INDLEDNING

Vi skal meget langt tilbage i menneskehedens historie for at finde oprindelsen til øksen. Det begynder med de såkaldte "håndkiler" fra gammelstenalderen (palæolitikum), flintredskaber, afrundede i den ene ende og tilspidsede i den anden, men ikke skæftede, efter hvad man har kendskab til. På dansk grund figurerer økserne allerede i de første perioder efter istiden, hvor landet igen invaderes af rensdyrjægere, efter at have været dækket af fastlandsis i omkring 10.000 år. Det kan være vanskeligt at afgøre om de allerældste økser er værktøj eller våben. Det er nok tænkeligt at man har brugt økselignende værktøj til jagt. Brøndsted bd. I (1966) p 42 ff anfører dog at egentligt vedtræ er forudsætning for øksen, med det skærpede hoved, indsat i et skaft af træ eller rentak. Han anser det for tænkeligt at øksen er opfundet (i Norden) som en følge af at tundraen springer i skov, hvilket først sker når klimaet har nået et vist tempereret stade; ligeledes mener han ikke at finde forudsætninger for at den skulle være optaget som lån ude fra Europa, hvilket dog ikke forhindrer at samme opfindelse kan være gjort andre steder - parallelt - om ikke samtidigt.

I ældre stenalder var der to hovedtyper: kerneøkse og skiveøkse. Førstnævnte var hugget ud at en massiv flintknold, den anden af et skiveformet afslag. Skiveøksen forsvinder med ældre stenalder og afløses af en række forskellige former, der alle er fremstillet af knolde. Mod stenalderens slutning findes nogle særdeles velvoksne eksemplarer, slebne flinteøkser op til en halv meter i længden.

Der sker ikke den helt store specialisering af øksen før vi når helt ned mod vikingetid, men temmelig tidligt optræder dog både ret- og tværøkser (skarøkser), både med ret og med (hul)krummet æg. Retøksen har formentlig været anvendt fortrinsvis til fældning af træer, afkvistning olgn., mens tværøkserne osse har kunnet anvendes til udhuling af fx både.

På dansk findes kun én afhandling om økser: Chr. Waagepetersens "Forsvundne Tømrerøkser" fra 1965.

Afbindingsøkse, se bindøkse.

Amerikansk hammerøkse

Benbrækkerøkse, og Benøkse, se bindøkse.

Biel, Bil og Bile

synonymer for økse. Ordet bruges først og fremmest i sammensætninger; i dag vist kun i forbindelse med bredbil. Forskellen på en økse og en bil er at bilen har ensidig fas og en plan side, mens øksen har dobbelt fas. Sammenlign skarøkse.

Bindeøkse, Bindøkse

efter mnt. bintexe, af bindt, spærfag

Benøkse, benbrækker-, båndhakke, buløkse, slumpe-, smal-, tømmerøkse, eller tømmermandsøkse (se dog osse bredbil). Tømrerens all round værktøj, hans daglige økse, der bruges til alt "normalt" arbejde. Øksen er ret, skaftet forholdsvis kort (35 - 50 cm), evt forsynet med en svær skinne i forbandt med hovedet der har en vægt på 1½ - 2 kg. Bindøksen blev førhen brugt især ved afbinding og til firkanthugning - til at hugge det grove af med før den egentlige afretning med bredbil eller skarøkse. Slumpeøkse er et fynsk udtryk, fundet hos Rask. Den har fået mange navne fordi den er så populær, men det er ikke en tømrer der kalder den båndhakke, vistnok bødker. Bindøksen har gennem tiden ændret udseende, men den har dog bevaret sit symmetrisk kileformede udseende. De tidligste exemplarer var temmelig lange i hovedet (Joost v. Amman, 1568), men efterhånden aftog længden og bredden øgedes. Forskellen mellem på den ene side bindøkse og på den anden håndøkse, håndværker- og stilladsøkse er vanskelig at afgrænse, ud fra oplysninger i diverse værktøjskataloger.

† Blegði og Bleggøkse (n)

ordet blegði er oldnordisk og forlængst afgået ved døden, men betydningen er:

Økseformet kile uden skarp æg, skæftet som en økse, nærmest a la vore dages flækøkse; i vikingetid brugt til kløvning af træstammer. (ill. Bayeux-tapet.)

