L

Laminathøvl (mods.)

Lan

En særlig fynsk stavemåde for land - fynboer har ofte problemer med stumme og bløde d-er. Set i et katalog fra Langeskov værktøj (u.a.).

Land

Ordbogen definerer et land som "liste af træ eller metal, der er påsat en høvl..., og som bestemmer hvor dybt/bredt høvlen skal gå. (ODS)

Land eller anslag kan sættes på eller findes på især fx kel-, not- eller falshøvle.

Langhøvl

Rubanken kaldes blandt både karetmagere og bådebyggere for langhøvl. Osse sløjdfolk bruger denne betegnelse, men sidstnævnte har jeg mistænkt for at være mere puristiske end faglærte håndværkere; de er derfor tilbøjelige til at anvende mere danskklingende ord end egentlige træsmede, der i stort omfang bruger benævnelser hentet under deres valsen i udlandet.

Mærkeligt nok skelnes der ikke på dansk mellem de forskellige længder af rubank/langhøvl, noget man ellers gør både i tysk og på engelsk: Fugbank/Rauhbank og Jointer/Jackplane. Se skemaet under indledningen s. 377. Dog har man førhen anvendt udtrykket kantstryger om en lang tung rubank.

Langkrøs (bdk.)

Krøs, der anvendes ved emner hvor det ikke er muligt at krøse fra begge ender, fx benbaljer. Dets "hus" består af et langt bræt, der hviler på karrets kant diagonalt for tandens arbejdsfelt og tanden er sat på en lang pind der kan række fra overkanten til bunden af emnet.

Ligeskærerhøvl (bdk.) FfS, t. 83

Høvl af rubanktype, men vangerne er krummede i længderetningen, sådan at høvlen kan følge en afrundet kant. Sålen er følgelig lige (ret). Høvlen anvendes til stødning af stavernes ender på det færdige arbejde, hvis ikke bødkeren foretrækker at bruge retkniv.

Liggende simshøvl, se simshøvl.

Listehøvl, eller vist sjældnere

Listhøvl

Profilhøvl, der anvendes til keling af lister, se kelhøvl.

Lokar (n dial.), se stryghøvl.

Lughøvl, eller Lukhøvl (bdk.)

Luggen er betegnelse for den not hvori bundene sidder på (større) tønder og kar - på mindre kaldes den oftest krøs (se det) -eller for den del af staven der sidder uden for bunden.

Luggen frembringes ved at der skæres for med en lugsav, eler almindelig snedkersav, hvorefter luggen høvles ud med lughøvlen.

Længdehøvl (bdk.)

se ms 1.

Løber

Dybdestyr på krøs.

Løgejern, eller Løjjern (dial. Vendsyssel).

Løb, løg eller løj betyder krøs.

M

Mahl-, eller Malsimshøvl (mar.) DgB 970:49

Jvf. opl. fra Den gamle By i Århus er det en smigsimshøvl, men det er uklart hvad der dækker dette begreb.

Mastehøvl (mar.)

Jvf. ODS en lille rubank, der bruges til afhøvling af master, rundholter og lign.

Messinghøvl

1. Jvf. Greber (1956) en høvl der anvendes af orgelbyggere til at høvle messing med. Sammenlign blyhøvl.

2. Høvl med messingforstærkning i sålen. Jeg har set sådanne i anvendelse bl.a. hos karetmager H. P. Due.

3. Høvl fremstillet i messing, oftest fingerhøvl, violinhøvl. Grundet den ringe størrelse kan det være vanskeligt at få et træhus til at holde, noget høvlmagere har været opmærksom på i århundreder.

Mophøvl hvorfra?

Jvf. ms. 1 en mellemting ml. en slet- og skrubhøvl. Se dog simshøvl.

Mops, se (næsehøvl, falssimshøvl) og simshøvl.

Morsehøvl, se simshøvl.

Multihøvl, se kombihøvl.

Musehøvl og Mushøvl, se simshøvl.

