har fået mundtlig oplysning om at hugspåner fra en skarøkse undertiden kan tage form af høvlspåner, og ægypterne kendte og brugte skarøkse. Dertil kommer at høvlen forudsætter brug af jern, og det kendte ægypterne ikke til før romerne kom med det langt senere.

Hvor vigtigt et stykke værktøj høvlen er ses af den omhu mange af dem er udført med; der er blevet kælet for dem, de er blevet ornamenteret med karvskæringer, har fået volutter hist og her, hornet er undertiden rene kunstværker og bærer præg af megen opfindsomhed - ikke mindst i perioden ca 1600 - 1800.

Noget andet er det overvældende antal navne der knytter sig til den, flere end der er udformninger. Hver landsdel og hvert fag har sine særlige navne der ofte er meget talende: tyr, svinehans, Kristoffer osv.

Der er således alene i denne specialartikel mere end 300 opslag, det største antal overhovedet i nogen af specialartiklerne.

Betegnelser for diverse høvle på forskellige sprog er et studium for sig. Nedenfor, side 388, er gengivet en række gloser for høvle på nogle europæiske sprog.

Det fremgår her at bl.a. engelsk og tysk har flere betegnelser for især de lange høvle, som hos os almindeligvis blot kaldes rubank eller langhøvl. De russiske betegnelser bærer umiskendeligt præg af tysk, og Goodman (op. cit.) nævner i den anledning at "de havde ingen ord at hæfte på dem og så sig derfor nødsaget til at bruge dem deres tyske læremestre brugte." Vi er vel ikke meget bedre stillet her i landet. Det gælder for høvlen for så meget andet værktøj: vi har importeret et fremmed ord og tilpasset det vort eget sprog. Det er der intet odiøst i, sådan har dansk altid haft det.

I første linje af skemaet er angivet hvilke sprog jeg har draget sammenligninger med. Længdeangivelserne er omtrentlige og skal kun tages som en vejledning.

Linje to nævner det almindelige ord for "høvl". Yderst til venstre den omtrentlige længde i cm.⁰,

Flere forfattere mener det var grækerne der udviklede høvlen (Norman, 1954, Greber, 1956, og Goodman, 1964). Hvornår det er sket vides ikke, men det står imidlertid fast at allerede for henved 2000 år siden stod den fuldt udviklet som vi kender den i dag med et træhus (høvlstok), et jern placeret i den forreste tredjedel af stokken fastgjort med en kile (spændt op mod en tværpind i spånhullet).

Man har ligeledes fundet romerske høvle med bronzehus, fra denne tid mens de tidligste jernhøvle, som jeg har kendskab til er tyske, men har muligvis aldrig været i brug som værktøj. Indtil 1945 blev på museet i Dresden opbevaret 2 af slagsen, i forne tider tilhørende kurfyrst August af Sachsen, mens en inventarfortegnelse fra 1587 nævner "fünf eiserne Ziehhufel" altså trækhøvle.

Kurfyrst August var en ivrig samler af alskens værktøj, og efter fortegnelsen efter hans død (i 1586) at dømme skulle den oprindeligt have indeholdt 8700 stykker - heraf 301 høvle. Efter 1945 overførtes de tilbageblevne 1280 til Sovjet, og det er uvist hvad det siden er sket med samlingen (Greber, 1956) - muligvis gemmer den sig på et eller andet sovjetisk museum. Huset på denne jernhøvl er smukt ornamenteret med ætsninger af blomsterranker og jagtscener. Der er ingen kile. I stedet holder en fløjmøtrik det ligeledes ornamenterede jern på plads ⁰.

Jernhøvle har dog aldrig har været i almindeligt brug før slutningen af 1800-tallet.

I Nederlandene er der fundet høvle fra 7-800-tallet, lavet af ben eller horn; små høvle, ikke længere end 11 - 17 cm lange, men dog større end senere tiders fingerhøvle.

Greber (1956) mener ud fra fund af især ægyptiske (skar)økser at kunne henføre høvlens oprindelse til græske kolonister her. Han har på det grundlag fremstillet et eksemplar, der på det nærmeste er at sammenligne med en moderne næsehøvl, men som trækkes mod brugeren. (Afbildet hos Goodman fig. 36).

Lignende trækhøvle bruges i dag i Japan og Kina, men nok så spændende er det at der i det østlige Arktisk Canada, på den lille ø Skræling Island (ved Bache halvøen på Ellesmere Island), der ligger på højde med Thule, er fundet nordbogenstande, herunder en mærkværdigt formet høvl (Schledermann, (1982).

Visse kilder angiver at den græske sagnhelt Dædalus (egl. "kunstner", men vel lige så meget "håndværker", opfinder og arkitekt), skulle være ophavsmand til høvlen, men der er til dato ikke fundet græske høvle af den alder. Grækerne havde dog et navn, rhykané, der åbenbart betyder "høvl", men der er endnu ingen kommet til veje ad arkæologisk vej. Goodman skriver (p. 42) bl.a.:

"Det faktum, at ingen høvle er blevet fundet i Grækenland, behøver ikke nødvendigvis betyde, at legenderne om Daidalus er usande; overhovedet er meget lidt værktøj blevet fundet der.... Det eneste sikre er, at allerede i 1. årh. efter vor tidsregning, havde romerske snedkere (joiners and cabinet-makers) en række hensigtsmæssige høvle i brug....."

Ret tidligt er der litterært belæg for høvlens anvendelse, idet allerede Plinius d. Ældre (død A. D. 79) indirekte omtaler høvlen som almindeligt anvendt værktøj (op. cit.). Ikke så underligt at netop de ældste høvle er fundet i Pompei der sammen med Herculaneum, blev begravet under askeregnen fra Vesuvs udbrud og som osse tog livet af førnævnte forfatter.

Høvle med forstærkning var kendt, idet en del bestod af et træhus belagt med et U-formet jern. Der to ældste kendte høvle - fundet 1850 - må vel nærmest betegnes som en form for pudshøvle, idet længden er den samme som bruges i dag: 21 cm. Jernenes bredde er hhv. 35 og 40 mm, og skærevinklen 50°, hvilket ligeledes ligger meget tæt på vore dages standardmål.

Ud over pudshøvle, er der gennem årene fundet både rubanke og kelhøvle, alle med en skærevinkel mellem 50 og 66° med hovedvægten liggende på 50-53° ⁰.

Det varede ikke længe inden de første høvle dukkede op i Danmark. Vi er så heldige at have flere eksemplarer fra det historikerne kalder yngre romersk jernalder, perioden 200-400 e. Kr. f.

To af dem er rundstavhøvle, beregnet til hhv. spyd- og pileskafter, efter fundomstændighederne at dømme. - De lå blandt andet gods i en offermose (Vimose) på Fyn, kastet ud, formentlig efter en vellykket sejr over en ukendt fjendtlig hær - der måske blot har bestået af andre fynboer, jyder eller sjællændere - som tak til nogle for os ukendte guder. (Litteratur: bl.a. Brøndsted, bd III (1966)). At det er høvle er der ingen tvivl om, men skulle den opstå, da har brugeren sikret sig og skrevet på den ene at det er en talio, i øvrigt det eneste ord der er genkendeligt i den forbindelse. Et brudstykke af en lignende høvl, osse med en runeindskrift, er fundet i Illerup Ådal ved Skanderborg, ligeledes offerfund efter krigshandlinger. Den udmærker sig osse ved at have været vendbar; jernet kan kiles fast i to retninger. Længden har været knap 40 cm. Ilkjær og Lønstrup i Kuml 1981.