Ordet bleggøkse er fundet hos Sandvig (1931).

Blokøkse (træsk.)

Lille økse der er blevet anvendt til udhugning "i munden" af træsko; d.v.s. åbningen mellem overstykke og hæl. Nærmeste sammenligningsgrundlag er hughusøkse. Hovedet sidder således lidt skævt i forhold til skaftet.

Brandmandsøkse, til tider blot Brandøkse

Kortskaftet økse med ret blad i den ene side og pyramideformet horn eller pig i nakken. Ved Københavns Brandvæsen er øksen personligt udstyr for hver eneste brandmand, idet den hænger i en øksetakse (se nedenfor) ved bæltet. Pionerøksen derimod, der er på størrelse med en skovøkse, ligger i vognene hos pionererne. En ældre model havde i steden for piggen en skarøkse i nakkeenden. Brandmandsøksen er bl.a. blevet brugt til døråbning men er nu afløst af en døråbner, der i bedste fald kun efterlader et ganske lille mærke i karmen, især hvis opklodsningen ikke er alt for omhyggelig. I øvrigt bruges den til alt hvad der kan bruges økse til når der er brand. Sammenlign gazelle.

Bredbiel, Bredbil(e)

2. led fra mnt. bil(e), økse

Bredøkse, høj økse, † høfføkse, † høy ø-; man forstår udtrykket første gang man står over for et middelalderligt eksemplar; endvidere tælgeøkse, tælleøkse, slingreøkse, slingeøkse (anvendt til slingning), tømmermandsøkse, glatøkse, sletøkse.

En meget karakteristisk udformet økse med sit vifteformede hoved og en æg på 30 -40 cm. Af hensyn til brugerens fingre og især knoer vrider skaftet noget i forhold til øksens hoved, da den hugger på langs ad emnet. Skafthullet er kraftigt konisk og er ikke mere end et par cm ved skaftenden, i modsætning til skarøksen, hvor det konisk udformede skaft holder hovedet på plads.

Hvorfor bredbilen er skæftet på denne måde kan jeg ikke give nogen forklaring på, og ejheller de brugere jeg har spurgt, men den har fra den tidligste tid været skæftet på lignende måde - se fx på Nationalmuseets eksemplar fra Nørrejylland. Den er i øvrigt meget lig vikingernes skægøkse, der var et udbredt kampvåben.

Bredtingsel (m. fl. stavemåder), se tengsel.

Bredøkse, se bredbil.

Brændekløver, og Brændekløveøkse, se flækøkse og brændeøkse.

Brændeøkse

Kløveøkse, brændekløver, kløveøkse og spalteøkse.

Hovedet ret bredt, den har dobbelt fas.

Buløkse

Skovøkse, fældeøkse, hos både Rask (1938) og Grundtvig (1981) er den lig bindøkse. Ellers normalt svær langskaftet økse til brug ved træfældning.

Bødkertengsel, og Bødkerøkse. samt Bådøkse, se skarøkse.

Båndhakke, se bindøkse.

Båndøkse, se bødkerøkse.

Diksel, se tengsel.

Dobbelt stikøkse Waa-p

Dobbeltægget tømmerøkse, eller Dobbeltægget tømrerøkse, se krydsøkse.

Dæksel, se tengsel.

Entreprenørøkse

Ligner til forveksling en almindelig bindøkse, men hovedet vejer, jvf. CFP-katalog (1987) 1000 g.

Fladtingsel (m. fl. stavemåder), se tengsel.

Flækkeøkse eller Flækøkse

Tung, langskaftet økse med but æg til flækning af brænde. Hovedet er kileformet. Øksen virker alene ved sin tyngde som en kile, der med nogen øvelse er i stand til at flække selv ret svære kævler.

Forceøkse

Forskallingsøkse, se bindøkse.

Fældeøkse, og Fældøkse, (forst)

skovøkse, buløkse.

Gazelle(økse)

En særlig økse, udviklet ved Københavns Brandvæsen, og som i øvrigt ikke har megen lighed med en økse. Det kan vel knapnok kaldes et træsmedeværktøj, skønt der er træsmede blandt de københavnske brandfolk.