N

Nedladerhøvl, Nedladningshøvl, Nedlæggerhøvl, og Nedlægningshøvl

En (oftest længere) simshøvl, eller beslaghøvl, hvor jernet slås ekstra for, så det passer i dybden til de beslag der skal ilægges. I visse tilfælde er spunsåbningen gjort ekstra stor så det er til at se hvordan høvlen bider i emnet. En af modellerne er blevet kaldt badekar p. g. a. den hvidlakerede spunsåbning. Arbejdsgangen er den at der ridses op for beslaget, hugges for med stemmejernet hvorefter spånerne fjernes i den aktuelle dybde med nedlæggerhøvlen. Se osse Peter-spånhøvl. Så vidt vides er det ikke en særlig gammel opfindelse - den har vist ikke været kendt længere end fra slutningen af 2. Verdenskrig.

Nothøvl

Nothøvlen er tæt beslægtet med pløjehøvlen, idet de begge høvler en fure på langs ad et stykke træ, men nothøvlen, eller nuthøvl, som den hedder med et lidt mere tyskpræget ord, er spinklere bygget og har velsagtens oftere et smallere jern.

Karakteristisk for den er den smalle metalsål (messing), der er fældet ind i stokken, og som levner plads for det lidt bredere jern. Høvlen er forsynet med regulerbart dybdestyr og sideværts land, der justeres v.hj.a. to skruer. Nothøvlen modsvarer fjederhøvlen.

Notjern

eller nottand. Jernet på en Nothøvl.

Notkradser, se grundhøvl.

Notnøgle

kaldes i Fagordbog (1933) den fløj- eller vingemøtrik på siden af en nothøvl der holder dybdestilleren på plads. Jeg har ikke set ordet andre steder og tvivler på det er et der almindeligvis anvendes.

Nottand, se notjern.

Nuthøvl, se nothøvl.

Nærgående simshøvl

Falssimshøvl, tætgående simshøvl, kant- og nothøvl, mops, og vistnok osse mophøvl, mus(e)høvl, samt evt. morsehøvl. Smal simshøvl, udført enten i træ eller i jern, forsynet med to jern, et i hver ende, sådan at høvlen kan gå tæt til enden af en fals, uanset hvordan falsen vender. Det er for så vidt vangen der udgør sålen, som jernene på nogle exx. ligger i kanten af den smalle blok. Denne høvl er især velegnet til false i dørkarme, der han stryges mens døren sidder i.

Næse, se horn.

Næsehøvl, vist sjældent Næsesimshøvl

Snushøvl, mophøvl, gnubber eller mops. Simshøvl med jernet placeret helt ude i snuden, der kun er forsynet med et dække af metal, en forstilling. På enkelte modeller (Stanley) kan næsen fjernes og høvlen bliver nærgående. Se videre under simshøvl.

O

Okshøvl, se svinehans.

Oprenser, støvle på krøs.

Opretterhøvl, almindelig pudshøvl.

Overhøvl

P

Peter-spån-høvl HeA 89

Et meget lidt udbredt udtryk, brugt blandt københavnske brandmænd, hvor der var ansat en møbelsnedker, der gik under navnet Peter Spån, og som stedse stod på værkstedet og fabrikerede møbler til sig selv og familien. Vistnok betegnelse for en af ham fremstillet nedlæggerhøvl.

Planhøvl

Høvl med plan sål: Rubank, pudshøvl olgn. modsat profilhøvl.

Plathøvl

??

Plat(ten)stafhøvl

Kelhøvl, hvormed der dannes både en platte og en staf.

Plovhøvl, eller Pløjehøvl

Stor nothøvl af forskellig udformning, gerne forsynet med horn til tomandsbrug, og med land til sideværts styring. Anvendes til pløjning af (gulv)brædder. Sammenlign bjælkehøvl.

Profilhøvl, se kelhøvl.

Profiljern, se kradser. (og ms 1)

Profilskraber, se kradser.

Pudsehøvl, eller almindeligvis Pudshøvl

er den "klassiske" høvl, så at sige indbegrebet af høvle, den vi alle på et eller andet tidspunkt har haft i hænderne, hvadenten vi er træsmede eller ikke.