Der hersker mig bekendt nogen usikkerhed om hvorvidt disse høvle er af dansk oprindelse, da det netop ikke er bevist hvorfra den fremmede hær er kommet; vi er i en meget urolig tid, en tid hvor landet er midt i sin fødsel, og hvor netop danerne trænger ind østfra, fra det nuværende Sverige, fortrænger eller overvinder de hidtidige indbyggere og så at sige begynder at gøre Danmark til det det er i dag. Danmark var på denne tid ikke noget samlet kongerige, men er blevet regeret af en række høvdinge, stormænd eller hvad de kaldte sig, der havde større eller mindre landområder under sig. Der findes fra denne periode en del centre, hvor man må formode at magt og indflydelse var samlet. Et sådant lå i Gudme mellem Nyborg og Svendborg, milevidt fra Vimose; men det udelukker ikke nogen forbindelse mellem de to steder. Omkr. 1990 er der i dette område, Ved Lundeborg, fundet træsmedeværktøj, herunder (vistnok) osse høvljern (se videre her). Fundet er dog så nyt at jeg endnu ikke kan sige noget afgørende om det. Der er foregået mange håndværksmæssige aktiviteter på lundeborgpladsen, herunder bygning af større både.

Spørgsmålet om hvad der er dansk og hvad ikke kan måske derfor virke absurd i denne forbindelse. Ad sproglig vej kan det heller ikke for tiden lade sig gøre at løse gåden, da der ikke findes detaljerede undersøgelser af de urnordiske dialekter.

Netop i denne periode af jernalderen er vi under kraftig influens fra Romerriget, der har sine nordlige grænser nogle få hundrede kilometer nede i Tyskland.

Indflydelsen ses især af de mange importgenstande, mens den immaterielle (kulturelle) påvirkning straks er sværere at spore. Det lyder vist ikke helt usandsynligt at vi har fået høvlen importeret, måske ikke helt fra Rom, men så fra en af de nordlige provinser et stykke nede i Tyskland.

Brug af høvl er endvidere påvist i vikingetidens skibe (Olsen et al. 1969, p 130), ikke kun de danske; det berømte Osebergskib og andre norske både fra den tid er ornamenteret med profilerede bord (Norman, 1954) men i de fleste tilfælde venter vi endnu på at få deres værktøj at se. Dog nævner Norman (op. cit.) en såkaldt båtastrek, der er en form for kradser og som er fremdraget i et vikingetidsfund. Nyere undersøgelser peger dog på at høvle ikke var helt ukendte, men der er store problemer, da så lidt af materialet er ordentligt undersøgt (jvf. div. meddelelser bl.a. fra Arne Emil Christensen, Oslo Universitet).

Ellers skal vi helt ned mod renæssancen før høvle for alvor vinder indpas. Det er først nu, der er behov for finere snedkerarbejde⁰. Det foranlediger til gengæld slagsmål mellem snedkere og tømrere om retten til at anvende værktøjet.

Det er således osse omkring denne tid (ca 1500) at man får de første billeder af høvle med kilen fæstet i en kilegang, og ikke som før, med en tværpind.

Træhøvlens horn - i den form vi kender det i dag - blev ligeledes udviklet for omkr. 500 år siden, og er med få ændringer blevet brugt i det kontinentale Europa, mens angelsakserne glemte det, angiveligt fordi de kun skubber høvle, og aldrig trækker den mod sig. De har glemt trækhøvlen, eller glemt at en høvl osse kan trækkes mod brugeren.

Den største forbedring af håndhøvlen er klappen, spånbryderen, som der er belæg for siden 1787. Opfindelsen er formentlig gjort i England. Klappen bevirker at spånen brækker tidligere, hvorfor der ikke er så stor fare for at rive for meget af emnet op. Før klappen kom til klarede man sig ved at gøre spunsen smallere eller stejlere, eller ved at ændre jernets hældningsvinkel mod den rette vinkel.

Udviklingen af jernhøvlen, der ikke er lige så epokegørende som klappen, tog for alvor fart efter 1827, da amerikaneren (?) H. Knowles patenterede en høvl med støbt (jern)stok, tilsyneladende en forbedring af de ældste romerske høvle med den U-formede forstærkning. Dette første eksemplar er en form for rubank, med det karakteristiske pæreformede (omvendt dråbeformet) horn, og lukket opretstående greb til højrehånden. Vangerne er trekantede, med toppunkt lige foran jernet, som er fastholdt af en traditionel kile, fastgjort i kilespor.

Der skulle gå endnu et par snese år før man fandt ud af at fæstne jernet til høvlen på "moderne" vis med en skrue og klap med excentrik, lige som den sideværts justering uden brug af hammer først blev endeligt løst omkr. 1888.

Foregangsmanden inden for den moderne jernhøvl var Leonard Bailey, der i årene fra 1858 og de følgende 30 år patenterede flere opfindelser, der sluttelig resulterede i den Stanley®høvl vi kender i dag, og som altid bærer hans navn; se selv efter, det står på enhver Stanleyhøvl rundt omkring snuden. Ret hurtigt opgav Bailey sin egen virksomhed og blev chef for Stanleys høvlafdeling. Bl.a. udviklede han det tynde, ensartet tykke høvljern, der er brugt først og fremmest i jernhøvlen.⁰

Resten af høvlens udviklingshistorie er blot variationer over det tema der så dagens lys for mere end 2000 år siden. Der er endnu sandhed i det gamle ord om at "der er intet nyt under solen"!

I øvrigt henvises til Goodman (1964), Greber (1956) og til Salaman (1989), se evt. i litteraturlisten under Stanley.

Et særligt problem er bugthøvlen. Den er tilsyneladende udviklet af skaven eller sk(j)øven, der er en forbedret eller mere specialiseret udgave af båndkniven. Salaman har ikke set ældre billeder af den end det der er gengivet i Smith's Key fra 1816, mens jeg tilfældigvis har set den afbildet hos Steel (1794). Visse jerngenstande fra vikingetid kan muligvis med lidt god vilje tolkes som bugthøvle; desværre er intet træ bevaret i forbindelse med disse jern. (Arwidsson et al. (1983), Juel (1985)). Der er gjort enkelte rekonstruktionsforsøg - bl.a. ved bygningen af vikingeskibskopien Roar Ege i Roskilde (jvf. Juel, 1985).

3. populær betegnelse for enhver jernhøvl, hvadenten det er en blokhøvl, pudshøvl ("Stanleyhøvl®"), eller anden form for høvl. Rimeligvis er det ikke videre brugt i dag, men i min barndom i fyrrerne og halvtredserne var det endnu almindeligt at "lefle" for det USAnske. Vi havde en lille stødhøvl af jern som aldrig blev kaldt andet end "den amerikanske", og kigger man i gamle værktøjskataloger skal man ikke vente at finde fabriksnavne, men ofte adjektivet "amerikansk".

Jeg har noteret mig ordet ved Dialektforskningsinstituttet, der har det fra Herning og betegner karetmagerens udvendige fælghøvl.

Det er ikke lykkedes mig at finde ud af om der er en tilsvarende "forhøvl".

er ikke noget træsmede anvender, derimod er det et bogbinderværktøj, en snithøvl, eller skærehøvl.