Det eksemplar jeg har set er monteret på en firkantet "kasse" af letmetal og forsynet med et meterlangt, ligeledes firkantet, skaft, skruet fast i et rør. Oven på kassen er påmonteret tre rette, ligebenede horn, hvoraf de to vender fremad og et bagud. Det er klart at de to fremadrettede har givet værktøjet sit navn, for de ligner til forveksling gazellehorn. Øksen bruges især til nedbrydning af lofter, hvor et stort koben er mindre effektivt. Sammenlign brandmandsøkse og pionerøkse.

† Glatøkse, se bredbil.

Grenøkse (forst)

Kortskaftet økse, beregnet til afhugning af kviste og grene, især af fældede træer. Vel i grunden meget lig bindøkse. Sammenlign knastøkse.

Hammer, se

1. skarøkse, og

2. øksehammer.

† Handøks, se bindøkse.

Hermitte

fra fr. (h)erminette, huløkse, tængsel

Hvorvidt ordet overhovedet bruges på dansk er uvist; jeg har fundet det i "Høvelens Historie" (Norman, 1954), men medtaget det p.g.a. dets pudsighed.

Hjulmandsøkse

se ms 1

Hjørnetingsel, se tengsel.

Huggehusøkse, og Huggeøkse, Hughusøkse eller Hugøkse

Kortskaftet mindre økse, nærmest af form som bredbil, hvor skæftet sidder lidt forskudt i forhold til æggen. Æggen er derfor ensidig.

Øksen er vist i dag sjælden. Jeg mindes kun at have set den en enkelt gang i min levetid, og ikke siden midten af 1950-erne. Hos Carl F. (1954) er den omtalt som skæv håndværkerøkse og Waagepetersen kalder den ligeledes håndbil. Typen har været brugt på landets huggehuse, samt især af karetmagere. Sammenlign risøkse.

Hultengsel, Hultengsle, og Huløkse, se tengsel.

† Høff økse, eller mere nutidigt stavet

Høj økse, samt † Høy økse, se bredbil.

Håndbil, se bindøkse.

Håndværkerøkse, Håndøkse, se bindøkse.

Isøkse (mar.)

Kapus, se krydsøkse.

Karetmagerøkse

hjulmandsøkse.

Kileøkse

se ms 1

Kløv(e)økse

1. se flækøkse.

2. bødkerøkse, spalteøkse, der jvf. Dialektforskningsinstituttet er blevet brugt til udformning af staver.

Krumbil, Krumjern, Krumtengsel, og Krumøkse, se hultengsel under tengsel.

Krydsbil eller Krydsøkse

Er en af de øksetyper Waagepetersen (1965) gør meget ud af og som vistnok osse kaldes kværbil og undertiden tværøkse. I øvrigt hersker der den næsten sædvanlige forvirring omkring navngivningen, idet øksen undertiden benævnes syldøkse, mens en smed fra Skagen, der brugte sådanne til vragophugning kaldte den kapus. Den er i høj grad lig en jordhakke, dog uden dennes udprægede krumning; den er smal og "høj", den ene æg er ret med dobbelt fas, den anden sidder på tværs af skaftet og har ensidig, indvendig fas. Længden af skaftet kan jeg ikke sige noget om for tiden, da jeg ikke har set "levende" eksemplarer af den. Waagepetersen (op. cit. p. 33) nævner dog en fundet i Kalundborg Museum; længden er 67 cm. Krydsøksen er for længst gået af brug, men har tidligere været brugt af tømrere til hugning af taphuller, idet den rette æg blev brugt på langs af træet, den tværgående til overhugning af fibrene og tømning af taphullet for spåner. Da øksen gik af brug gik man i stedet over til at anvende stemmejern (afbindingsjern) og lokbejl.

Kvasøkse, se risøkse.

Kværbil

Definitionen er ikke helt sikker, idet det kan være både en krydsøkse og en skarøkse.

Kværøkse, se skarøkse.

Langbil, se bredbil.

Lukøkse

Nybyggerøkse

Pakøkse Rom 99

Pindeflækker

Pionerøkse

Økse brugt ved brandvæsenet. Der findes to typer, en gammel, der i nakken er forsynet nærmest med en skarøkse. Den er tung og uhåndterlig, siges det af folk der har prøvet den, og en nyere, der er forsynet med en lang spids pig i lighed med lægtehammerens horn. Den gamle type er afbildet i Københavns Brandvæsens bomærke, der bl. a. ses på alle brandbiler. Skaftet er på størrelse med skovøksens. Den findes i pionerernes vogne i modsætning til den kortskaftede brandmandsøkse, der hænger i bæltet.