Pudshøvlen har en lang udviklingshistorie, som mere eller mindre han læses i artiklen høvl samt i forordet til kapitlet. Den fremstilles traditionelt af hårdttræ, hvid- eller avnbøg, frugttræ, buksbom eller lignende; undertiden forstærkes sålen med en særlig modstandsdygtig træsort, pokkenholt, palisander eller lignende. Længden er efter normalt (efter DIN - Deutsche Industri Norm?) 220 mm - mod skrub- og slethøvlens 240. Jernet er dobbelt, bredden varierer på moderne høvle mellem 45 og 54 mm, men set i historisk perspektiv er der store variationer både i længde og bredde. Jernets vinkel er ca. 45°. Siden Bailey udviklede den første "moderne" jernhøvl i 1858 har denne været foretrukket af mange træsmede skønt den går tungere end en træhøvl.

Påhøvl, Påhøvlingshøvl, Pålæggerhøvl, og Pålægshøvl

af nogen kaldt forlængerhøvl. Ikke-eksisterende værktøj i lighed med forlængersav og lignende. Se videre i hovedafdelingen, samt lærlingeindvielse, Kap. Traditioner.

Q

Querhøvl, og Qværhøvl, se tværhøvl.

R

Rammehøvl, Ramhøvl

Høvl der anvendes til fals og kel på vinduesrammer.

Recordhøvl®

Jernhøvl af Stanley-type; men af engelsk fabrikat "Record®", se fodnote (nr. ??) under høvl.

Reformpudshøvl, Reformrubank

Betegnelse for træpudshøvle og rubanke der på forskellig vis er forbedret i forhold til den traditionelle udformning, har fået skiftet den traditionelle trækile ud med en af metal og som fæstnes til stokken ved hjælp af en spændeskrue. Ifølge Th. Topps artikel i Snedkeren (febr. 1939) er reformpudshøvlen udviklet af Georg Ott i Ulm; Topp kalder den ulmerhøvl, men så vidt jeg kan se har den osse betegnelsen "ulmiahøvl", der synes at være en latinisering af stednavnet. Stokken bestod oprindeligt af dampet pæretræ forsålet med pokkenholt. Spunsen er stilbar ved hjælp af en klods fastgjort til huset og jernet er af den tynde type, helt i stål. Salaman (1989) nævner at det er en kontinental type.

Firmaet Johan P. Bendixen, Odense (JPBO) lavede i sin tid en lettere ændret udgave af denne høvl. Ændringerne bestod først og fremmest i at stokken var lamineret af 4 stykker ahorn og 5 stykker mahogni, der danner et dannebrogslignende kors i hælen.

Rekordhøvl, se Recordhøvl®.

Rethøvl

Høvl med lige æg og sål, slethøvl, pudshøvl.

Retsål (gsn.) BW 89

Ringhøvl, se grundhøvl.

Riveskafthøvl

Jeg har kun set ordet ét sted, hos Norman (1954), hvor det bruges i forbindelse med omtalen af de to rundstafhøvle fra jernalderfundet i Vimose, men enhver høvl med passende formet sål vil kunne bruges til riveskafter.

Rokokkohøvl

Et udtryk der er anvendt af Børge Dahl (1973) om en lille høvl af fransk oprindelse og som han opbevarer i Værktøjsmuseet på Ledreborg Tømmerhandel. Der er sikkert tale om en violinhøvl eller en gelænderhøvl.

Rubank(høvl)

fra nt. rubank, mht. rauhbank. Ordet sammensat af ru + bank (bænk), der muligvis har forbindelse med at høvlen i visse tilfælde er så stor at den i lighed med bødkerens stryghøvl står på egne ben

Det hedder en rubank fordi den førhen blev brugt til den første grove afretning af træet.

Heldigvis har vi her i landet ikke de store problemer med at identificere en rubank eller en langhøvl, som den kaldes af visse træsmede. Ud over betegnelserne rubank og langhøvl bruges ordene sløjdrubank og sløjdlanghøvl, og jvf. ODS osse dialektalt stryghøvl, der almindeligvis er reserveret bødkerens lange høvl. Det gamle ord sletbænk, der endnu var i live for et par århundreder siden anvendes vist ikke mere. Det samme gælder stavemåden ruhbank. Anderledes forholder det sig til dels på tysk og i særlig grad på engelsk; i disse sprog hersker en næsten babylonisk forvirring der især går på størrelsen af værktøjet - se skemaet side 387.

En rubank er en høvl af slethøvltypen med en længde på ca 40 cm eller derover, lidt kortere for jernrubankens vedkommende. Almindeligvis er danske rubanke 45-60 cm og jernets bredde varierer fra 51-63 mm.