1 led. i betrækhøvl til betrække, at afglatte ydersiderne af staverne i et kar ell. lign.

Bødkerhøvl, betrækhøvl (vistnok det mest anvendte udtryk), betrækkehøvl; en særlig form for bugthøvl med op til 50 cm lange håndtag og et henved 10 cm bredt jern, der bruges af bødkere til afpudsning af kars, tønders og baljers yderside under samlingen af sådanne efter at være blevet rejst. Derfor de lange greb. Subsidiært anvendes ziehklinge.

1. Vist i grunden det samme som stødhøvl. Århus Værktøjsmagasin gengiver i kataloget fra 1918 en med "2 skråtstillede dobb. jern" (p.24); Teknisk Leksikon (1943) nævner en dobbelt bestødhøvl, der bruges meget i forbindelse med stødlad. Høvlen er af rubanklængde og forsynet med et eller to håndtag midt på den ene vange, da den anvendes i liggende stilling.

Med indførelse af andre arbejdsmetoder, geringsmaskiner og -sakse har denne høvl mistet sin betydning.

2. Egl. en blokhøvl. Afbildet bl.a. steder i Århus Værktøjsmagasin (1918 p.15); en 350 mm lang Stanley-jernhøvl med meget lille hældningsvinkel, 51 mm jern, mens Teknisk Leksikon bd I (1943) angiver at den er med "meget skråtliggende, enkelt jern". Hældningsvinklen er så lille - omkr. 20° - at fasen må vende opad som på de små blokhøvle. Høvlen bruges til stødhøvling, undertiden sammen med stødklods.

3. Den gamle By i Århus benævner en udvendig fælghøvl ved det navn.

1. led muligvis samme ord som (subst.) biks, noget der ikke duer, juks, evt. om håndværkssvendes private (tilfældige) arbejde - ofte udført med primitive redskaber olgn. eller verb. bikse, om dårligt, sjusket, sammenflikket arbejde

Høvl, fremstillet med bestemt formål eller til specielt brug af en træsmed. Eksempelvis gelænderhøvl, røvbaldehøvl eller lignende.

1. Høvl til at lave not i bjælker med, to- til firemandsbetjent okshøvl, fughøvl. Sammenlign dog svinehans.

2. Transportabel el-høvl, håndafretter, ca 25 cm bred, som anvendes til bjælker eller til afhøvling af gulve (i så fald forsynes den med et ekstra langt håndtag). Vægten er henved 25 kg.

Lille enhåndshøvl, oftest med jernhus (Langeskov Værktøjsfabrik har dog en model i træ, l 11 cm, jern 30 mm), i nogen sammenhænge kaldt amerikansk høvl, med enkelt jern og lille snitvinkel, helt ned til 20°. Anvendes oftest til stød, se stødhøvl, studshøvl eller bestødhøvl. Er desuden særdeles velegnet til brækning af kanter, lister og lignende småarbejder.

Primitivt flintredskab, brugt at sten- og bronzealderens træsmede til at glatte ben eller træ med. Alternativt kaldes den høvlskraber, - naturligvis navne som nutidens arkæologer har navngivet værktøjet. Hvad den tids håndværkere brugte af ord vides desværre ikke.

Th. Topp fra Teknologisk Institut har afprøvet den med held og omtaler dens egenskaber rosende (1939), og lægger vægt på at allerede stenalderens mennesker har fundet den rigtige anlægsvinkel 45-60°. Sært nok nåede de gamle ægyptere ikke at få kendskab til netop denne form, sandsynligvis fordi de ikke kendte flinten, i stedet glattede de træet ved slibning. Blokskraberen kan bedst sammenlignes med en nutidig næsehøvl, se simshøvl.

En høvl som orgelbyggere anvender bl.a. når de skal stemme piber og derfor har behov for at høvle i metal. Sammenlign messinghøvl.

Angiveligt høvl der bruges til at afrunde "trætolde til en borebøsse". En borebøsse er så vidt jeg er orienteret en art proppistol, der skyder en kork- eller træprop ud ved hjælp af lufttryk eller fjederpåvirkning, men det er aldrig helt gået op for mig hvordan høvlen ser ud, dog forekommer det mig at den mest af alt må ligne en art blyantspidser.

Ud fra H. P. Dues beskrivelse (det er ham der er kommet med udtrykket, og han havde undertiden svært ved at præcisere rent sprogligt, og tegne kunne han slet ikke) tror jeg det må være noget i retning af Salamans fig. 524b, eller 525a. En anden mulighed findes i den i Den gamle By i Århus opbevarede rundstokhøvl, eller violinbyggerens skrueafdrejer.

Land på fx. fals- eller nothøvl, der bevirker at høvlen arbejder i (indtil) en vis bredde fra kanten.

Høvl med bredt jern, formentligt i modsætning til bl.a. simshøvl. Det er uklart hvilke høvle der har været kaldt bredhøvle; om det fx har omfattet skrubhøvl, rubank eller lign. og om bl.a. bødkerens stryghøvl har været indbefattet.

Ordet er et af dem H. P. Due har nævnt for mig. Det er en udvendig fælghøvl; Dues exemplar har træhus og messingsål. Sammenlign nedennævnte bughøvl; se endv. skibshøvl.

eller knophøvl er to ord Dialektforskningsinstituttet har hentet i Herning. Det betegner en indvendig fælghøvl.

1. Stolemagerhøvl; på bådeværftet i Fåborg har i hvert fald tidligere været anvendt udtrykket stullehøvl (meddelt af bådebygger Johs. Pedersen, der var i lære der i 1925). Ordet var bragt til Fyn af en skibstømrer fra Åbenrå, så det kan have tyske rødder. Det er ikke lykkedes mig af opklare hvorvidt ordet "stulle" er afledt af "stol".

Det mest karakteristiske ved bugthøvlen er den meget korte sål og de to håndtag til at styre den med. Den er almindelig på så at sige alle værksteder og i huggehuse. Bugthøvlen er undertiden dobbelt (kombineret), så der til den ene side er et konkavt jern, til den anden et ret. Bl.a. afbildet hos Salaman (spokeshave) og i Århus Værktøjsmagasin (1917). Sålen kan være ret eller krummet. Den krumme kan følgelig bedre arbejde i små rundinger.

Karetmagerens betrækhøvl, er en form for bugthøvl med meget lange håndtag og et temmelig bredt jern.

Hvor længe bugthøvlen har været på markedet er usikkert. De ældste billeder af en sådan er jvf. Salaman fra Smith's Key (1816) men der findes langt ældre værktøj med samme navn - spokeshave - (helt tilbage til 1454). Imidlertid har jeg hos David Steel fundet en lidt ældre gengivelse fra 1794. Det er nærmest af kuriøse årsager jeg nævner det; 20 år er ikke noget at regne i denne sammenhæng. Det er derimod den hos Henrik Juel (1985) nævnte skavl/skøvl, der er fremstillet ud fra fund fra vikingetid.

Et af forlæggene for rekonstruktionen er et stykke værktøj fra Mästermyr (Arwidsson og Berg, 1983, fig. 54). Værktøjet har i høj grad lighed med bødkerens skave, der endnu er i brug.

Spørgsmålet er dog om rekonstruktionen er blot tilnærmelsesvis korrekt, da det eneste der er fundet er jernet, ikke spor af holder (hus) af nogen art. Sammenlign i øvrigt Norman 1954.

