En træsmed er, som nævnt i denne bogs forord, en håndværker der fortrinsvis arbejder i træ. Udtrykket er ikke nyt, og ikke et jeg har fundet på for at være smart. Kaj Bom anser det for at være slang, men det er det ejheller, eller har i hvert fald ikke været det tidligere; derimod er det et gammelt nordisk ord, der ikke helt er gået i glemmebogen om det end har levet en noget tilbagetrukket tilværelse de sidste mange år.

Første gang jeg hørte det var for en halv menneskealder siden, på Vikingeskibshallen i Roskilde, hvor det optrådte på linje med stævnsmed og andre smede, herunder både skosmede, stensmede og ølsmede, som jeg dog først fandt i den store ordbog da jeg langt om længe fik den i reolen.

Ordet smed betyder altså i grunden blot håndværker, ikke kun på dansk, men osse på de klassiske sprog, latin og græsk. Grækerne havde et andet udtryk dædalus eller daidalus, der betyder kunstner mere end håndværker. Det er efter legenden ham der har opfundet høvlen.

Historisk kan det være vanskeligt at følge udviklingen, men der har givet været træsmede til lige siden menneskehedens oprindelse. Træ er altid for hånden, men det bevares kun under særligt gode omstændigheder i jorden.

I vikingetid - og måske osse senere - var smeden en universalhåndværker. Det fremgår bl.a. af det værktøj der er fundet ved forskellige lejligheder både her i landet og i vore nabolande.

De skriftlige kilder tier om hvornår der fandt en egentlig specialisering sted mellem de forskellige grene, men man kan gå ud fra at tømreren, der på landet i meget lang tid blev kaldt hugger, meget tidligt har været en der især havde med fx tagkonstruktioner at skaffe, og måske osse har haft fingre med i spillet ved rejsning af bul- og stavhuse. Skibs- og bådebyggere har heller ikke været de rene amatører, eller tilfældigt sammenløbne husflidsfolk. Vikingetidens skibe er højt udviklede og bygger på stor erfaring og tradition der går henved 1000 år tilbage - århundrederne efter Kristi fødsel. Drejere har vi ligeledes haft, i hvert fald i byerne, der udviklede sig fra 800-tallet, hvorimod snedkere sikkert først er kommet til i løbet af middelalderen, da der opstod behov for møbler, hvoraf de første bestod af især kister til opbevaring af bl.a. tøj. Hjul- og vognmagere har i nogen grad været til; det kræver ekspertise at fremstille et hjul, med det udelukker ikke at eksperterne har haft mere end ét arbejdsområde. Hvorvidt der har været tale om en egentlig faglig uddannelse af disse håndværkere er usikkert, ja vel i grunden usandsynligt, men på en eller anden vis har de fået lært deres yrke.

Træskomageri kræver ikke nogen egentlig uddannelse, blot lidt værktøj som den lokale smed har kunnet fremstille, og så naturligvis en smule håndelag der har kunnet erhverves efter en forholdsvis kort oplæring. Til gengæld ved jeg for nærværende ikke hvornår man begyndte at fremstille træsko.

Billedskæreri, derimod er et kunsthåndværk der nærmere sig billedhuggeri mere end snedkeri. Hvordan det er blevet udviklet vides ikke, men det havde blomstrende vilkår allerede i middelalderen.

I dag er mange træsmedefag uddøde eller på vej bort fra det de var engang. Maskiner har i vort århundrede overtaget meget af det der før blev fremstillet ved høvlebænken. Vi har længe været på vej væk fra den manuelle fremstilling af hverdagsting.

Dog tror jeg ikke, maskiner kan overtage alle funktioner, og jeg er sikker på at fremtidens træsmede ikke blot bliver tastaturarbejdere og skærmslaver.

Men mange pessimistiske spådomme er blevet fremsat i tidens løb. En af dem stod i den hedengangne Snedkeren, organ for Snedkerforbundet. På en tegning af en gravsten står - citeret efter hukommelsen:

Så galt gik det dog heldigvis ikke, og lad os håbe der osse om både halvtreds og hundrede år vil være ægte træsmede i verden, skønt den “bornholmske åndenød” bruges mere end godt er set fra en træmands synspunkt.

At snitte i træ - på den ene eller den anden måde - er noget alle (drenge) har prøvet, og ingen træsmed er heller ukendt med at forme med kniv, stemme- eller huljern. Egentligt billedskærerarbejde er dog forbeholdt de fåtallige med den særlige formsans det kræver. Billedskærerens arbejde ligner til forveksling snedkerens, men er det langtfra, idet han først og fremmest former træet og ikke på samme måde samler og tilpasser.