Pløgøkse eller Pløkøkse

Retøkse

Vel i grunden ikke et udtryk de anvendes i faglig sammenhæng, men blandt arkæologer og lignende godtfolk om en økse hvor æggen er (mere eller mindre) parallel med skaftet, i modsætning til tværøkse.

Rigeløkse, se rigelbejtel i hovedafdelingen.

Risøkse

Mindre håndøkse, kvasøkse hvor hovedet er en anelse forskudt i forhold til skaftet, og som er blevet anvendt til kvashugning. Ordet har jeg fra tømrer Johs. Bruun.

Rundtingsel

ordet nævnt i da. folkemål 1932 (se ms. 1)

Rydningsøkse (forst)

Røreøkse eller Rørøkse

Sideøkse Dahl 73

Skarreøkse,

Skarvøkse eller mest alm. Skarøkse

1. led af skarre, udglatte eller sammenføje

Skarøksen er en tværøkse, med ensidig, indvendig fas, osse kaldt tengsel, tingsel, tinsel eller tængsel; beslægtet med den er diksel, norsk teksle, der kommer af on. Þæxla, økse. Bladet, hovedet sidder således på tværs af skaftet. Hovedet kan evt. være forsynet med hammer, en hammerhovedlignende "knast" i nakken. Skafthullet er konisk, firkantet med størst tværsnit yderst, således at hovedet altid spændes fast under brugen, men nemt kan aftages når øksen skal skærpes. Skarøksens æg er lige eller svagt krummet, og kan være forsynet med ører, små ombøjede flige - især på de brede eksemplarer - det forhindrer øksen i at bide sig fast i emnet. Fra bådebygger Helge Askholm her jeg fået meddelt at man på Frederikssund Bådeværft kaldte en sådan økse for skovløkse.

Hvis hovedet er meget krumt og æggen hul kan man undertiden høre betegnelsen hultengsel benyttet.

Skibstømmermandsøkse

Skiferøkse (tagdækker?)

Skotøkse (træsk.) Ej38

Ordet er hos Jensen (1938) skrevet med et ? efter sig i spørgelisten om træsko. Den bruges sammen med skotteknoppen (huggeblok) under arbejdet med at forme træskoens ydre. Økse med særligt skævt skaft. Afbildet hos Jørgensen (1973) p 12 i flere exx.

Skovløkse, se skarøkse.

Skovøkse, se fældeøkse.

Skægøkse

Økse hvor hovedet ved æggen danner en lang bagudrettet flig, omtrent som det ses på bredbil. Øksen er ikke et stykke træsmedeværktøj men en våbenøkse der blev anvendt af vikingerne.

Skæv håndværkerøkse, se hughusøkse.

Slagøkse, se flækøkse.

Sletøkse, se bredbil.

Slingebil, Slingeøkse, og Slingreøkse, se bredbil.

Slintøkse

Et (vistnok) norsk ord der betegner en dårligt slebet økse "der slår slint". Meddelt af Frits Seiergaard mdl. 1989.

Slumpøkse, se håndøkse.

Smaløkse, se bindøkse.

Smilehul, se ??? håndøkse ell.lign.

Spalteøkse, se flækøkse.

Spejderøkse, se møllebyggerjern i hovedafdelingen.

Spidstengsel, Spidstingsel, og Spidstængsel, se tengsel.

Spun(d)sbile, se syldøkse.

Stavreøkse, Stavøkse

Jvf. Grundtvig (1981) en kortskaftet økse, brugt til fremstilling af gærdestaver.

Stikbejtel, (mar.)

Stikbil

Et (i hvert fald tidligere anvendt) værktøj, et bredt jern forsynet med et langt jernskaft, afbildet hos Crumlin-Pedersen (1968).

Sammenlign stangskølp og stikøkse.

Stikøkse

Stødøkse; et rigtigt tømrerværktøj, en henved 50 cm lang 30-50 mm bred økse forsynet med skaftdølle, men aldrig skæftet. Sammenlign stikbil og stangskølp

Stilladsøkse

Stødøkse, se stikøkse.

Sukkerøkse ??