Oprindeligt var bugthøvlen helt af træ, men fra midten af 1800-tallet begynder den at optræde i jern. Det er Leonard Bailey der udtog patent på den i 1858, 10 år før han udviklede jernpudshøvlen.

Gennem tiden har forskellige former været fremme, bl.a. den kartoffel-skrælleknivs-lignende enhåndsbugthøvl, med kun ét håndtag, der har kunnet bruges på ellers utilgængelige steder, en dobbelt bugthøvl, med et lige og et konkavt jern, samt en kantbugthøvl, forsynet med et par "vinger", vinklede land, der kan anvendes til affasning af kanter. Derudover kaldes skibsskraberen (dækskraber), kasseskraberen og undertiden skibshøvlen for bugthøvl.

Engelske bugthøvle der bl.a. nævnes hos Rom (1884) har træhus, og jernet er oftest fæstnet med et par vinkelbøjede spidser, omtrent som båndknivens håndtag.

Det er vel ikke utænkeligt at bugthøvlen netop er udviklet af båndkniven. Der findes nemlig mellemformer, se karetmagerens skave.

Defineres i ODS som en "Høvl, som staaer paa fire Fødder" (citeret efter Reinholds militærtekniske ordbog fra 1838), men oplysningerne er ikke meget givende. Det er så spørgsmålet om det ikke er et synonym for břdkerens stryghřvl, der i visse tilfælde kan være monteret netop sådan.

En (formentlig forældet eller) lidet brugt betegnelse for bødkerens stryghøvl.

Høvl til at glatte tøndebånd med. Kurvemagerhøvl? I Så fald en skinnehøvl.

Ifølge Norman (1954) er det en primitiv kradser, der er blevet anvendt til bl.a. profilering af skibsbord helt tilbage fra vikingetid.

Der findes 2 exemplarer i Den gamle By i Århus, som benævnes cirkelhøvl. Begge er forsynet med metalforstærkning, og en styrespids i sålen. De ser ud til at være hjemmefremstillede. Begge eksemplarer synes at være tilgået museet i 1920 fra en århusiansk snedker.

Museet oplyser at de har været brugt til "nedlægning af årer og medaljons i runde borde". (Katalogkort i Den gamle By).

1. aflang høvl med 2 modsat vendende skråtstillede jern og to styreknopper, en i hver ende.

2. værktøj, monteret på en stang, i den ene ende to forskær, i modsatte en finérhøvl med metalsål. Forskær og finérhøvl kan fikseres i forskellig afstand fra den centrerede styrepind.

Høvljern forsynet med klap. Om klappen og dens historie, se nedenfor.

Mekanisme på not- og falshøvl m.fl., hvormed jernets dybgang kan reguleres.

Så vidt jeg forstår af de oplysninger der ligger i Dialektforskningsinstituttet er det en form for land på en krøs. Det er forklaret som en "træklods, i krøsbrættet hvori tand og løber sidder.

Due, eller gøg. Ganske kort høvl, ofte formet som en fugl (deraf due og gøg), forsynet med metalforstærkning i sålen for at det hårde egetræ ikke skal slide den. Egehøvlen anvendes til finpudsning af egerne efter båndkniv.

Egehøvle er værktøj der inspirerer fantasien og giver frie udfoldelsesmuligheder, især med hensyn til udformning af håndtagene. Således findes i Den gamle By i Århus et exemplar i pæretræ, hvor venstre håndgreb (svarende til korthøvlens horn) er formet som et hestehoved.

Håndafretter, enhåndshøvl; mindre el-drevet høvl med rundt kutterhoved, der anvendes i utallige tilfælde, hvor man førhen ville have brugt en rubank eller anden form for grov høvl. Se endvidere bjælkehøvl, ovenfor og Håndafretter, nedenfor.

Høvl med enkelt jern, uden klap, modsat dobbelthøvl. Det enkelte høvljern var det eneste der fandtes lige indtil slutningen af 1700-årene. Se i øvrigt klap.

En form for simshøvl, men forsynet med forskær og land, samt evt. dybdestyr. Anvendes til fremstilling af false.

Nævnt i Snedkerarbejde i Praksis (1944, p 644), beregnet til afpudsning af false i dørkarme olgn. Det kan sikkert dreje sig om en falsrubank.

Rubank, falspudshøvl? hvis sål er forsynet med en fals, der gør den velegnet til afpudsning af false. Den gamle By i Århus har et exemplar (mus. nr. 1137:73), og Århus Værktøjsmagasin (1930) afbilder en med dobbelt 60 mm jern og "Træ Breddestiller". Det fremgår ikke i hvor høj grad landet er stilbart.

Vist efterhånden kun en museumsgenstand, som så meget andet værktøj. Anton Jepsen omtaler den (1980) som udformet med træhus og metalforstærket sål. Århus Værktøjsmagasin har den med i kataloget fra 1918 og Carl F (1962), hvor den er af jern, 230 mm lang, med 75 mm bredt jern og indstillelig vinkel - formentlig ml. 80 - 120°. Det angives at høvlen er velegnet til at pudse finér med, men at den osse kan bruges som tandhøvl eller malingskraber. Høvlevinklen bevirker at der tages meget fine spåner og at høvlen efterlader et meget glat snit; høvlen benævnes ligeledes ziehklingehøvl.

Violinhøvl. Meget lille høvl til brug for violinbyggere eller lignende. Hvorvidt udtrykket er almindeligt anerkendt her i landet ved jeg ikke, da jeg har fået det fra min ven guitarbygger Jesper Petersen, der i mange år havde værksted i USA; det kan altså hænde at være hans amerikanske oversættelse er danner basis for mit opslag.

De violinbyggere jeg har talt med i København og omegn har ingen specielle navne for dem, men kalder dem høvle, slet og ret - uanset størrelse eller form - et forhold der ikke er helt ualmindeligt. Det er trods alt ikke alt værktøj der har fået påhæftet særlige betegnelser.

På engelsk benævnes de thumb planes og i USA finger eller palm planes, altså hhv. "tommelfingerhøvl", fingerhøvl eller "håndfladehøvl" (håndfladehøvlen er en af de større, bagtil med en ombukket støtte for hånden), medens jeg på tysk her set dem benævnt Wölbungshobel, der af violinbygger Jørgen Nielsen, København er oversat til hvælvingshøvl.

På grund af den ringe størrelse er huset som oftest fremstillet i metal, gerne en messinglegering, hvis ikke violinbyggeren selv har fremstillet den af et andet materiale. En af dem er Erik Hoffmann, der har en lavet af et topnøglehoved med messingsål, eller han har fremstillet andre høvle af andre materialer, angiveligt fordi de købte er for dyre og man alligevel skal bruge timer på at få dem til at gå. - Så hellere bruge tiden på at lave et ordentligt stykke værktøj og spare pengene.

Huset på høvlene har tit en nærmest ægoval form, det som Greber (1956) kalder skibsform. I Cremona opbevares i Stradivarius' museum et sæt bestående af 6 små - af Greber (op. cit.) benævnt - blokhøvle, eller fingerhøvle, de to af jern, de fire af messing. Nedenfor er gengivet et sæt fra Jørgen Nielsens værksted i København. De mindste er ikke længere end ca 1½ - 2 cm. Det fremgår, at jernet er fastgjort med klap og fingerskrue. Klappen ser ud til at være hængslet til vangerne. Violinhøvle fås med både plan og krum sål; de anvendes først og fremmest til høvling af dæk og bund, både udvendig og indvendig.