Mens snedkere og tømrere former med økse, sav og høvl, så anvender billedskæreren først og fremmest sine utallige jern, der i antal nemt kan andrage hen mod et par hundrede.

Billedskærerens arbejdsbænk er enten billedskærerbænk eller arbejdsbord, hvorpå han dels kan anbringe sine emner, dels hjælpeværktøj, spændstok, etau, eller hvad han ellers har behov for.

Specialist der drejede hjulene til taljeblokkene. Udtrykket kendes i hvert fald fra Holmen i København.

I lighed med træsmed lidt af en anakronisme, specialist i fremstilling af skibsborde, bordplanker.

Slang for tømrer, hvis man skal tro hvad Gori skriver på plakaten, "Sagt på godt Træsprog".

Bæsling er et jysk udtryk for spiltov, bås for heste og køer. Ordet betegner en tømrer.

Må nødvendigvis være et af de ældste fag inden for træsmedehåndværkene. Min begrundelse er at der kendes bødkrede kar fra vikingetid, eller måske endnu tidligere. Det kan formentlig kun betyde at høvle ⁰ har været i brug, selv om vi ikke har kendskab til nogen af dem. Noget af det fineste bøkerarbejde skal vi til Norge for at finde, nemlig i de smukke skibe fra Oseberg og Gokstad, som er udstillet i Oslo.

Er nok i familie med træsmeden, og vel i mange tilfælde en overbygning af en snedker- eller tømreruddannelse. Gulvlæggere er dem der lægger linoleum, kork eller vinyl på, og altså ikke en der normalt beskæftiger sig med trægulve.

Kaldes osse karetmager, skønt der muligvis oprindeligt har været en opdeling. Hjul- og karetmager er en hyppigt anvendt betegnelse for fagets udøvere, der i lighed med flere andre fag er på gravens rand. Det siger sig selv at de fremstiller vognhjul af træ.

undertiden benævnt med det fransk inspirerede ord ebenist (Fr. ébéniste, af énène, ibenholt, opr. et ægyptisk ord.

Håndværker, i vore dage oftest med en tømrer- eller anden uddannelse i baghånden, altså uden

egentlig faguddannelse, der arbejder med konstruktion og reparation af diverse møller lavet

Er et - eller rettere flere - speciale(r) inden for træsmedehåndværkerne. Fremstillingen af pianoer, flygler, cembali, spinetter og lignende strengeinstrumenter omfatter et bredt spektrum af færdigheder og værktøj, og breder sig langt ind over metalsmedenes område.

Betegner generelt håndværkere der bygger både af træ i modsætning til skibsbyggeren, der i dag er defineret som en jernsmed, og derfor falder uden for emnet. Der findes flere specialer inden for skibstømrer- eller bådebyggerfaget, heriblandt mastemager. Riggeren og sejlmageren hører kun til dels med under træsmedene, og kun riggeren er omtalt.

En gang jeg snakkede med museumsinspektør Ole Højrup og omtalte mit projekt svarede han prompte: "Hold dig fra bådebyggeren! Han har så meget værktøj, og hver gang han står over for et problem, så har han et stykke værktøj der kan løse det!

Det udsagn gælder ikke kun det maritime område. Alle træsmede er i besiddelse af specialiseret værktøj, beregnet til at løse de mest forskelligartede opgaver.

Værktøjet der anvendes af skibstømreren er i store træk identisk med det der generelt anvendes af træsmede, og meget af det har holdt sig uforandret i det mindste siden engang i 1600-tallet (se SKALK nr 4, 1991). Det opbevares i den særlige kabyskasse, -kiste eller i den endnu skibskiste med det karakteristiske skrå låg. Kalfatreværktøjet er i en digtekiste eller i kalfatrepose, der er lig en sejlmagerpose/sejlmagersæk. Bådebyggere har et antal større og mindre skarøkser i brug og i særlige tilfælde en stangskølp.

0Det er lidt med forbehold når jeg påstår at vi ikke kender til høvle fra vikingetid. Det er givet at man allerede dengang har haft en eller anden form for bugthøvl, nemlig den der kaldes skave. Desuden har vi i samlingerne endnu ældre eksemplarer, så det er sikkert lidt af et tilfælde at der ikke er nogen egentlige vikingetidige i fundene.