Der har nu kun i dette århundrede været nogenlunde fastlagte standarder for rubankens størrelse, så rundt på Europas museer kan man finde dem i alle længder, helt op til 80-90 cm; enkelte eksemplarer topper dog først ved 98-130! Sidstnævnte tre afbildes hos Greber (1956) og angives at være fremstillet ml. 1679 og 1795.

Karakteristisk for rubanken er - bortset fra længden - at den bag jernet er forsynet med et oftest lukket greb, og at slagknappen er placeret på blokkens overside foran jernet (spunshullet).

Sådan har den ikke altid været indrettet. Der er ingen tvivl om at rubanken er udviklet fra den klassiske romerske høvl, der var forsynet med vandretliggende udstemte greb både foran og bagtil. Men egentlige rubanke optræder ikke hverken i samlinger eller i litteraturen før hen i middelalderen. Der skal gå endnu nogle århundreder før den får det ergonomiske præg den har i dag. Grebet var i lange tider en mere eller mindre fantasifuldt udformet, lodretstående pind, hvis den overhovedet havde greb. Tilsyneladende optræder de første håndvenlige greb først i 1700-tallet (jvf. Greber, 1956).

Rubhøvl, se skrubhøvl.

Ruhbank, se rubank.

Ruhøvl = rubhøvl, se skrub-.

Rundhøvl

Høvl af slethøvltypen med konveks sål.

1. skibshøvl af træ.

2. indvendig fælghøvl.

3. smal bødkerhøvl, nærmest af form som en kelhøvl.

Rundskrubhøvl

Afbildet i Fagordbog, (fig. 912). Den synes dog ikke at adskille sig fra rundhøvl 2.

Rundstafhøvl eller sjældnere Rundstavhøvl.

Oftest smal høvl (af simshøvltype) med konkav sål og jern.

Den ældste høvl fundet i Danmark er en sådan, der af arkæologerne betegnes som en spydstav-, eller pileskafthøvl.

Rundstokhøvl

Et eksemplar med denne attribut opbevares i Den gamle By i Århus (mus. nr 399:54, pl 6015). Den består af en flad træklods med en udboring på tværs. Til venstre for hullet er klodsen cm tyk, og til højre herfor cm og forsynet med et påskruet høvljern. ved at stikke en pind ind i hullet og dreje rundt er det muligt at forme en rundstok. Høvlen har stor lighed med violinbyggerens skrueafdrejer, og formentlig osse med H.P. Dues borebøssehøvl.

Røvbalde- eller Røvballehøvl

Et muligvis individuelt ord for en lille specielt udformet høvl beregnet til at forme sæder til en kaproningsbåd. Høvlen er en form for skibshøvl, men på størrelse med en fingerhøvl. Det er bådebygger Helge Askholm der har meddelt mig alt hvad jeg ved om dette værktøj.

S

Schenehøvl

1. led fra ty. schene, mnt. schiene, skinne, besl. m. ske og skede; grundbet. "noget afspaltet"

Skinnehøvl, skene-, sjene-, smal-, kurvehøvl, og vistnok osse vidjehøvl, der anvendes af kurvemagere til at gøre schenerne flade. Identisk med smaller og smalrer?

Schwerinerhøvl

Det er igen Den gamle By i Århus, der har lagt ryg til et ord af ukendt oprindelse og betydning. Det er angiveligt en nothøvl, af udseende som karetmagerens gøg, fremstillet i stål og messing. Udseendet tyder på det er en karetmager der har haft den i brug. Museumsnummeret er 509:46.

Sidesimshøvl

Beskrevet i Snedkerteknik (1947). Formentligt det samme som liggende simshøvl, se simshøvl.

Sidestyr

Land på en høvl.

Simshøvl

1. led fra ty. (gennem lat.) gesims, afsats

Arten af simshøvle udgør en broget mangfoldighed, og navnene på de forskellige typer er multiple: falssimshøvl, gesimshøvl, liggende, nærgående eller tætgående simshøvl, ma(h)l-, mophøvl, gnubber, morse-, mus- eller musehøvl, der er en liggende og tætgående sidesimshøvl, endvidere smigsimshøvl, tilsimsningshøvl og næsehøvl, der har jernet siddende (næsten) helt fremme i tåen. De fleste profilhøvle er simshøvle, det samme en del smalle hulkelhøvle. Nedladnings- eller nedlægningshøvle er simshøvle. Kombihøvl, kant- og nothøvl er det og gelændersnedkerens små gelænderhøvle, "gejsfushøvle". I visse tilfælde må vangehøvlen ligeledes regnes hertil.