Ferhøvl. Denne høvl er i familie med pløjehøvl, nothøvl, og falshøvl.

Den er forsynet med land og dybdestyr, og beregnet til med sit gaffelformede jern, at høvle fer i brædder.

ODS meddeler at ordet er "nu næppe brugt" (bindet er rentrykt 1922), men at det er en "høvl til at frembringe "flammer" i træ med", og med flammer forstås uensfarvet, at overfladen frembyder tegninger eller farvespil, der minder om flammer.

Hvad der menes med flammehøvl er lidt usikkert. Det er ikke lykkedes mig at opspore fænomenet i nogen af de værktøjskataloger jeg har haft til min rådighed, og få af de træsmede jeg har talt med har kendt noget til den. Formentlig er der dog tale om en springlistehøvl (omtalt hos Norman 1954). En sådan er i brug på Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede. Det er en rekonstruktion, fremstillet af Jan Brøndsted. Høvlen er taget under grundig behandling af Greber (1956).

Flammehøvlen er udviklet i renæssancen eller den tidlige baroktid, hvor bølgede lister eller søjler kom på mode. Sådanne kunne fremstilles ved billedskæring, men er selvfølgelig langt lettere at lave "på maskine" - og flammehøvlen er mere en maskine end et egl. håndværktøj.

Det er så heldigt at vi kender opfinderen, en kunstsnedker og kolbemager ved navn Johann Schwanhardt (✝ 1612) der en overgang boede i Nürnberg hvor osse høvlebænken blev opfundet. Opfinderen har ikke selv efterladt sig skriftligt vidnesbyrd, men tre forskellige, omtrent samtidige kilder, nævner ham som ophavsmand (jvf. Greber 1956).

Selve udformningen kan være inspireret af Leonhard Danners 4,3 m lange og 30 cm brede "Profilleistenziehbank" fra 1665 (Greber 1956), se kelhøvl.

Værktøjet lader sig vanskeligt beskrive i få ord, men består i hovedsagen af et stativ hvori det profilerede høvljern er fastgjort, og i hvilket listen der skal høvles bevæges frem og tilbage under jernet. Emnet bringes til at bevæge sig i horisontal og/eller i vertikal retning ved hjælp at et håndsving på siden af stativet.

Jvf. ODS nævnt i en retskrivningsordbog fra 1900, men ellers ikke yderligere forklaret. Byskov har det ikke med i sin ordbog (1918).

Der kan muligvis være tale om en rubank, evt. en slethøvl eller en pudshøvl.

Høvl afbildet hos Rom (1907 og 15, p. 5), beregnet til profilhøvling af trappetrins forkanter. En voldsom sag med fire gennemborede horn (def 2), altså en form for okshøvl, tomandshøvl, se svinehans.

Knivskær; en kniv, placeret i vangen en smule foran jernet især på not- og falshøvl, og som skærer sig en smule dybere ned i emnet end hint. Hvis der høvles på tværs af fiberretningen overskærer kniven fibrene, der derved lettere lader sig løsne; arbejdes der på langs, er forskæret med til at styre høvlenes gang.

Høvlen er afbildet i Fagordbog, men ikke nærmere omtalt (bortset fra at den står under karetmagerværktøj). Huset er nærmest S-formet, og har en metalforstærkning, uvist om det er på sålen eller på vangen.

1. led af fr. frise, krølle; besl.m. frisere og fræse(r). I spec. bet. det at forsyne en (dør)fylding med skrå affasning, der slutter med en platte

Høvl med skråtstillet jern, der anvendes til affasning af dørfyldinger. Høvlen er på størrelse med en pudshøvl, og forsynet med forskær og land, samt evt. horn eller lukket greb i hælen. En lidt længere model (afbildet i Århus Værktøjsmagasin - katalog, 1918) er muligvis det samme som den nedenfor omtalte fyldingsrubank.

Formentlig fra ty. fugbank, der jvf. Goodman (1964) skulle være synonymt med en

Fughøvl, skarrehøvl, plov- eller pløjehøvl, bjælkehøvl, oks-, klaus- eller klavshøvl, sjak-, eller sjokhøvl, tyr, tomandshøvl, svinehans, krydshøvl, og sluttelig: tandhøvl

1. muligvis et af synonymerne for en helt almindelig rubank, der grundet sin længde er velegnet til fugning af brædder der skal sammenlimes.

2. i visse tilfælde drejer det sig om en pløje- eller nothøvl, forsynet med "horn", så den kan trækkes af 2 - 4 mand.

Dialektforskningsinstituttet har noteret sig udtrykket hos en hjulmand i Støvring, men desværre fremgår det ikke hvad art høvl der er tale om; muligt en Fugehøvl.

Den gamle By i Århus har noteret sig to sådanne i arkivet (acc. nr. 124:50, i Århus 3236:50), men jeg har ikke haft lejlighed til at undersøge hvad der ligger i udtrykket. Formentlig samme type som afbildet i Århus Værktøjsmagasins katalog (fra 1918), nr 27 (Frishøvl) med lukket greb i hælen, eller falsrubank.

Egl. hvad de fleste formentlig vil kalde skibshøvl, men brugt af hjulmagere til høvling af fælge, hedder den baghøvl, hjulhøvl, rundhøvl, krumhøvl, udvendig eller indvendig fælghøvl; Den gamle By i Århus har betegnelsen bestødhøvl for den; se osse rundskrubhøvl, overhøvl og langhøvl.

Oftest med træhus i helt traditionel udformning med konkav eller konveks sål.

Gelænderhøvl med v-formet sål og jern. Hvorvidt betegnelsen er universel vides ikke. Jeg har det fra gelændersnedker Tycho Petersen, København. Hans gejsfus er nærmest udformet som en ganske kort simshøvl, længde ca 120 mm. Jeg har set en lignende hos tømrer Ole Rasmussen, blot med konveks sål; det vides ikke hvem der har brugt den.

Ikke defineret høvl der anvendes specielt til gelænderarbejde. I min samling har jeg en karnishøvl med konveks land. Den har rimeligvis været anvendt af en gelændersnedker. Derudover kender jeg kun den ovenfor nævnte gejsfushøvl. En af de høvle gelændersnedkeren bruger til håndlister er en dobbeltkrum simshøvl, der jvf. Frits Seiergaard visse steder i landet hedder galpehøvl.

Egl. blot en hvilken som helst høvl, der anvendes til geringsstød. I mere speciel betydning, høvl med et kraftigt jern, der anvendes i forbindelse med et 45° anlæg (geringsanlæg), hvor emnet spændes op på et vandret bord når fx. rammelisters geringsflader, skal renhøvles.

Egentlige geringshøvle er næppe i brug i dag, da de fleste geringer klippes på geringssaks. I tilfælde af at det er indfatninger, der skæres og høvles, bruges vist i de fleste tilfælde en almindelig blokhøvl.

1. led fra ty. gesims; samme ord som sims; egl. fremstående rand på det øverste af mur, søjle, vinduer, døre olgn., eller fremspring på skab

Grathøvlen ligner falshøvlen, men sålen danner en vinkel på ca 75° i forhold til vangen.

