Kapitlet Traditioner omhandler en del af de sæder og skikke der gennem tiden har floreret og hvoraf nogle stadig er aktive blandt træsmede og - til sammenligningsgrundlag - andre udøvere af håndens gerning.

Indvielseceremonier kendes generelt fra alle kulturer og alle samfundslag så langt tilbage historien kan følges, reelt så langt de skriftlige kilder rækker. Men selv de mest "primitive" samfund har et eller andet sæt normer der skal følges når et menneske får fra en tilstand til en anden, typisk fra barn til voxen, fra ugift til gift osv.

I en række tilfælde skal kandidaten bestå en række prøver, der kan være af ganske barsk natur: leve alene i urskoven en periode, skyde et dyr, fange fisk eller - som tilfældet er i vor "civiliserede" del af verden - op til en eksamen!

Konfirmationsfesten er et typisk eksempel på en sådan indvielsestradition. Der holdes taler for konfirmanden, der gøres status over barndommen, faren og moren fortæller erindringer om dengang konfirmanden lille, og han eller hun bydes velkommen i de voxnes rækker, bliver overdænget med gaver og eventuelt udstyret med et sæt attributter, der på synlig vis anskueliggør det unge menneskes nye status. Han får lov at ryge sin første cigar, og hun får et ravrør med en tændt cigaret stukket i munden, og der bydes det første glas vin eller øl.

På samme måde har alle fag et sæt traditioner at holde i hævd, det gælder ikke kun træmænd eller byggehåndværkere. Studenter har deres, bogtrykkere sine og så fremdeles. Forne tiders studenter lånte snedkernes behøving, og trykkerne bragte latinen ind i faget, men de har osse altid været belæste som doktorer, og kunne tidligere både læse og sætte latin uden vanskeligheder, hvor vi andre måtte og må nøjes med møllerlatin.

Imidlertid er de fleste beretninger om indvielsestraditioner af udenlandsk - fransk, engelsk, men især tysk - oprindelse, og derfor ikke medtaget i denne oversigt. Blandt træsmede er det så godt som kun snedkerne der alvorligt arbejdede for sagen. I de fleste andre fag nøjedes man med at drikke de nye svende til, og da gerne af en fikserkande, en rørchen, med gennembrudt rand, der lod det gode indhold gå til spilde, med mindre det blev suget op gennem et skjult rør. Den der ikke kendte hemmeligheden eller ikke tænkte sig om og derfor lod det gode øl gå udenbords, måtte naturligvis bøde med penge til mere øl eller vin.

er en skik der helt afgjort er opfundet af snedkere til brug ved svendeindvielse, det tidspunkt, hvor en lærling var udlært, færdig med at være "dreng" og nu stod for at skulle optages i svendenes laug.

Skikken er på flere måder enestående, primært fordi ingen andre fag har haft et så omfattende ceremoniel i en sådan anledning, sekundært fordi studenterne rundt på Europas universiteter lånte den hos snedkerne.

Henning Henningsen er direkte negativ når han omtaler lignende skikke i andre danske træsmedefag i Behøvling og Hønsning (1960). Det er således kun karetmagerne han kan berette om, at de har bevaret en Fikserkande på Nationalmuseet. Kanden har gennembrudt rand, så den der drikker kommer til at spilde - med mindre han kender fidusen og suger øllet op gennem hanken. Sådanne kander kendes i øvrigt mange steder fra, og de er naturligvis blevet brugt til at narre penge til mere øl fra de uindviede. Til alle andre fag bruges udenlandske eksempler. Der synes derfor ikke at være bevaret optegnelser af nogen art om svendeindvielsesskikke blandt træsmede på dansk grund - bortset fra snedkernes.

Behøvlingsskikken er kommet ind i dansk håndværk med Zünften i begyndelsen af 1600-årene. Vi har lånt den fra det tyske område, som vi har lånt så meget andet godt både før og siden.

Derfor foregik meget af ceremoniens indhold på tysk; det var meget praktisk, eftersom de nye svende helst skulle tilbringe en tid på valsen for at lære nyt. Flertallet gik sydpå - akkurat som i dag, hvor mange foretrækker ferien i det varme udland.

Det man i dag bider mest mærke i ved behøvlingsskikken, er nok de mange løjer der gik for sig. Aktørerne var udklædt i fantasifulde dragter. De nye svende bl.a. med horn i panden, eller iført narrehue med bjælder. Svendene kaldes korumper (Koschwantz, Kuhschlüssel) - en ikke videre flatterende betegnelse, som dog snart skal vige for en mere høvisk titel.

Til stede er en "præst" (Pfaff, "pave"?), nogle faddere der skulle bevidne den dåb, der indgik i skikken, en "klokner" (klokker) og naturligvis en række tilhørere.