Simshøvlen er normalt ret smal, bredde 16-40 mm. Det karakteristiske for typen er at jernet for neden er jævnbredt med sålen, og oftest ender i en lang tunge der er kilet fast i stokken. På ældre exemplarer ses jernet at være indsat fra siden, nærmest i en slags not, mens det på nyere er fæstnet i et udstemt hul midt i stokken; på denne måde svækkes vangerne ikke unødigt.

Da stokken på simshøvle af træ er så smal er der ikke plads til et egentligt spånhul, og spånerne må derfor ledes bort gennem et gennemgående hul umiddelbart over spunsen.

Jernsimshøvle er gerne små handy stykker værktøj, først og fremmest i form af næsehøvle. Det er dem der oftest benævnes gnubbere (jvf. Th. Topp, 1939) mus- eller morsehøvle. De fleste af dem er forsynet med hvad Topp kalder forstilling, et stykke jern der bøjer hen foran høvljernet og danner (stilbar) spunsåbning.

Der har gennem tiden været gjort mange bestræbelser på at udvikle tætgående typer, så snedkeren ikke behøvede at fjerne en dør mens han simsede karmen. Et af resultaterne er den liggende s-, osse i dens forskellige former kaldt tilsimsningshøvl.

På nogen høvle med træstok ses en regulerbar spuns, der består af en bevægelig klods i forenden af sålen, fastgjort med en bolt og en fløjmøtrik.

Sirhøvl, se kradser.

Sjakhøvl, se svinehans.

Sjenehøvl, se schenehøvl.

Sjokhøvl, eller Sjokrubank

1. led måske samme ord som sjak, arbejdshold

Se svinehans.

Skage, se tværskage.

Skarrehøvl, se fugehøvl.

Skave, Skavehøvl eller Skaver

Skrave, osse kaldt skraber og muligvis ringhøvl. Ordet skraber er opsamlet af Dialektforskningsinstituttet i Midtjylland. Mest af alt en båndkniv med rundet eller cirkulært skær. Bruges bl.a. af bødkere til den indvendige side af staverne. Hvorvidt det er en egentlig høvl eller en modificeret båndkniv kan være vanskeligt at afgøre. Diskussionen hører hjemme under høvlens udviklingshistorie. Sammenlign med nedenfor nævnte skavl.

Skavl

muligvis en sammentrækning af ordet Skavehøvl

Ordet nævnt hos Henrik Juel, 1985 p. 41 f. En art bugthøvl, rekonstrueret efter fund af jern fra vikingetid; den er nært beslægtet med en skave, men jernet er ret som i en nutidig bugthøvl. Sammenlign i øvrigt med den norske skjøve.

Skenehøvl, se schenehøvl.

Skibshøvl

Rundhøvl, hulhøvl, eller blandt hjulmagere fælghøvl. Ordet svejfhøvl har været anvendt (jvf. Wagner (1885). I Møbelsnedkeri (u.a.) kaldes den bugthøvl med indstillelig sål.

Skibshøvle har traditionelt været fremstillet i træ med konkav eller konveks sål. Bådebyggere kan undertiden finde på at ændre på sålen hvis krumningen ikke lige passer (meddelt af bådebygger Helge Askholm). Salaman nævner og afbilder justerbare skibshøvle i træ, men jeg har ikke truffet sådanne, hverken i kataloger, i danske samlinger eller på værksteder. Undertiden ses metalforstærkede såler på dem.

Skibshøvle af jern har været i produktion siden slutningen af 1800-årene, hvor de (formentligt) blev udviklet af Stanley®.

Skibsskraber

En art bugthøvl, kasseskraber, hvor de lange håndtag er skiftet ud med et par lejer, og høvlen er forsynet med et langt gaffelformet skaft. Jernet ca 50 mm bredt. Sammenlign dækskraber.

Skibsskrabere anvendes til diagonalhøvling af skibsdæk og -sider, eller af andre træsmede, der har behov for en grov bearbejdning af ikke rette emner.