Grundthøvl eller Ringhøvl. Den traditionelle danske grundhøvl er formet som en stor ring, i den ene side forsynet med et par greb; den er lavet af en bøgeklods, høvlet ret i den ene side, fortil afrundet. I hullet er det vinkelformede jern fastspændt med en vingemøtrik. Høvlen er velegnet til at fjerne fx det overflødige træ i en grat. Hannover har (1893) udtrykket notkradser, om den amerikanske udgave (pl. 2. fig. 12).

På dansk har jeg aldrig hørt eller set andre navne for den end de ovennævnte, men på engelsk kaldes den "bedste(mor)s tand" eller "kællingetand", et par meget sigende udtryk, når man tager jernets udformning i betragtning.

Der er mig bekendt kun én dansk fabrik, der fremstiller høvle (Langeskov). Her laves mange forskellige modeller efter ønske; det er i realiteten sådan at man kan få fremstillet en hvilken som helst form, blot der er tale om et rimeligt antal - eller at kunden vil betale for det. Her fremstilles den i Tyskland foretrukne grundhøvl, hvor jernet sidder spændt op i beslaget med den brede side støttende mod høvlhuset, mens det almindelige danske grundhøvljern har en kortside der støtter. Det er således først og fremmest beslagets udformning der er forskellig.

Stanley - og vist osse andre fabrikker - har (tidligere) fremstillet grundhøvle i jern, men jeg ved ikke om de er på markedet i dag. Se i øvrigt i Dictionary of Woodworking Tools, ang. de særlige engelske former, som jeg aldrig har truffet her i landet.

stadig uafklaret, vel ikke en galpehøvl, i så fald en gelænderhøvl.

1. led hjort, afhjorte, der på mærkværdig vis har fået betydningen "borthøvle træ paa bagsiden af ramtræ ell. fyldinger, saal. at der dannes en fjeder, der kan passe i en tilsvarende not." siger ODS. Det kan ikke ligefrem siges at være fyldestgørende oplysninger for en nysgerrig sjæl, men vi må lade os nøje indtil der måske en dag dukker yderligere oplysninger frem

Høvl til at afhjorte med. Så vidt vides en kort høvl hvor sålen danner et indadgående V, og som bl.a. anvendes til affasning af skuffebunde der skal indpasses i en not. Jeg har kun et ét levende exemplar - hos snedker Helmuth Jørgensen, Viby Sjælland han brugte i øvrigt udtrykket afhjortningshøvl.

Jvf. opl. i Dialektforskningsinstituttet, er det synonymt med udvendig fælghøvl, hvad der indebærer at den bruges af hjulmager. Det står her som et jysk udtryk, men synes lige så vel at kunne være brugt i hele landet, og da osse om indvendig fælghøvl.

urnord. horna, on. horn, got. haúrin; jvf. lat. cornu │ besl.m. (en)hjørning, hjerne, hjort og hjørne

1. Næse, knopnæse, høvlnæse eller knast på korthøvl. Det ofte vredne greb for venstrehånden.

Høvlen er ikke "født" med horn i den form vi kender dem i dag; det er noget der er udviklet fra middelalderen og ned mod vor tid, og der har i løbet af perioden været en del fantasifulde forslag til hvordan hornet skulle udformes⁰. De mere primitive horn er blot opretstående pinde af forskelligt afrundet form, mens høvle med udpræget ornamentering ligeledes har undertiden overdådig udsmykning. På nogle gamle høvle hælder hornet skråt fremefter, og afsluttes med en volut. Særligt begavede snedkere (?) kunne finde på at fremstille hornet så det på det nærmeste har lighed med en erigeret fallos, gerne formet som et menneske- eller dyrehoved med tydelige ansigtstræk og antydning af påklædning.

Dansk fremstillede pudshøvle har i mangfoldige år haft hornet fastgjort v.hj.a. en grat. Det er imidlertid en besværlig, og dermed dyr metode, men ingen har tænkt på at ændre noget af den grund. Det virkede derfor overraskende, da jeg under et besøg hos Langeskov Træværktøj så hvordan østrigere forlanger en anden udformning, der bl.a. betyder at hornet kan bores ned i blokken i en enkelt arbejdsgang.

2. De 2 (eller 4) ekstra håndtag (oftest i form af en påskruet eller gennemboret rundstok) på større høvle: tyr, sjokhøvl, pløjehøvl olgn.; se osse tomands- og tremandshøvl. For en ordens skyld skal lige indskydes, at sådanne horn osse findes på fx. kinesiske høvle til enmandsbrug.

Høvl, hvor sålens tværsnit er konveks, således at den danner en konkav profil. Hulkelhøvle fremstilles (vistnok) udelukkende med træstok. Bredden af jernet varierer ml. 6 og 51 mm. Hos Rom (1884) er afbildet en (nr 13), der har form som en simshøvl, Århus Værktøjsmagasin (1918) annoncerer med "hulkehljern" i bredderne 6-32 mm og "dobbelt hulkehljern", 50 mm, mens et katalog fra Langeskov Væktøjsfabrik gengiver en "kehlhobel 51 mm" i et temmelig nutidigt katalog, dog uden år (Tischler u. Zimmermann Werkzeuge).

Grunden til at Langeskov stadig kan producere høvle af den art er, at de eksporterer til lande der ikke altid har elektricitet inden for rækkevidde.

Er beskrevet og afbildet hos Norman (1954). Det er i grunden to, en skrubhøvl og en slethøvl, der er blevet anvendt af en blind drejer der fremstillede husskruer. Forenden af sålen har en klampe forsynet med en træskrue, og hælen er forlænget i en 40-50 cm lang pind. Mig bekendt er denne form for høvl enestående, og måske forfærdiget af denne mand fordi han havde svært ved på anden vis at styre arbejdet. Ved fremstilling af husskruer blev emnet spændt op i drejebænken mens høvlen hvilede mod et par langsgående lister. Husskruen havde den rette tykkelse når bagenden af høvlen hvilede mod listen nærmest drejeren. Høvlen er at se på Husskrueværkstedet i Maihaugen, Lillehammer.

fra mnt. hövel, mnt. hovel, hoffel m.fl., nt. hävel, hoffel m.fl.; no. høvel, sv. hyvel. Ordet er af uvis oprindelse men anvendes i tyske manuskripter fra omkr. år 1200. På dansk har det osse tidligere været stavet høvel

Sproghistorisk er det spændende at følge ordet, men jeg vil her nøjes med at henvise særligt interesserede til Greber (1956), p. 142 ff.

I princippet består en høvl af et hus eller en stok, der tjener til leje for det skærende jern, der i en del tilfælde er forsynet med en klap. Jernet er fastgjort i et leje i høvlhuset, oftest ved hjælp af en trækile. I stokken er udstemt en spånåbning, der for neden danner en smal spuns, og som danner leje for jernet, samtidig med at den har en kilegang, en not, der fastholder kilen (hvis ikke den er fastholdt af en tværpind, som det var tilfældet på de ældste høvle og undertiden ses på fx blokhøvle). Den nederste del af stokken, som glider mod emnet, kaldes sål, siderne vanger, bagenden hæl, og forenden tå.

De fleste korthøvle - det gælder skrub-, slet- og pudshøvl, men ikke sims- eller profilhøvle - er fortil forsynet med et horn, (osse kaldt høvlnæse, knopnæse) der fattes med venstre hånd. Bag jernet har den ofte en rundet klods, en håndskåner, der gør det lettere at bevæge høvlen fremefter, idet håndskånerens form følger kødet mellem tommel- og langfinger.