Syldøkse, Syldeøkse, Syleøkse eller Syløkse, samt Sølvøkse og Søløkse

Sprogligt er ordet sikkert udviklet af syld, i betydningen "vandretliggende tømmerstok", sule. Det skal ikke henføres til søle, akselleje i mølle.

Der synes desværre at være mere forvirring omkring dette (disse) udtryk end sædvanligt. Waagepetersen og Rask mener det er en krydsøkse, mens Fagordbog lakonisk meddeler at det er en "Økse, hvormed man kan hugge Not i Tømmer".

Min meddeler, karetmager H.P. Due har en sølvbronzeret bredbil hængende på værkstedet, og den kalder han en sølvøkse. Det er der således god mening i, men etymologiseringen af ordet halter, idet syld = søl er blevet forvekslet med sølv.

Teksle (n), Tengsel, Tingsel, og Tinsel

Krumjern er hentet på Sydfyn, Håstrup sogn, hos en skemager ved navn Erik Pedersen. På den egn har der været tradition for fremstilling af træskeer, som der andre steder her været udbredt træskofremstilling. Skeerne blev groft tilhugget med økse og netop krumjern og laffet (skebladet) udhulet med en spånkniv, spændt fast i hulemaskinen.

Tombil, Tomhakke eller Tomøkse

Træskoøkse (træsk.) EJ38

En (vistnok) ikke nærmere definerbar økse, brugt i træskofabrikationen.

† Tuerøkse, † Tværbil og Tværøkse, se skarøkse samt krydsøkse.

Tælgeøkse, Tællebil eller Tælleøkse

betegner hos forskellige forfattere enten bredbil eller bindøkse, mens Jensen (1938) vistnok antyder at der kan være tale om en "træskoøkse".

Tængsel, se tengsel.

Tømmerbil

Tømmermandsøkse

Enten bredbil eller bindøkse.

Tømmerøkse eller Tømrerøkse, se bindøkse.

Udvisningsøkse (forst.)

Øje

Økseøje. Skafthullet i en økse.

Økse

Øksens historie er lang, og starter kort efter at mennesket er begyndt at være menneske med håndkiler af groft tilhugget flint. Håndkiler er ikke skæftet, men brugtes alene med de bare næver. Ikke før omkring 8000 år siden finder nogen på at give den et skaft, hvad de fleste så har haft siden, undtagelsen er stikøksen.

Fra begyndelsen af har der været to hovedtyper af økse, den rette, hvor æggen er mere eller mindre parallel med skaftet, og skarøksen, hvor æggen sidder på tværs. Blandt arkæologer florerer udtrykket tværøkse, som jeg ikke finder helt heldigt i denne sammenhæng, da udtrykket ligeledes er blevet brugt om krydsøkse. En særlig form for økse er bilen, der har en glat side og ensidig æg. Mest kendt er bredbil.

Økser består af et hoved og et skaft. Den del af hovedet der sidder oven for (bag) skafthullet kaldes nakke, bag eller hammer, og den del der ender i æggen, blad. Jvf. NORM (blad 27a, 1983) hedder den del af hovedet der peger bort fra skaftenden "ryg" og den modsatte side "bug" og stykket umiddelbart under skafthullet "hals". En økse kan have "skæg", d.v.s. at bladet udvider sig mere eller mindre bagud i forhold til skaftet. Visse økser har på begge sider nogle buede hulninger, strækkende sig fra halsen og udefter. Min fætter, bådebygger Helge Askholm, kalder dem smilehuller Hovedet er normalt fremstillet ved at et stykke jern er foldet og svejset sammen i nakkeenden, således at der fremkommer et skafthul. Bladet er før den endelige sammensvejsning belagt med et stykke stål

Øksebag se økse.

Øksebiel

Økseblad, se økse.

Øksehammer, se økse.

Økseøje, se skafthul.

Øksetaske

Holder af læder eller kunststof til brandmandsøkse. Der er blevet brugt flere modeller i Københavns Brandvæsen (som jeg har haft kontakt til). I dag bruges kunststof, og tasken skydes ind på bæltet, men tidligere var den af læder og i så fald var brandmester og chauffør udstyret med en taske ophængt i et par karabinhager, mens menige brandmænd havde indskudte tasker, der var mindre fleksible. De moderne giver efter sigende ingen problemer.

Øre, se under skarøkse.

† Øx

gammel stavemåde for økse.