Skinnehøvl

1. led fra ty. schene, tynd afspaltet gren (vidje) til kurvefletning

Se schenehøvl.

Skjøve, se skøve.

Skotthøvl, (n), se stryghøvl.

Skraber og Skrave, se skave.

Skrubhøvl, til tider stavet Skrup-, sjældnere kaldt grovhøvl, rub-, eller ruhøvl.

Høvl af pudshøvltypen, ofte med svagt krummet sål og krummet jern. Spunshullet stort. Danske skrubhøvle har i dag - jvf. skr. og mdl. opl. fra Palle Jørgensen, Langeskov Høvlfabrik - en standardlængde på 235-240 mm, bredden af jernet er 33-38 mm.

Grundet jernets krumme slibning er høvlen velegnet til den første grove afhøvling af træet. På gamle møbler ses ikke så sjældent at undersiden af skuffebunde eller bagsiden af bagklædninger kun har fået skrubhøvl - undertiden diagonalt.

Skærehøvl

Det samme som beskærehøvl, bogbinderhøvl; følgelig ikke et træsmedeværktøj.

Skærejern

Sandsynligvis ikke et ord anvendt om et høvljern. ODS definerer det som en hakkelseskniv. Det kan dog ikke helt udelukkes at nogen har kunnet finde på at anvende udtrykket om et høvljern.

Skøve

sikkert fra no. skjøve

Nært beslægtet med skaven (skavlen), men er forsynet med en stok i lighed med bugthøvlen. Skøvens jern er hult krummet i modsætning til skavlens. Jvf. (indtil videre mdl.) oplysning fra Søren Vadstrup, Rådvadcenteret.

Slagknap

Stok af hårdttræ, nedfældet i hælen på puds-, skrub- eller anden -høvl, eller på oversiden af en rubank. Slagknappen er til at slå på med hammeren når jernet skal løsnes, og den sidder der for ikke at selve høvlstokken skal tage skade.

† Sletbænk, se rubank.

Slethøvl

Fin- eller glathøvl. Høvl af pudshøvltype, længde ca 240 mm, bredde af jern 48-51 mm, oftest med dobbelt jern. Bruges efter skrubhøvl, men før pudshøvl. Jernet har afrundede hjørner for ikke at lave spor i emnet.

Sletrubank

Længde 75 cm. Anvendes til gulvafhøvling. ??????

Sløjdhøvl

Drengehøvl, børnehøvl. (Puds-)høvl til sløjdbrug.

Sløjdlanghøvl eller Sløjdrubank

Rubank til sløjdbrug. I lighed med den oven for nævnte sløjdhøvl, kortere og lettere håndterlig end de almindeligt brugte stykker værktøj.

Smalhøvl, se schenehøvl.

Smigsimshøvl, se simshøvl.

Smuthøvl DgB 489:66

Høvl med dobbeltkonveks sål, observeret i Den gamle By i Århus.

Hvem og til hvad den er blevet brugt får komme an på nøjere undersøgelse.

Smutteanders

Skave?

Snabelstafhøvl

Kelhøvl til udformning af snabelstaf (der i Fagordbog er defineret som "den udformede Kantflade paa Rustikbrædder, saa Formen i profil bliver større end en Fjerdedel af Trætykkelsen").

Snedkerhøvl

Et ord fundet hos Bang (1970), hvor det står for pudshøvl sat i modsætning til sløjdhøvl.

Snithøvl

Bogbinderens skærehøvl, og derfor ikke et træsmedeværktøj.

Snushøvl, se simshøvl.

Specialhøvl

Høvl udformet til brug ved specielt arbejde, til bestemt formål; eksempelvis profil-, not-, kant-, eller okshøvl (svinehans), i modsætning til de høvle der kan anvendes til mange forskellige formål.

Springlistehøvl, se flammehøvl.

Spundingshøvl, Spunningshøvl (mar.)

Spundingen er en fure i et fartøjs køl, hvor bordklædningen skal passes ind. Spundingshøvlen er en stor (tomands-)høvl (se ms 1) med et land der styrer høvlen, forsynet med et trekantet (retvinklet?) jern, der udformer selve spundingen.