Langhøvle, - rubank - er bagtil forsynet med et ofte lukket håndtag, mens de fortil er helt flade, uden horn. Af den grund fatter venstrehånden drejet, med tommelen hvilende på venstre vange, og de fire andre fingre fattende om højre.

De fleste høvle med træstok er forsynet med slagknap af jern eller hårdttræ; på pudshøvle og andre korthøvle i hælen, på langhøvle foran spånåbningen på husets overside.

Jernpudshøvl og -rubank har foran en omvendt pæreformet knap i stedet for horn, og bagtil et ergonomisk og anatomisk korrekt greb.

Egl. vbs. til (at) høvle. At tildanne kant på brædder eller lignende med kel-, not- eller falshøvl. "Sætte høvl på kanten".

Høvlhus, eller -stok er de almindeligste synonymer; dog har jeg set en enkelt forfatter (Brøndsted bd. 3, pag. 250) bruge ordet stol, men det kan være en fejlskrivning; i det mindste en ejendommelighed.

Betegnelse for den (træ)stok, der danner selve høvlens legeme, og som danner basis for, spunshul, kilegang, og hvad der ellers er af udstyr på en høvl.

Det skarpslebne stål der skærer spånerne af emnet. I århundreder aftog jernets tykkelse opefter, indtil L. Bailey i 1867 opfandt det tynde høvljern, især kendt fra jernhøvle. Dette jern er lettere at slibe, fordi fasen er kortere, og efter forlydende skulle det holde sig bedre skarpt, uvist af hvilken årsag.

Den seneste udvikling tyder på at de ældste danske jern er fundet omkr. 1990 i Lundeborg på Fyn. De stammer fra perioden yngre romersk jernalder eller ældre germansk jernalder, årene 200-400 e. Kr. Endnu har jeg ikke haft lejlighed til at besigtige dem nærmere, og de er ikke publiceret. Se desuden det historiske afsnit under indledningen til Kapitlet.

Kilen er en af de mest elementære bestanddele af høvlen: den har været der altid. I de første mange hundrede år sad den i spænd mellem jernet og en tværpind i spånåbningen. Først for omkring 500 år siden opfandtes kilesporet der giver en bedre passage for spånerne. Den mærkelige trækhøvl fra Ellesmere Island (Skræling Island), der er dateret til o. 1280 har tilsyneladende hverken spor efter den ene eller den anden måde at fæstne kilen på. Hvordan det i virkeligheden forholder sig kræver nærmere undersøgelse.

Jernhøvle har ingen en kile, men en klap, fastgjort til en skrue, fæstet i høvlstokken.

1. Høvl, evt. i form af elektrisk afretter, der føres i hånden, jvf. håndværktøj, modsat maskinhøvl, høvlemaskine.

Ordentlige beskrivelser af et sådant værktøj er det ikke lykkedes mig at finde nogetsteds, mens jeg ved et besøg på Ledreborg Tømmerhandel, Roskilde, Værktøjsmuseet, fandt noget der må være identisk: en flad træklods forsynet med en regulerbar, fjederbelastet kniv, som af oldermand Børge Petau, Horsens kaldes håndhøvl.

Afrundet træklods placeret bag jernet på træhøvl til støtte for hånden. Se i øvrigt skematisk ill. af høvl.

Høvle med støbt hus er et kapitel for sig. De gamle romere forstærkede høvlblokken med et nærmest U-formet jern, og sidenhen er anvendt høvle med messingsål. Indtil for omkr. 100 år siden var egentlige jernhøvle dog sjældne om end ikke helt ukendte. Nogle af de ældste er fremstillet i slutningen af 16. årh. Bl.a. ejede kurfyrst August af Sachsen (d. 1586) to smukke eksemplarer; en jævnaldrende befinder sig (jvf. Greber, 1956) i Wien. Der er - mig bekendt - derefter et slip indtil 1827, hvor Knowles tager patent på en. Udviklingen tager dog rigtig fart med Bailey, der efter midten af 19. årh. fremstiller den (Stanley)høvl vi kender i dag, og som nu osse fremstilles af andre firmaer, herunder det engelske Record®.

Det er først og fremmest rubank-, puds- og næsehøvle der laves af jern; alle andre typer er så godt som gået af brug.

Kanneleringer er egl. furer eller riller med hulkelprofil brugt som udsmykning på møbler eller bygninger. Kannelurehøvlen er set afbildet i et katalog fra Århus Værktøjsmagasin (1918), men hvorvidt den har været i almindeligt brug er ukendt. Jeg har ikke truffet den andre steder.

Anvendes til affasning af kanter. For at gøre fasen regelmæssig er høvlene forsynet med en eller anden form for styr. Jeg har kendskab til 3 udformninger:

1. Den mest primitive form for kanthøvl, kaldt kantskraber, er et stykke fladstål med svagt modsat krummede ender og forsynet med aflange skarpkantede huller af forskellig størrelse der på det nærmeste afrunder kanterne. (ill ÅV 1918 no 91, og Salaman fig. 239. Begge steder er anvendt samme stregkliche, formentlig fra et gammelt Stanley-katalog). Værktøjet kan trækkes eller skubbes, afhængigt af årenes beliggenhed.

2a. Bugthøvl med to stilbare retvinklede "land" og 38 mm bredt jern. Det er landene der afgør fasens bredde. (ÅV 1918 nr 99).

2b. Udformet som pudshøvl, men sålen danner ret indadgående vinkel. Jernets justering afgør fasens bredde. FfS fig 155, Salaman p 309f. Rimeligvis en hjorthøvl, afhjortningshøvl.

Kelhøvl med S-formet profil. Karnissen er en af de klassiske snedkerprofiler, kendt fra oldtidens søjler (sammenlign kannelure-). Den kan være stående eller liggende og er ofte afsluttet med en platte. Se bemærkninger under gelænderhøvl.

Til kelhøvlenes familie må henregnes listehøvl, hulkel-, staf- og rundstafhøvl, foruden karnishøvl, forkanthøvl (til trappetrin) samt trappegelænderhøvl. Typen benævnes desuden formhøvl og profilhøvl.

Fællesbetegnelse for den største gruppe høvle der overhovedet findes, og som har været anvendt til profilering af enhver art, især før fræseren blev almindelig og overtog funktionen. På ethvert snedkerværksted fandtes - og til dels findes endnu - rækker af kelhøvle, oftest af simshøvltypen: korte smalle høvle, jernet jævnbredt med stokken, ofte forsynet med anlæg der gør det muligt at følge en kant.

De allerældste høvle fra dansk territorium er en form for kelhøvle, snarest rundstavhøvle; nogen forslår at kalde dem spydstav-, eller pileskafthøvle. Se ovenfor under høvl.

Der var således på alle værksteder en række standardhøvle til rådighed, men havde man brug for en ny profil kunne man enten lave om på en eksisterende eller fremstille en ny høvl og slibe et jern til.

En særlig form for kelhøvl er omtalt hos Greber (1956). Det er en 4,3 m lang og 0,3 m bred, smukt ornamenteret kasse på fire svære ben, fremstillet af Leonhard Danner i 1665.

Det er endnu usikkert hvordan denne høvlemaskine har virket. Originalen opbevares så vidt vides på Musée de Cluny i Paris.