Præsten holder en lang ugudelig "høvlepræken", fyldt med grovheder og sexuelle hentydninger, og hvor han fortæller "kosvansen" hvor foragtelig han er, belærer ham om "de fem søjleordner" eller de "fem søjler".⁰ Den dybere mening var vistnok først og fremmest at han skal formes fra at være en rå træklods til en smuk søjle, hvis fornemste funktion er at bære en tung byrde. Et andet formål med prædikenen var at indvi svenden i fagets særlige skikke, de hilseceremonier der var obligatoriske, og nødvendige for at svende kunne kende hinanden og holde bønhaser ude af faget. Kun svende og mestre kendte formularerne; de blev holdt hemmelige for alle andre.⁰

Under prædikenen hives kandidaten i håret, væltes ned af stolen og mishandles i det hele taget grundigt en sidste gang før han bliver et anstændigt menneske og en respektabel kollega.

Efter prædikenen foregår selve behøvlingen. Her behandles kandidaten som en rå træstamme, der skal både måles, tilhugges og høvles.

Udmålingen kunne foregå med en stor passer forsynet med en pensel i enden af det ene ben. Penselen blev dyppet i sort farve og dygtigt ført hen over svendens ansigt. Kanterne blev hugget af ham, og værst gik det ud over "der groben knast", kønsdelene. Den skulle hugges af med mindre en jomfru blandt tilhørerne bad om nåde.

I det hele behandledes han med overdimensioneret værktøj, ikke blot høvl, passer og vinkel, men stemmejern, økse og andet - alt sammen for at omforme ham fra det uvidende, næsten umenneskelige, væsen til et brugbart medlem af standen.

For at slippe for yderligere plagerier får han lejlighedsvis lov til at give en omgang øl eller vin.

Løjerne sluttede gerne med dåb, hvor svenden får et nyt navn. Han er nu fuldgyldigt medlem af lauget og kan drikke en skål på lige fod med de øvrige svende.

At det ikke altsammen var løjer og vittigheder viser et bønskrift fra den københavnske oldermand Johan Stenbuch, der i al underdanighed sender et bønskrift til kongen - så vidt jeg kan se i 1684, på et tidspunkt hvor behøvlingen var forbudt:

"Torde jeg...bede min allernaadigste Konge...at ville tillade os igen, at de Drenge, som haver udlært hos os, maatte af Svendene undervises i Haandwerksgewonheit og Arkitekturens forklaring, saa at de på andre steder kan for gyldig og uhindret passere.... herhos skal gerne være aldeles afskaffet Prædiken og Daab.... men uden Høvling kan det ikke ske."

Præken og dåb, vittigheder og anden forargelig optræden kunne det være ligemeget med, men behøvlingen som sådan var uundværlig. Svendene ville ikke blive anerkendt, hverken i Danmark eller i udlandet hvis de ikke var behørigt behøvlede.

Kongens svar til Stenbuch var fængsling og indespærring i flere år - blot fordi han havde gjort opmærksom på de faktiske forhold, dog godt nok før det blev indført glasnost her i landet.

Fremmede svende blokerede København på det grundlag, og 1696 genindførtes behøvlingen, men uden det indhold der tidligere forargede myndighederne.

Ikke alle byer havde eller fik behøvlingsret. Det betød at nye svende undertiden måtte rejse langt før de kunne blive ordentlige svende. Assens havde det ikke, ejheller Kolding, og herfra måtte svendene til henholdsvis Odense og Horsens. Og så var det endda ikke nær så zünftigt at blive behøvlet i provinsen som i hovedstaden.... Valby bakke har osse ligget på samme sted siden istiden.

Forbud mod behøvling, og tilladelser til genindførelse skiftede igennem det følgende århundrede indtil den seneste kongelige forordning, udstedt 21. marts 1800, og som har ordlyden:

"Kongen vil ikke taale, at Laugene i nogen Henseende staae under Tvang af udlændiske Laugs-Fordomme, Vedtægter eller Skikke, der stride mod Hans Love .... Som Følge heraf, skal alle Skikke og Ceremonier, der bære Præg af ældre Tiders raae og vilde Sæder, saasom Behøvling, Sværten i Ansigtet, og deslige, hvad Navn de end maatte have, aldeles afskaffes."

Det var en postgang eller to for sent. Skikken havde mistet sin betydning, men kongen fik det sidste ord i den sag. Det er enevældens problem i en nøddeskal: Kongen udsteder forordninger til glæde for historikerne, for så længe der kommer forbud, så længe er skikkene ved magt. Når det sidste forbud er udstedt har folket besluttet sig for at afskaffe dem.

Der er en enkelt reminiscens tilbage: Vi går alle og er ubehøvlede, men kun de færreste tænker over hvad der ligger i udtrykket.

Et ofte brugt ord for læredreng, lærling. Betegnelsen dækker en person i underordnet stilling, sammenlign knægt i hovedafdelingen.