Spuns

I denne specielle betydning

1. Spånåbning, åbningen i sålen på en høvl, hvorigennem jernet stikker og spånerne forsvinder.

2. Lus, der tilpasses og limes i en høvlsål i fald spånåbningen er blevet for stor, eller en stilbar klods, nedfældet i sålen og fastholdt med en bolt forsynet med fløjmøtrik.

Spunshul, se spuns.

Spunshøvl

Er hvad man i Den gamle By i Århus kalder en kombineret fer- og nothøvl.

Spændejern

Kile eller klap på jernhøvl, der fastholder høvljernet til lejet. Udtrykket er brugt af Børge Dahl i Gammelt Værktøj (1973).

Spånbryder, se klap.

Spånhul

spuns (def. 1), spånåbning.

Spånhøvl, se båndkniv i hovedafdelingen.

Spånåbning, se spuns (def. 1)

Stafhøvl

Stavhøvl, se kelhøvl.

Stanleyhøvl®

Jernpudshøvl af stanley-bayley-type. Begrebet uddybet i artiklerne høvl og jernhøvl.

Stavhøvl, se stafhøvl.

Stavkrøs, se krøs.

Stemmehøvl (ms 1) (bdk.)

Udarbejdnings- eller udarbejdshøvl.

Stillepind

Her er det en pind der bruges til sideværts justering af jernet på en jernhøvl. Se dog osse Kap. Save

Stok,

Høvlstok, høvlhus.

Stolemagerhøvl, se bugthøvl.

Stryg(e)bænk, eller Stryg(e)høvl

Er bødkerens 75-300 cm lange høvl, der ligger med sålen opad, og hvorpå han stryger staverne. Dialektisk er ordet anvendt om almindelig rubank. Både i Danmark og i Norge begynder egentligt bødkrede arbejder at optræde i fund fra yngre romersk jernalder (ca 200-400 e. Kr.), fra hvilken tid vi da osse har den ældste høvl. Det må derfor formodes at osse noget der minder om stryghøvlen har været kendt på denne tid, men noget endeligt bevis for dens eksistens er endnu ikke fremdraget. (Brøndsted, bd III, (1966) og Visted og Stigum, bd I (1971)). Bødkerarbejde kom for at blive, og i de følgende årtusinder optræder det i mangfoldige sammenhænge.

På norsk kaldes høvlen (jvf. Visted og Stigum) for lokar eller skotthøvl.

Studshøvl, se blokhøvl.

Stullehøvl, se bugthøvl.

Styr, se land.

Stødhøvl, se blokhøvl.

Støttejern, se klap.

Støtteklods, se håndskåner.

Surform blokhøvl, og Surform kombihøvl, se surform-værktøj i hovedafdelingen.

Svejfhøvl

Synonym for skibshøvl eller fælghøvl.

Svinehans

Osse kaldt tomandshøvl, sjokhøvl, sakshøvl, klaus- eller klavshøvl, storeklaus, Kristoffer, sjakhøvl, tremandshøvl, okshøvl, og tyr.

Betegnelse for en stor rubank, der i forenden er blevet forsynet med et par ekstra greb, ofte blot et rundstok boret gennem høvlens hus, eller skruet på oversiden. Svinehans er næsten gået af brug. I stedet anvendes den langt mere håndterlige el-høvl.

Sammenlign pløjehøvl, der i vise tilfælde bærer lignende navne.

Sål, se høvl.

T

Tagspånhøvl (n)

Er omtalt og afbildet hos Norman (1954) og er udstillet i frilandsmuseet Maihaugen, Lillehammer. Her er det en Hestetrukket (!!) høvl, nærmest af form som en plov, forsynet med et vandretliggende jern, tynget ned af nogle kampesten. Høvlen har været i brug ved høvling af de centimetertykke emner til tagspåner. Men det fremgår ikke i hvilke(t) fag. Høvlen er rimeligvis helt unik i lighed med den sammesteds beroende husskruehøvl.

Hvordan den har fungeret i praksis vides ikke, men forsøget er gjort, og har den virket efter hensigten har det været en lettelse i forhold til at skulle save anselige mængder af spåner med håndkraft. Jeg har ikke kendskab til at en lignende høvl skulle have været i anvendelse i Danmark, så det kan hænde at være en opfindelse uden større udbredelse. Sammenlign tændstikhøvl.

Tand, se krøs.