Modelsnedkerværktøj; en høvl med retvinklet sål og tilsvarende vinkelslebet jern, osse kaldt vinkelhøvl, undertiden (fejlagtigt) stavet kærnekassehøvl (en kærne bruges til smør). Jernet er en form for tilspidset simshøvljern; det arbejder kun i spidsen og tager således meget fine spåner. Høvlen anvendes i forbindelse med hule emner og styres ved hjælp af kæpskinner der spændes på emnet.

Klappens historie er kort fortalt under artiklen hvl, afsnittet Historie.

2. Betegnelse for den del af en jernhøvl, der holder jernet fast til lejet i stokken; se høvl.

Klaus er i lighed med andre personnavne, Mads, Mikkel eller lignende, kæle- eller øgenavn, der ofte hæftes på grove personer eller som her, på groft værktøj. En klaushøvl, der bl.a. steder i Den gamle By i Århus kaldes Storeklaus, er således navnet på en stor Fughøvl, en pløjehøvl, eller en svinehans, der ligeledes kaldes tyr, hjortespring, kristoffer eller sjokhøvl. Alle begreberne behandles under opslaget svinehans.

Jernhøvl, osse benævnt multihøvl eller universalhøvl, bestående af et stel eller et hus, hvorpå kan monteres forskellige jern, såler og land, så høvlen kan bruges enten som fals- eller simshøvl, som not-eller kelhøvl. Den tidligste omtale af en kombihøvl har jeg fundet i Århus Værktøjsmagasins katalog (1918) hvor det beskrives som:

"1. Simshøvl, 2. Not- og Listehøvl, 3. Grathøvl, 4. Plovhøvl, 5. Kehlhøvl og 6. Falshøvl. Med hver Høvl leveres 7 Simshøvljern i (størrelserne 1/8 - ½"). Tand-, Plov- og Nothøvljern (1/8 - 7/8"). 1 Slethøvljern, 1 Tandhøvljern og 1 Falshøvljern. Hver høvl kan stilles i bredden og dybden."

Noget der ligner en kombihøvl er omtalt så tidligt som 1884 (hos Rom), men er her beskrevet som "Amerik. Not- og Falshøvl" uden angivelse af fabrikat.

Der er dog sikkert tale om en stanleyhøvl, der tidligst blev kaldt universal plane, senere forty-five eller fifty-five, efter antallet af tilhørende jern.

Et ord der vist ikke anvendes af faglærte træsmede (så vidt jeg er orienteret), snarest et sløjdudtryk, der dækker skrub, slet- eller pudshøvl i modsætning til langhøvl.

Årekradser, Profilskraber, profiljern (betegnelse for et vikingetidsværktøj, se Norman nedenfor) eller Håndfræshøvl. Der er sikkert ikke nogen egentlig forskel mellem de tre udtryk, skønt Fagordbog siger at "Håndfræshøvlen erstatter de tidligere meget anvendte Kradsere"; i tvl. 17 er gengivet et ex i metal (Håndfræshøvl) mens tvl. 87, karetmagerværktøj, fig. 906 er af træ og kaldes kradser.

Nutidens kradsere er i familie med bugthøvlen, men forsynet med et profiljern der sidder vinkelret i forhold til sålen samt et land der styrer værktøjet sideværts. Kradsere har kunnet købes med 6-8 forskellige, udskiftelige, evt. vendbare (dobbelte) profiljern.

Århus Værktøjsmagasin omtaler i kataloget fra 1918 en universal årekradser, som ligeledes kaldes sir- og faconhøvl. Denne er forsynet med et lige og et ovalt land for hhv. lige og buet arbejde.

Værktøjet anvendes til at kradse eller skrabe profiler i fx lister efter samme princip som findes beskrevet under springlistehøvl, og det er formentlig muligt at fremstille passende profiler af et gammelt savblad eller lignende.

Hos Norman (1954) er omtalt en anden type, som han kalder "båtastrek", der består af et profileret jern forsynet med et skaft, men uden land (ill.). Sådanne kradsere er bl.a. blevet anvendt til profilering af bordklædning på vikingetidens skibe og er i nutiden jvf. Juel (1985) blevet kopieret til brug ved rekonstruktioner.

Navn på tomandshøvl, hvadenten det er en fjederhøvl eller en okshøvl. Et sådant mandsnavn benyttes ofte i forbindelse med groft, stort værktøj, jvf. navnene Mads, Klaus eller Mikkel. Se under svinehans.

fra nt. krüse, ty. kröse; jvf, holl. kreus, kroos, eng. crose, croose; grundbetydning, knuse, mase; egl. om den fure der er på indersiden af tøndestaver og hvori bund og låg er indpasset

Bødkerværktøj, efter synonymernes antal at dømme et af de vigtigste, idet jeg har noteret mig følgende alternative navne: Håndkrøs(e), krøsbræt, krydsbræt, krøshøvl, krøstræ, amerikansk krøs, krøsjern, krusejern, krøsme- eller krysmejern, samt kniv- og langkrøs. I Vendsyssel har jeg truffet på ordet løg- eller løjjern (løg er egl. d.s.s. lug). På grund af formen tales ligeledes om en halvmåne(krøs), (om den andet steds foreslåede kvartmåne overhovedet er til er usikkert), men der er jvf. Fagordbog (1933) det samme som en amerikansk krøs. Sammenlign i øvrigt med lughøvl.

I grunden er krøsen mere en fræser end en høvl, idet jernet oftest er tretandet - tandkrøs - og arbejder vinkelret på emnet.

Krøsen er udformet på næsten lige så mange måder som der findes bødkere. Tilsyneladende er det noget enhver svend har lavet til eget brug. Den består af et "hus", et bræt med et udstemt firkantet hul hvori sidder den stok, der holder krøstanden. Stokken er fastgjort til huset med en kile, og det samme er jernet til stokken. Krøsen er i modsætning til luggen en ganske smal not, og krøshøvlen er derfor nærmere en fræser end en egl. høvl.

Altså ikke noget værktøj, men det at sætte en høvl på kanten af brædder; jvf II høvl.

0Skemaet udarbejdet på grundlag af Greber (1956) og Goodman (1964).

0Afbildet hos Greber fig. 2 og 102. Bemærk osse fig 103, en skrubhøvl fra Wien - på alder med dresdnerhøvlene.

0Da man ikke havde opfundet klappen på dette tidlige tidspunkt, søgte man at klare problemet med oprivning ved en stejlere skærevinkel. Der gør sig blot det forhold gældende, at jo stejlere vinkel, desto tungere er høvlen at trække. Der er ligeledes gjort forsøg på at ændre spunsåbningen for at få spånen til at bryde tidligere. Resultatet er imidlertid det samme: høvlen bliver tungere at arbejde med!

0Høvlebænken får sine skruetænger allerede 1505, men bliver ikke almindeligt udbredt i den form vi kender den før ca 1750 - se under Arbejdsbænke.

0Af andre fabrikater er der vist først og fremmest Record®, der er udformet nøjagtigt som Stanleys, men med knap så veludført finish.

0Trækkehøvlen fra Skræling Island (Schledermann (1982) ,p. 223) har dog et vandret horn, helt forskelligt fra den udformning der er gængs på nutidige træhøvle. Høvlen her adskiller sig i øvrigt på flere måde fra det almindelige.