Egl. blot betaling for at være med i et laug, et lag. Hønsepenge blev betalt før svendeindvielsen, og kunne til tider være af ret anselig størrelse. Almindeligvis taler vi dog i dag om indkitning.

Når en (mand) starter på en arbejdsplads er der og har der altid været visse skikke og sæder det er klogt at vide noget om, for at de kan holdes efterrettelige. Det er sjældent rart at træde ved siden af, og synderen skal nok blive gjort opmærksom på det og idømt en passende bod. Det gælder enhver; hvadenten man bliver bedt om at give en indkitningsbajer, en omgang blødt brød til kaffen eller hvad det monne være.

Således osse når en lærling, en "dreng" begynder på et værksted; smedene har deres skikke, skomagerne deres, træsmedene hver sine, og så fremdeles.

Blandt smede har det været almindeligt at "syne" en dreng; dvs. han fik trukket kønsorganerne frem, og gjorde han modstand, blev han "mønjet", fik pikken smurt ind i mønje, det giftige stads.

En nybagt skomagerlærling kunne udsættes for begprøve, dvs. at han skulle trække et par tunge skolæster ind på værkstedet ved hjælp af et begtråd lagt rundt om nakken.

Hos snedkerne brugtes "støbning", hvilket vil sige, at drengen får smurt varm lim på den bare ryg, og muligt osse på kønsorganerne. Så sent som i slutningen af halvtredserne var der en retssag herom i Odense.

Af en eller anden grund er begivenheden gået min bevågenhed forbi, skønt jeg selv var lærling på det tidspunkt - men måske andre husker den eller kender skikken.

Langt det mest almindelige er dog mere godmodige former for drilleri, hvor lærlingen blot blir udsat for uskyldigheder som at hente værktøj der ikke eksisterer, noget enhver nybegynder må være forberedt på at blive udsat for, uden tvivl for at han med det samme skal vide at han er nul og nix i forhold til de øvrige på værkstedet.

Blandt bådebyggere, har jeg ladet mig fortælle, kan man sende en lærling efter en kølsvinsnøgle. Det har været brugt i Frederikssund, siger min kilde, bådebygger Helge Askholm.

Selv var jeg udsat for at skulle hente forlængersaven "ovre hos Petter Sne'ker"; andre er måske blevet sendt afsted efter pålægshøvlen, træstrækkeren, det svenske (amerikanske, franske) evt. forniklede øjemål - naturligvis helst med messinggevind - eller et lignende stykke drilleværktøj, der kun bliver brugt for at vise hvor uerfaren lærlingen er og for at holde ham på den underordnede plads han har at indtage indtil han får tilegnet sig mere viden om faget og dets hemmeligheder. Ligeledes kan han sendes i byen efter pebernøddetræ, eller anden fantasifuld træsort.

At det - i hvert fald førhen - var farligt at gennemskue drillerierne, påpeger Henning Henningsen i Behøvling og Hønsning, og nævner et eksempel på, at en dreng der kom tilbage med en æske hestepærer efter at være blevet sendt i byen efter "8-kantet rundjern", fik smurt indholdet af æsken i hovedet.

Den egentlige årsag til drillerierne er nok så alvorlig. Førhen havde svendene hals- og håndsret over drengene, der på det nærmeste blev betegnet som livegne slaver. Først ved svendeindvielsen (behøvlingen) opnåede de status af (ligestillede) mennesker.

I dag er forholdene trods alt anderledes, og de fleste drillerier udføres kun for spøg. Jeg har i det mindste ikke kendskab til alvorligere episoder fra de sidste 30 år.

Er noget som de rigtigt fingernemme snedkere finder på at lave, måske for at (be)vise deres dygtighed, måske blot som lidt godmodigt drilleri mod kolleger og andet godtfolk.

De fiduser jeg har kendskab til er "uladsiggørlige" samlinger, der tilsyneladende trodser både matematikken og naturlovene, men som alligevel viser sig blot at være resultater af opfindsomhed og fingersnilde.

Jeg finder ingen grund til her at afsløre fagets hemmeligheder, men jeg kan ikke afholde mig fra at vise de stykker jeg har fået fra Frits Seiergaard i Frederikshavn, en kollega der på mange måder har bidraget med oplysninger og andet materiale til denne bog.

0De fleste oplysninger i artiklen om behøvling er hentet fra Henningsen (1960).

0De fem søjleordner er den toskanske, joniske, doriske, den korintiske og composita (sammensatte). Søjlerne har først og fremmest betydning for den klassiske arkitektur, men har åbenbart spillet en større rolle inden for håndværk, noget der nu er gået helt i glemme.

0I grunden tog det flere dage at indlære alle de remser og talemåder. Det kostede naturligvis øl i lange baner til svendene, men der skulle i mange tilfælde betales penge til laugskassen, til de fattiges kasse og flere andre.