Tandhøvl

1. (Næppe brugt) høvl med tandformet jern, fugehøvl, plovhøvl.

2. Høvl med fint savtakket skær. Jernet danner en vinkel i forhold til sålen på 80-90°. Det er ikke meningen at jernet skal skære, men skrabe emnet således at overfladen bliver en anelse større for at give bedre vedhæftning. Er især blevet anvendt til at "tande" flader der skulle fineres. Da jernet ikke behøver at være knivskarpt slibes det kun på en skuresten, hvorefter det bankes en gang ned i enden på et stykke hårdttræ, hvorved de værste grater brækker af. Tidligere på ethvert snedkerværksted.

Tandkrøs

Dialektforskningsinstituttet har opsamlet ordet i Jylland. Efter forklaringen at dømme skulle det være en "gammeldags" i modsætning til en "amerikansk" krøs. Bødkerværktøj.

Tilholder

se ms 1

Tilsimsningshøvl, se simshøvl.

Tremandshøvl

Er snedkermester Poul Sørensens betegnelse for en svinehans eller en tomandshøvl.

Træbugthøvl

Bugthøvl af træ, osse kaldt engelsk bugthøvl. Fænomenet er omtalt bl.a. steder i (teknik 47). Se endv. hos Salaman og i artiklen bugthøvl.

Træhøvl,

Høvl med hus og sål af træ.

Trækhøvl eller Trækkehøvl

Søren Vadstrups udtryk for en høvl der trækkes mod brugeren, modsat de almindeligt anvendte kort- og langhøvle, der skubbes. Trækhøvle har været udbredt over store dele af verden, men anvendes nu først og fremmest i fjernøsten, Kina og Japan. Den hos Schledermann (1982) omtalte norrøne høvl fra Arktisk Canada er en trækhøvl.

Tværhøvl, Tværskage, eller Tværskarre (bdk.)

Vist synonym for quer- eller qverhøvl. Jvf. Dialektforskningsinstituttet, der har ordet fra Jylland, en høvl hvormed staverne i et kar høvles indvendigt på tværs af fibrene, jvf. skage.

Den gamle By i Århus har et par stykker i samlingerne. Her kaldes de tværskager.

Tyr, se svinehans.

Tændstikhøvl

Høvl der er blevet anvendt til fremstilling af tændstikker. Se Norman (1954). Intet fag angivet.

Tætgående simshøvl, se simshøvl.

Tå

Forenden af en høvl.

Udarbejdningshøvl, Udarbejdshøvl (bdk.)

Kaldes ligeledes stemmehøvl.

Udhøvler (bdk.)

Jvf. Fagordbog en høvl med dobbeltkonveks sål, de anvendes til bearbejdning af stavers indvendige side. Udarbejdshøvl?

Ulmerhøvl og Ulmiahøvl, se reformpudshøvl.

Universalhøvl, se multihøvl.

V

Vangehøvl

En form for simshøvl. Sålen er bredere end stokken. Jernet slebet på siden osse.

Vidjehøvl (kurve.)

En af kurvemagere brugt skinnehøvl til afhøvling af vidjer. Se osse schenehøvl. Sammenlign smalrer.

Vindueshøvl Rom 99/1931

Kel- eller kontrahøvl til vinduer.

Vinkelhøvl (mods.)

se kernekassehøvl.

Violinhøvl, se fingerhøvl.

Z

Ziehklingehøvl

Finerhøvl, hvori er anbragt en 70-80 mm bred ziehklinge. Jernets vinkel mod sålen er spids (ca 120°) og kan justeres, muligvis så meget som ml 80-120°. Med et tandjern isat bliver det til en tandhøvl.

Så vidt vides er det samme høvl der anvendes til afpudsning af parketgulve og lignende, men efter fremkomsten af de praktiske håndpudsemaskiner har denne mistet sin betydning. Snedkerværktøj.

Ø

Ølhøvl

Bruges velsagtens sjældent af faglærte træsmede. Faktisk har jeg kun set den i brug i et enkelt tilfælde hvor en kollega medbragte den på en byggeplads, nærmest for at finde ud af om jeg kendte den. Lille høvl der udelukkende anvendes som samfundshjælper.

Å

Åreknudehøvl, se i hovedafdelingen.

Årekradser, se kradser.